Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

1. juni 1999

NATO afviser at have bombet civile
*NATO bekræftede mandag at have ramt to mål i byen Sudurlica knap 300 kilometer syd for hovedstaden Beograd, men den vestlige militæralliance afviste påstande fra serbisk side om, at raketter fra NATO mandag morgen ramte et sanatorium i byen og dræbte mindst 20 personer.
Ifølge NATO's militære talsmand, general Konrad Freytag, havde jagerfly angrebet og ramt en militærkaserne samt et ammunitionslager tæt på Sudurlica.
NATO kan ikke bekræfte serbiske påstande om ofre og civile skader i Sudurlica, lød det fra en NATO-talsmand.

Ny mand i spidsen for russisk økonomi
*Ruslands præsident, Boris Jeltsin, udnævnte mandag den 41-årige reformøkonom, Viktor Khristenko, til første viceministerpræsident med det overordnede ansvar for den skrantende russiske økonomi.
Udpegningen af Khristenko skete, efter at en anden reformpolitiker, Mikhail Sadornov, fredag trådte tilbage fra den betydningsfulde post efter blot tre dage.

Præster opfordrer til udvisningsstop
*De danske fængselspræster vender sig mod de sager, hvor udlændinge dømmes til udvisning. I et brev til justitsminister Frank Jensen skriver formanden for fængselspræsteforeningen, Susanne Bjerregaard, at man er foruroliget over de sager, hvor folk, der har en fast tilknytning til Danmark, alligevel udvises.
"Det kan dreje sig om personer, som har opholdt sig her i landet fra den tidligste barndom, og nu er fuldt integrerede i samfundet, eller om personer, der har stiftet familie, og hvor børnene derfor også kommer til at undgælde," skriver foreningen til ministeren.
Ifølge fængselspræsterne er der tale om en uforholdsmæssig hård ekstra-straf med store menneskelige omkostninger, hvis man oveni den normale fængselsstraf også dømmes til udvisning.
Kritikken kommer samtidig med, at Højesteret skal tage stilling til tre udvisningssager, hvor landsretten har afgjort, at tre narkokriminelle skal ud af landet. De tre, der er henholdsvis tyrker, pakistaner og statsløs palæstinenser, skal for højesteretsdommerne tirsdag.

Barak afviser stop for bosættelser
*Jødiske bosættelser i palæstinensiske områder vil fortsætte. Det har den kommende israelske ministerpræsident, Ehud Barak, lovet ifølge lederen af Det Nationale Religiøse Parti (NRP), transportminister Yitzhak Levy.
Ifølge Yitzhak Levy er Ehud Barak imod nye bosættelser i de områder, der blev besat af Israel under Mellemøstkrigen i 1967, mens han vil tillade "naturlig og nødvendig vækst" af de eksisterende bosættelser
DSU angriber

Mogens Camre
*'Hvis svinehunden jamrer, så stem på Mogens Camre.' Sådan lyder teksten på en ny valgplakat fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, som ikke er bekymret over at blive stævnet af Camre, der er Dansk Folkepartis spidskandidat til det kommende Europa-Parlamentsvalg. I sidste uge stævnede Camre Europa-Parlamentarikeren Ulla Sandbæk fra JuniBevægelsen, som havde kaldt ham for 'racist'.
"Sulter den indre svinehund, så er der føde at hente hos Mogens Camre. Hans udtalelser om fremmede kulturer, flygtninge og indvandrere har længe været på et niveau, hvor de fortjener et massivt modsvar. Hvis ikke andre vil tage konfrontationen med Camre, så vil DSU," siger DSU-formand Morten Bødskov.

Indien fortsætter angreb i Kashmir
*Indiens premierminister Atal Behari Vajpayee accepterede mandag at tage imod Pakistans udenrigsminister Sartaj Aziz til samtaler om krisen i Kashmir.
"Datoen for den pakistanske udenrigsministers besøg vil blive fastlagt ad diplomatiske kanaler," sagde en talsmand for det indiske udenrigsministerium.
Indien vil dog fortsætte de luft- og jordbaserede angreb på muslimske separatister i delstaten Kashmir, der mandag fortsatte på sjette dag.

DR afbryder forhandlinger
*Danmarks Radio besluttede mandag at varsle lockout fra 1. juli over for sine journalister, efter at forhandlinger mellem DR og Dansk Journalistforbund brød sammen søndag.
DR's forhandlingsleder, Vibeke Frank, siger, at der er forhandlet i månedsvis, stort set uden at man er kommet ud af stedet på de afgørende områder. Dansk Journalistforbund er forundret over lockout-varslet.
"Danmarks Radio har ønsket et nyt, forenklet lønsystem og to måneders opgørelsesperiode for overarbejde. Det vil Journalistforbundet gerne sige ja til. Men DR vælger alligevel at stoppe forhandlingerne. Det er højst besynderligt, "siger Dansk Journalistforbunds næstformand Christian Kierkegaard.
Han peger på, at Dansk Journalistforbund som modydelse har fremlagt flere forslag, som er blevet afvist af Danmarks Radios ledelse.

NATO nyder støtte i Danmark
*Den danske befolkning skiller sig ud som den suverænt mest positive i Europa over for NATO-aktionen mod serberne.
Mere end to tredjedele af den voksne danske befolkning støtter NATO's aktion, og det er langt over den gennemsnitlige tilslutning på 49 procent, som analyseinstitutterne Gallup og Taylor Nelson Sofres har målt i 12 EU-lande.

