Læsetid: 5 min.

NYHEDSOVERBLIK

22. juni 1999

Fortsat massivt nej til Kosovo-styrke
*Forsvarets rundringning i weekenden til de soldater der ikke ønsker at lade sig udsende til Kosovo, gav kun begrænset udbytte. Der er fortsat usikkerhed omkring mere end hver tiende eller 55 af de 514 kontraktansatte soldater, der var udset til at indgå i det 850 mand store danske bidrag til Kosovo-styrken (KFOR), oplyser Hærens Operative Kommando (HOK).
Her havde man mandag endnu ikke noget samlet overblik over, hvor mange nægtere det drejer sig om.
Men hos Danske Livregiment i Vordingborg har kun seks soldater ændret mening efter være blevet ringet op. I alt har regimentet forsøgt at få kontakt til 32 kontraktansatte, i seks tilfælde uden held.

Uddannelse uden grænser
*Undervisningsminister Margrethe Vestager (R) var blandt underskriverne, da 27 europæiske lande i weekenden forpligtede sig til at arbejde for mere sammenhæng i det europæiske uddannelsessystem.
I en erklæring, som blev underskrevet på universitetet i Bologna, Italien, sætter landene sig som mål at anerkende hinandens uddannelser og fjerne barrierer for studerendes, forskeres og kandidaters mobilitet.

Revisorer overså EU-svindel
*Revisorer har i adskillige tilfælde overset svindel eller alvorlige fejl i offentlige danske beskæftigelsesprojekter med EU-støtte i ryggen.
Derfor anklager landets amter, der har det overordnede ansvar for projekterne, nu revisorerne for at svigte. Samtidig opfordrer amterne til "selvransagelse" blandt revisorerne, skriver Berlingske Tidende mandag.
Baggrunden er, at en kommende rapport fra Arbejdsmarkedsstyrelsen afslører svindel eller graverende fejl i 14 ud af 100 forskellige danske beskæftigelsesprojekter med EU-støtte.
Det medfører nu tilbagebetaling af ti mio. kr. til EU's kasse.

Atommodstandere blev registreret
*Ikke overraskende afslører en ny historisk bog, at svenske atom-modstandere op gennem 50'erne og 60'erne blev overvåget og registreret af det svenske sikkerhedspoliti, Säpo. Bogen Övrig illegal verksamhet er skrevet af den svenske forsker og historiker Wilhelm Agrell. Blandt de mange registrerede forfattere og journalister var blandt andet Sara Lidman, Per-Anders Fogelström og Barbro Alving.

Østtimor-valg udskydes måske
*FN's særlige udsending Jamsheed Marker sagde mandag, at at det forestående valg på grund af uroligheder måske udsættes. Men han understregede, at det ikke bliver aflyst. Markers udtalelser kom efter møder med den indonesiske præsident, J.B. Habibie, og faldt sammen med, at de første 41 af i alt 270 FN-politifolk mandag ankom til Østtimor, hvor de skal overvåge forberedelsen af folkeafstemningen.

Dansk kriminalforsorg forældet
*Den danske kriminalforsorg er ikke tidssvarende. En række eksperter kritiserer i Politiken mandag systemet for ikke at følge med den internationale udvikling - med store økonomiske og menneskelige omkostninger til følge. I Danmark ryger 42 procent af tidligere indsatte ud i kriminalitet mod kun 14 procent i Canada, der har indført en målrettet behandling til alle indsatte.
"Vi lader de indsatte i stikken. Vi bør tilbyde dem den behandling, de har brug for. Hvis vi blot forsøger at mindske den skade, som et råt fængselsmiljø altid vil forvolde, ja, så er der ikke megen tvivl om, at de vil begå ny kriminalitet, siger Bodil Philip, inspektør i Statsfængslet i Ringe.

Aktiveringen bliver dyrere end ventet
*Aktivering af arbejdsløse bliver dyrere end ventet. Derfor er der ikke penge nok til at aktivere de ventede 43.000 helårspersoner i år, men kun ca. 37.000.
Det oplyser arbejdsminister Ove Hygum til Folketingets finansudvalg.
Han kan endnu ikke skønne, hvor stor ekstraregningen bliver.
På finansloven blev der afsat ca. 7,3 mia. kr. i år.
Udgifterne er steget, fordi forsørgelsen er blevet dyrere end ventet i finanslovforslaget.

