Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

9. juni 1999

UCK: Serbiske styrker er fredet
*Efter de seneste dages intense fredsforhandlinger meddelte Kosovo's Befrielseshær (UCK) i går, at de ikke vil angribe de serbiske styrker, når de trækker sig ud af den krigshærgede serbiske provins.
Den garanti fik USA's udenrigsminister, Madeleine Albright, i går.
"Vi vil ikke angribe nogen af de serbiske styrker, der er på tilbagetog," sagde lederen UCK Hashim Thaci til pressen efter et møde med Albright i Köln.
Thaci oplyste, at der meget snart vil komme en formel bekræftelse om beslutningen.

Tyrkisk anklager kræver dødsstraf
*De tyrkiske anklagere krævede tirsdag som ventet, at den kurdiske oprørsleder Abdullah Öcalan idømmmes dødsstraf for sin rolle i de kurdiske separatisters væbnede kamp mod den tyrkiske stat.
Samtidig truede Abdullah Öcalans Kurdistans Arbejderparti (PKK) med at optrappe kampen, hvis kurderlederen dømmes til døden. Abdullah Öcalan vil i givet fald blive hængt.
Dommerne har nu udsat retsmødet på fangeøen Imrali i 15 dage. Fristen skal give Abdullah Öcalans forsvarere mulighed for at forberede deres afsluttende procedure.
Den endelige dom ventes at falde i slutningen af måneden.

Bro har fordoblet Storebæltstrafik
*Siden Storebæltsforbindelsen åbnede for et år siden er trafikken over Storebælt fordoblet, og samlet set taget til med en tredjedel siden åbningen.
Mens færgerne sejlede årligt 3,1 millioner biler over Storebælt, så har 6,5 millioner biler passeret betalingsanlægget til Storebæltsbroen. Cirka 20 procent af trafikken på broen er hentet fra flyene og de øvrige ruter mellem Øst- og Vestdanmark.
De resterende 47 procent passer med den mængde, der tidligere benyttede færgerne.
En stor del af stigningen skal findes i spontane rejser, viser Sund & Bælts kundeundersøgelser, hvor det også ligger fast, at hver tredje bil er såkaldt ny trafik mellem landsdelene.

Indien fortsætter angreb
*Indien meddelte tirsdag, at der ikke er planer om at stoppe luft- og landangrebene mod de muslimske separatister i delstaten Kashmir.
Heller ikke selv om den pakistanske udenrigsminister, Sartaj Aziz, skulle tage imod et tilbud om at komme til New Delhi på lørdag til forhandlinger.
"Der er ingen planer om at knytte de militære operationer til udenrigsministerens besøg. Militæroperationerne vil fortsætte i den udstrækning, de væbnede styrker kræver," sagde Ramindar Singh, talsmand for det indiske udenrigsministerium.

Flere indvandrere går selvstændigt
*Mens danskernes interesse for at drive selvstændig virksomhed har været stærkt faldende gennem de seneste årtier, bliver stadig flere indvandrere selvstændige, viser en undersøgelse fra Syddansk Universitet.
Indvandrere, der er aktive på arbejdsmarkedet og kommer fra Tyrkiet, Iran, Pakistan og Kina er de grupper, der er mest interesserede i at drive deres egen virksomhed.
30,7 procent af pakistanerne var selvstændige i 1996, og det er mere end en tredobling fra 1982. De seneste tilgængelige tal fra 1996 viser, at 18,7 procent af tyrkerne var selvstændige, mens de tilsvarende tal for iranerene og kineserne var henholdsvis 29,9 og 21,7.
Omvendt var kun 8,7 procentaf danskerne selvstændige i 1996 sammenlignet med 25 procent i 1960.

Århus-advokat skal granske eksperter
*Advokat Lars Svenning Andersen fra Aros Advokater i Århus skal undersøge habiliteten hos medlemmerne af den ekspertgruppe, som økonomiminister Marianne Jelved har nedsat til at undersøge Finanstilsynets rolle i de mange finansskandaler gennem 1990'erne.
Efter udpegningen af ekspertgruppen blev økonomiministeren mødt med massiv kritik. Fra politisk hold blev der sået tvivl om habiliteten hos flere af medlemmerne af ekspertgruppen og efter et samråd i Folketingets Erhvervsudvalg besluttede ministeren at finde en ekspert til at undersøge ekspertgruppens habilitet.
Advokat Lars Svenning Andersen har allerede taget fat på opgaven, men indtil videre er der kun to medlemmer i ekspertgruppen, der skal kigges efter i sømmene. Det er professor Karsten Revsbech og advokat Steen Lassen. Det tredje medlem af ekspertgruppen, tidligere finansminister og formand for Folketinget, Svend Jakobsen, trak sig frivilligt fra gruppen for en uge siden.

Naturvidenskaben styrkes i Århus
*De naturvidenskabelige fag på Aarhus Universitet tror så lidt på regeringens planer for at afbøde den truende lærermangel i gymnasiefagene fysik, kemi og matematik, at fakultetet vil oprette en helt ny, specieldesignet gymnasielæreruddannelse, skriver Politiken tirsdag. De kommende gymnasielærere skal gennemgå et seksårigt forløb, hvor de sidste to år er helliget praktisk uddannelse, der retter sig specifikt mod undervisning i gymnasiet.

Combus-sag er ikke en sag for EU
*Trods den seneste tids beskyldninger om ulovlig statsstøtte til busselskabet Combus, har EU-Kommissionen afvist at gå ind i sagen på det nuværende grundlag. Ifølge Sarah Lambert, der er talskvinde for EU's fungerende transportkommissær, er der tale om en intern dansk sag, som Kommissionen ikke kan blande sig i. "På baggrund af de elementer, der er i sagen i øjblikket, drejer det sig udelukkende om udbud af en indenrigs-service. Hvis klagerne "kun" går på, at danske vognmænd ikke kan få adgang til det danske marked, så er det ikke en sag for Kommissionen. Indenrigsmarkedet er ikke åbent på samme måde, så der kan man ikke klage efter europæisk lov," siger Sarah Lambert tirsdag til Ritzau.