Privat forsikring bliver et løngode
*Private sygeforsikringer har fået et afgørende gennembrud under forårets forhandlinger om nye overenskomster. Gennembruddet kan få omfattende konsekvenser for hele det danske sundhedsvæsen, skriver dagbladet Aktuelt.
I al stilhed har de knap 200.000 statsansatte nemlig - følge avisen - fået en såkaldt kritisk sygdomsforsikring med i overenskomsten, som giver dem 50.000 skattefrie kroner, hvis de får en alvorlig sygdom som f.eks. kræft, blodprop eller sklerose. Dermed kan patienten springe ventelisten til en operation på et offentligt sygehus over. De knap 70.000 folkeskolelærere har fået en tilsvarende ordning.
Og flere fagforbund er så interesserede i samme ordning, at fagbevægelsens eget forsikringsselskab, Alka, med virkning fra 1. juli indgår den første forsikringsordning med et fagforbund.

Abortpille vinder frem
*Et stigende antal abortsøgende kvinder vælger abortpiller i stedet for en traditionel kirurgisk abort.
Erfaringerne med de første pille-aborter på Amtssygehuset i Herlev viser, at halvdelen af de abortsøgende foretrækker pillen. På den måde undgår kvinderne narkose og mærker dermed, at fostret går til grunde. En fremgangsmåde der kan betyde færre psykiske nedture.
Tilbuddet om at få foretaget en medicinsk abort vil i løbet af 1999 blive givet på alle landets sygehuse.

S-fremgang fortsætter
*Socialdemokratiet fortsætter vælgerfremgangen siden den store nedtur i meningsmålingerne sidste efterår, da regeringen sammen med Venstre, Konservative, CD og Kristeligt Folkeparti skar i efterlønnen. Det viser et gennemsnit af meningsmålingerne fra fem danske analyseinstitutter, som valgforskeren Søren Risbjerg Thomsen fra Århus Universitet har udregnet for Ritzaus Bureau. Efter et dyk ned til 21,1 procent har Socialdemokratiet nu arbejdet sig op til 26,0 procent. Der er dog stadig lang vej op til valgresultatet på 36,0 procent og 63 mandater.

Socialist vinder primærvalg i Chile
*Socialisten Ricardo Lagos stod mandag til at vinde Chiles første primærvalg til præsidentposten nogensinde. Da lidt flere end 70 procent af stemmerne var talt op, havde Lagos fået 55,2 procent af de optalte stemmer. Dermed synes det at stå klart, at det bliver Lagos, der stiller op til præsidentvalget til december for Chiles regerende koalition - Concertation.

Sort fyringsdag på TV2
*Mandag blev af flere TV 2-medarbejdere betegnet som den sorteste dag i tv-stationens godt 10-årige historie.
35 medarbejdere fik fra morgenstunden besked om, at de er afskediget med udgangen af juni.
Udover de 35 fyringer nedlægger TV 2 yderligere 28 stillinger og sparer i alt 30 mio. kr.
TV2-medarbejderne udsendte i går en fælleserklæring, hvori de udtrykker stærk utilfredshed med, at så stort et antal medarbejdere afskediges. Samtidig gav de udtryk for manglende tillid til tv-stationens ledelse, som ifølge medarbejderne er ansvarlig for den økonomiske situation, TV 2 befinder sig i.

Visebrødrene Westh frikendt
*To år efter, at Told og Skat på Bornholm foretog et veritabelt commando-raid mod de musikalske brødre Peter og Thorkild Wesths Hotel Randkløve, har væsenet meddelt, at det ikke har kunnet finde noget som helst at udsætte på hverken regnskaber eller revision, samt at man ikke har konstateret sort arbejde.
De to brødre - dem med Veras Vinterven - kritiserede offentligt Told og Skats hårdhændede fremfærd, som fandt sted, mens restaurationen var fyldt med gæster. Bl.a. noterede Told og Skat sig, at sangeren Erik Grip, der optrådte sammen med de to brødre, ikke betalte for sin mad og den sodavand, han drak til. Peter Westh siger til Bornholms Tidende, at det har været lidt af en nervekrig, at der skulle gå to år, inden Told og Skat traf den endelige afgørelse.
"Min bror Thorkild, der stod for regnskaberne, har haft forfærdelige drømme de sidste to år," siger Peter Westh.
De to musikalske brødre blev så forbitrede over Told og Skats aktion, at de hurtigt efter solgte den populære spisested og musikhus. Det er i dag et behandlingssted for alkoholikere og stofmisbrugere.

Öcalan undskylder de mange tab
*Tyrkiet indledte mandag morgen den længe ventede retssag mod kurderlederen Abdullah Öcalan på fængselsøen Imrali.
Öcalan lagde på førstedagen ud med at undskylde for de mange tyrkiske soldater, der har måtte lade livet i den 15 år lange kamp mellem PKK og tyrkisk militær - og lagde videre op til, at han vil kunne afslutte den blodige konflikt, hvis blot han får lov.
"Hvis det tillades, kan jeg bringe mine mænd ned fra bjergene i løbet af tre måneder," sagde PKK-lederen blandt andet.
Ingen iagttagere tror dog på, at Öcalan får lov at forsøge - eller slipper ud af de tyrkiske myndigheders greb med livet i behold.
Sammen med sine advokater skal han forsvare sig mod anklager om forræderi og mord - og anklageren kræver ham idømt dødstraf.
Hvor længe retssagen mod Öcalan trækker ud er uvist, men flere tyrkiske kommentatorer sagde før åbningen af retssagen mandag, at der er store chancer for, at sagen bliver udsat.
Det skyldes, at domstolen består af to civile og en militær dommer - og tilstedeværelsen af en militær dommer har affødt international kritik. Derfor regner mange med, at ministerpræsident Bülent Ecevit vil udskyde sagen for at få den militære dommer fjernet.
I Danmark arrangerede Kurdisk Fællesråd en demonstration mod retssagen. Op mod 2.500 deltog.

Redigeret af Manja Sørensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her