Combus forventer at tabe 65 mio. kr
*Det skandaleramte statslige busselskab Combus tabte sidste år 23 millioner kroner på at køre busser i København. Da Combus også regner med at tabe penge på de københavnske ruter i resten af kontraktens periode, har selskabet hensat 65 millioner kroner til forventede tab. Det fremgår af finansminister Mogens Lykketofts redegørelse til Folketingets finansudvalg.

DR får statsgaranti på 2,3 mia. kroner
*Danmarks Radio skal have en statsgaranti på 2,3 mia. kr. til 30-årige private lån, som skal finansiere DR's ny hovedsæde i Ørestaden ved København.
Kulturminister Elsebeth Gener Nielsen (R) har derfor bedt Folketingets finansudvalg godkende statsgarantien, som måske allerede skal udstedes i år.
Det vil koste ca. tre mia. kr. at bygge et nyt DR-hus i Ørestaden i 1999-priser. DR regner med at få en halv mia. kr. for TV-Byen og 200 mio. kr. for Radiohuset, så der skal skaffes 2,3 mia. kr. Hvis DR ikke kan sælge Radiohuset, overvejer staten at købe ejendommen til brug for bl.a. Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Nordisk finansfusion
*Den danske bankverden fik en ny magtfuld aktør da Codan og den svenske storbank Skandinaviska Enskilda Banken (SEB) mandag offentliggjorde, at de har indgået en milliardhandel og en omfattende samarbejdsaftale, der betyder, at de to virksomheder tilsammen får udvidet deres markeder betydeligt.

Gates er god for 90 mia. dollar
*Verdens rigeste mand er fortsat computergiganten, Bill Gates.
Med 90 milliarder dollar topper han suverænt erhvervsmagasinet Forbes' liste over verdens rigeste mennesker.
Der er langt til selv den nærmeste konkurrent. Bill Gates, der grundlagde Microsoft Corp. i 1975 sammen med Paul Allen, har en formue, der er næsten tre gange større end nummer to på listen, investoren Warren Buffet.
"De rige bliver virkelig rigere. Folk forstår ikke, hvor meget en milliard dollar er," siger medredaktør af Forbes, Kerry Dolan. De 200 rigeste milliardærers totale rigdom oversteg en trillion dollar i år, det er mere end en fordobling i forhold til i 1989, da de ti rigeste havde en totalsum på 463 milliarder dollar.

EU vil stå i spidsen for genopbygningen af Kosovo
*EU-landene forventer at få de ledende roller, når genopbygningen af det krigshærgede Kosovo går i gang.
På et udenrigsministermøde i Luxembourg markerede EU-landene mandag en klar forventning om, at FN's generalsekretær Kofi Annan udpeger en EU-borger til at lede det gigantiske genopbygningsprojekt, der vil koste milliarder af kroner i de kommende år.
EU vil formentlig sende en liste med tre navne, som Kofi Annan opfordres til at vælge mellem, når chefen for den civile genopbygning skal udpeges: EU's afgående humanitære kommissær, Emma Bonino, den tidligere leder af de britiske liberale, Paddy Ashdown, og medstifteren af Læger uden Grænser, den franske sundhedsminister Bernard Kouchner.
EU-landene besluttede mandag at give godt 1,1 milliard kroner yderligere i hjælp til flygtninge og genopbygning i Kosovo. I forvejen har EU ydet næsten 1,5 milliard kroner i humanitær bistand til den lille serbiske provins.
Foreløbig svirrer milliardbeløbene rundt i luften, og mange af forudsigelserne peger på, at omverdenen må pumpe over tyve milliarder kroner i Kosovo om året i hvert fald de kommende tre år.

EU-demonstranter får erstatning
*Folketingsmedlem Pernille Rosenkranzt-Theil (Enh.) var en af de 29 danskere, der i går blev tilkendt en erstatning 10.000 kroner for uberettiget anholdelse, da den hollandske landsret stadfæstede en tidligere byretsdom. Dommen fastslår, at det hollandske politi under EU-topmødet i Amsterdam i juni 1997 handlede ulovligt og i strid med menneskerettigheder, da godt 600 EU-demonstranter, deriblandt 29 danskere, blev tilbageholdt i tre dage under stærkt kritisable forhold.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her