Analyse
Læsetid: 5 min.

Nordirsk forhindringsløb for fred

29. juni 1999

Fredsprocessen rokker sig ikke ud af stedet, og håbløsheden breder sig. Den britiske premierminister Tony Blair og hans irske kollega Bertie Ahern forsøger at banke de stædige, nordirske hoveder sammen, så de kommer til et kompromis inden onsdag

Nordirland er for længst blevet flosklernes holdeplads. Der er slet ingen ende på antallet af overskrifter à la 'Fredsprocessen er i fare', 'Nordirland på afgrundens rand' og lignende. Det forskrækkelige er naturligvis, at det passer. Alt sammen og hver gang.
Midt i al jammerligheden bliver det dog ofte glemt, at der faktisk er fred i Nordirland. Defineret på den måde, at terror-organisationerne såsom den irske undergrundshær IRA og de ledende protestantiske grupper holder våbenhvile. Der er udbrydergrupper på begge sider, som har svært ved at lade volden ligge, men de nærmest borgerkrigsagtige tilstande, som engang var en del af den nordirske hverdag, er væk.
Netop derfor er mange mennesker bange for, hvad der vil ske, hvis fredsprocessen virkelig braser sammen.
De frygter, at det vakuum fyldes med mere vold og i sidste ende med en genoptagelse af terrorkampagnen fra IRA's side, som vil have Nordirland indlemmet i Republikken Irland.
Og med en lige så intens voldskampagne fra de protestantiske terrorgruppers side, som vil have, at provinsens skal blive ved med at være en integreret del af Storbritannien.
Provinsen står over for den normalt mest problematiske tid i den såkaldte marchsæson, hvor protestantiske parader tit ophidser katolske nabolag med deres herrementalitetsagtige sange, militære marchmusik og anti-katolske tilråb. Sæsonen kan blive blodig i år. Den britiske regering har allerede besluttet at sende over tusind soldater til provinsen som forstærkning til de, der allerede er der.

Der var ellers håb i den britiske provins sidste år ved Påsketid, da Langfredagsaftalen blev indgået. Fredsaftalen ville noget så revolutionerende som at melde Nordirland ud af det syttende århundrede og ind i det tyvende.
De stridende protestanter og katolikker skulle samarbejde ved bl.a. at oprette en lokal, valgt forsamling, en lokalregering og et råd med deltagelse af såvel nordirere som briter, irere, skotter og walisere.
Og der skulle laves et grænseoverskridende råd mellem Nordirland og Irland.
Til gengæld gav Irland afkald på i sin forfatning at gøre territorialt krav på Nordirland. Og det kom til at stå i aftalen, at Nordirland kun kan skifte status, hvis et flertal i provinsen stemmer for det i en folkeafstemning.
Det er en stor indrømmelse fra katolikkernes side. For der har aldrig været flertal i Nordirland for, at provinsen blev meldt ind i Irland - det er noget, IRA har kæmpet for på baggrund af et 'folkeligt mandat' fra det store flertal af katolikker på hele øen - altså både Nordirland og Republikken Irland.
I provinsen selv brød langt de fleste protestanter og en del sekulære katolikker sig ikke om at skulle høre til et land, hvor den katolske kirke bestemte det meste, hvor ingen havde hørt om kvinders rettigheder, og hvor fattigdom og armod var reglen snarere end undtagelsen.
Det kan ændre sig med tiden via demografiske forskydninger, og Irland ser i øvrigt helt anderledes ud i dag end tidligere med kraftig økonomisk vækst, en efterhånden noget reduceret rolle til kirken og ligefrem en kvindelig præsident. Men indtil videre bliver Nordirland altså, hvor det er.

Dengang ved nattetide Langfredag sidste år var der et enkelt emne, som forhandlerne smøg sig uden om - terrorgruppernes våben. Det har indhentet dem nu og har betydet, at lokalregeringen ikke har kunnet etableres. For de ledende protestant-partier vil ikke sidde omkring et demokratisk bord med Sinn Fein, der er IRA's politiske arm, så længe IRA ikke er begyndt af afvæbne. Og det vil IRA ikke.
I fredsaftalen står der ellers ikke noget om, at afvæbning er en forudsætning for at sidde i lokalregering. Men der står, at alle parter skal arbejde for at få afvæbnet terror-grupperne inden maj næste år.
De britiske og irske regeringer har givet Nordirlands politikere den ene tidsfrist efter den anden for at få dem til at tage sig sammen og finde et kompromis. Hver gang er tidsfristen blevet overskredet. Nu er der sat en ny -
30. juni. Det er samme dato, som det nye parlament i Skotland og den lige så nye forsamling i Wales formelt overtager beføjelserne.
Det spørgsmål, der optager sindene meget, er, hvad der vil ske, hvis nu også denne tidsfrist overskrides. Politikerne afviser at have nogen B-plan, men det er svært at forestille sig andet, end at resultatet vil blive en eller anden form for delt suverænitet mellem Storbritannien og Irland.
Et sådan udkomme vil være ganske nemt at leve med for Sinn Fein - det er i hvert tilfælde langt at foretrække frem for rent britisk styre i Nordirland som nu. Og så slipper de også for at skulle sidde og forhandle med de nordirske protestanter.
Delt suverænitet over Nordirland er derimod ikke noget, der huer protestanterne. De vil jo netop blive ved med at være mere britiske end briterne selv. Så noget tyder på, at protestanterne må give køb for at undgå et sådant udkomme.
Men også katolikkerne i Sinn Fein er under pres. Det kan simpelt hen ikke lade sig gøre at drive demokratisk politik med et parti, der har en privat hær stående i beredskab, bevæbnet til tænderne.
Man kan forestille sig ramaskriget, hvis den britiske premierminister Tony Blair og hans irske kollega, Bertie Ahern, skulle gå med til det.
De to regeringschefer siges at ville presse de nordirske politikere til at acceptere, at Sinn Fein får lov til at komme med i lokalregeringen uden forudgående IRA-afvæbning til gengæld for et løfte om, at undergrundshæren vil have nedlagt våbnene inden maj 2002. Sker det ikke, bliver lokalregeringen skrottet.

De to siders positioner ser meget fastlåste ud. Det største håb består i, at de måske vil vige tilbage for at tage ansvaret for de nye politiske institutioners sammenbrud.
Det hjælper også, at især Tony Blairs position er stærk.
Det nylige valg til Europa-Parlamentet gav ellers New Labour et knæk, og Blair lignede pludselig også én, der kunne tabe.
Men lige nu ligner han igen en vinder, efter at en meningsmåling viste, at flere briter ville stemme på ham i dag end i 1997, hvor han vandt sit jordskredsvalg.
Nordirerne stemte tre folk ind i Europa-Parlamentet. Den ekstremistiske protestantiske præst, Ian Paisley, fik som sædvanlig flest personlige stemmer fulgt af den katolske irsk-nationalist John Hume fra det moderate, socialdemokratiske SDLP parti. Nummer tre blev - også som sædvanlig - repræsentanten for det største af de protestantiske partier, UUP. Sinn Fein fik dog flere stemmer end tidligere - men altså ikke nok til at erobre den tredje plads i Strasbourg.
Så vælgerne brød ikke det gamle mønster i Nordirland. Det vil vise sig, om det lykkes for Tony Blair og Bertie Ahern.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her