Clinton ser frem til rolleskift
*USA's præsident Bill Clinton gav mandag aften yderligere næring til rygterne om, at Hillary Clinton stiller op til det kommende sensatsvalg.
"Jeg ser frem til at være gift med en senator," sagde den amerikanske præsident under en velgørenhedsmiddag.
Hillary Clinton sagde i sidste uge, at hun ville danne en undersøgelsesgruppe, der skal kigge på mulighederne for at stille op til senatsvalget mod den republikanske borgmester i New York, Rudolph Giuliani. Pladsen i senatet bliver ledig efter demokraten Daniel Patrick Moynihan.

Minister ind i fodbold-sag
*Konkurrencestyrelsens pris på fodboldkampen mellem Danmark og Wales rejser tvivl om, hvorvidt det overhovedet er muligt for DR og TV 2 at komme til at vise vigtige nationale sportsbegivenheder.
Det mener det socialdemokratiske medlem af Folketingets kulturudvalg Peder Sass. Han vil derfor bede kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen om at undersøge, hvilke forhold styrelsen lagde til grund, da den fastsatte prisen for rettighederne til kampen til 2,8 mio. kr.
Både DR og TV 2 mener, at det er alt for dyrt, og de har begge sagt nej til at købe rettighederne af TV3.

DTU afskaffer 55 forskerstillinger
*Et markant fald i antallet af studerende og statslige krav om medfinansiering tvinger Danmarks Tekniske Universitet (DTU) til at skære 55 forskerstillinger væk. Konsekvensen bliver, at nogle forskningsområder ikke længere vil blive passet i Danmark.
Det siger rektor for DTU, Hans Peter Jensen, til Ritzau. Stillingerne nedlægges for at spare 40 millioner kroner på DTU's budgetter.
De 55 forskningsårsværk, skal være skåret væk pr. 1. august 2001, og rektoren venter, at det kan ske ved naturlig afgang.

KL fastholder fortsat vækst
*Kommunernes Landsforening står fast på, at kommunernes budgetter næste år skal have lov til at vokse med mindst en procent (svarende til 1,1 mia. kr).
Ellers bliver det op til regeringen at komme med udspil til, hvor der kan indføres brugerbetaling.
"Jeg indgår ingen aftale med regeringen om en ramme på under en procent," siger KL-formand Anker Boye.
Forhandlingerne mellem Kommunernes Landsforening og finansminister Mogens Lykketoft (S) genoptages på fredag.
Finansminister Mogens Lykketoft står fast på, at kommunernes udgifter ikke må vokse mere end 0,6 procent i forhold til i år.

Bøder for at lade soldater fryse
*Fire lærere på Hærens Sergentskole i Sønderborg slap med bøder på op til 4.000 kroner, efter at 51 elever på skolen fik frostskader eller forfrysninger og måtte til læge oven på en øvelse i februar. En af eleverne mangler fortsat følesans i fingerspidserne. De øvrige er kommet sig over skaderne fra den fire døgn lange øvelse, der blandt andet omfattede svømning med regntøj i havvand.
"Lærerne ved den pågældende deling regulerede ikke i tilstrækkelig grad belastningen efter forholdene," udtaler skolens chef, oberstløjtnant Jens Peter Rasmussen, på baggrund af en undersøgelse fra Forsvarets Auditørkorps.

Striptease foran Buckingham
*500 turister blev tirsdag vidner til et striptease-show, mens de ventede på at se vagtskiftet foran Buckingham Palace i London.
Tre briter smed tøjet og hoppede i et springvand lige neden for den engelske Dronning Elisabeth II's vinduer. De tre "strippere" ville på den måde demonstrere for "retten til nøgenhed".
"Det er højest irrationelt, at blottelsen af den menneskelige krop, der trods alt er helt naturligt, er forbudt i dette land," sagde den ene af deltagerne til nyhedsbureauet DPA. Imens turisterne jublede over aktionen, ankom politiet med udrykning og førte demonstranterne bort.

Koc-sagen kommer for EU-domstol
*Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg besluttede tirsdag at antage den danske statsklagesag mod Tyrkiet til realitetsbehandling.
Sagen blev oprindeligt rejst af den tyrkisk-fødte danske statsborger Kemal Koc, der hævder, at de tyrkiske myndigheder torturerede ham under et ophold i Tyrkiet i 1996.
"Det giver mulighed for, at vi nu kan få klarlagt de alvorlige anklager. Det har hele tiden været hovedformålet for Danmark," sagde udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) tirsdag efter domstolens beslutning.
Kurderen Kemal Koc blev tilbageholdt i halvanden måned i sommeren 1996, da han besøgte Tyrkiet. Koc, der har været politisk aktiv i det kurdiske miljø i Danmark, siger, at han blev tortureret under de 42 dage i fængslet i Ankara.
Efter hans hjemkomst til Danmark fastslog en dansk undersøgelse af Koc, at han var blevet udsat for tortur.
Danmark besluttede som stat at intervenere i sagen på grundlag af viden om talrige andre tilfælde af tortur udøvet af tyrkiske myndigheder.
Anklagerne førte til, at Tyrkiet stillede to fængselsbetjente for retten. De blev imidlertid frifundet ved en tyrkisk underret i januar i år.
Kemal Koc ønskede tirsdag ikke at udtale sig om sagen.

Redigeret af Manja Sørensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu