Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

18. juni 1999

Massivt flertal for styrke til Kosovo
*Folketinget vedtog torsdag med massivt flertal at sende godt 850 danske soldater til Kosovo for at indgå i den internationale styrke.
Kun Enhedslisten stemte imod. Det skete med den begrundelse, at den internationale styrke er for NATO-domineret og at Kosovos befolkning ikke får mulighed for at stemme om, hvorvidt man vil være en selvstændig nation.

Gensplejsede planter forurener
*Den britiske regering vil blive tvunget til et pinligt tilbagetog med hensyn til gensplejsede afgrøder, efter at en ny officiel undersøgelse bekræfter, at der er en "reel risiko" for forurening af andre planter. Det skriver det britiske dagblad The Independent torsdag. Storbritanniens fødevareministerium har selv bestilt undersøgelsen, som viser, at der sker en "transgen forurening" fra genmodificerede afgrøder til nabomarkerne.
Rapporten, der er udarbejdet af det højt respekterede John Innes Centre i Norwich, udgør ifølge The Independent "den mest overbevisende dokumentation til dato" for, at der kan ske krydsbestøvning mellem frø fra gensplejsede planter og konventionelle planter.

Danske ledere får dumpekarakterer
*Danske ledere er for dårlige til at gennemføre beslutninger, og de har svært ved at kommunikere i et forståeligt sprog. Det konkluderer konsulentvirksomheden Gemini Consulting i en analyse, der omfatter knap 600 topchefer i en lang række lande verden over.
Håkan Svennerstål fra Gemini Consulting mener på baggrund af analysen, at danske ledere har problemer med beslutningsprocessen.

Forsker: Hurtigt indgreb i konflikt
*Usikkerhed blandt vordende mødre kan blive regeringens alibi for et hurtigt indgreb i jordemoderkonflikten.
Det vurderer arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, Ålborg Universitet. Han mener, at konflikten ligner sygeplejerskernes til forveksling.
"Hvis regeringen skulle optræde rimelig konsekvent, skal den også gribe ind over for jordemoderkonflikten. Sådan som konflikten ligger, inviterer den til et meget hurtigt indgreb, måske allerede inden for en uges tid," siger Flemming Ibsen til Ritzau.

Ny konvention skal beskytte børn
*ILO, FN's arbejdsorganisation, vedtog torsdag en konvention mod de værste former for børnearbejde. Det gælder blandt andet slaveri, prostitution og brug af børn som soldater.
Konventionen skal beskytte alle børn op til 18 år mod al form for arbejde, der kan skade deres helbred, sikkerhed og/eller moral.
Når ILO's medlemslande i den kommende tid underskriver konventionen, forpligter de sig samtidig til at starte nationale programmer, hvor der lægges vægt på effektivt forbud kombineret med en social indsats - ikke mindst sikring af uddannelsesmuligheder.

USA sender to krigsskibe til Korea
*USA sender to krigsskibe og fire overvågningsfly til Koreas kyst for at overvåge den spændte situation mellem Nord- og Sydkorea. Det sker efter, at flådefartøjer fra Nord- og Sydkorea kom i ildkamp tirsdag i Det Gule Hav mellem Koreahalvøen og Kina. En nordkoreansk torpedobåd blev sænket.

Flere anklaget i Bin Laden-sag
*Amerikanske statsadvokater anklagede onsdag yderligere to personer for at stå bag bomberne mod USA's ambassader i Kenya og Tanzania i august 1998, men ingen af de to er i amerikansk varetægt.
Den saudiarabiske rigmand Osama bin Laden er hovedmistænkt i bombeangrebene, der kostede over 250 mennesker livet. Bin Laden formodes at være i gang med at forberede et nyt angreb mod amerikanske anlæg, rapporterede den amerikanske tv-kanal ABC onsdag.

Hærværk mod præst's hus
*Flygtningepræsten Leif Bork Hansens hus på Rustenborgvej i Lyngby blev natten til torsdag udsat for hærværk, oplyser politiet.
Ukendte gerningsmænd malede i ly af natten hagekors på huset samt skrev "svin" og "forræder" flere steder på murene. Desuden blev der smidt en brosten ind gennem en rude. Sognepræst Leif Bork Hansen fik i maj 20 dages betinget hæfte for at have hjulpet med at skjule 30 udviste serbere.

Højskoler bør have garantiordning
*Højskolerne bør have en garantiordning - ligesom rejsebranchen har det. Det foreslår Nørgaards Højskole i Bjerringbro efter, at Odsherred Idrætshøjskole i sidste uge gik konkurs.
Adskillige kursister havde allerede indbetalt penge for et sommerophold på højskolen, og de penge er gået tabt ved skolens kollaps.
"Det er ikke rimeligt, at sagesløse mennesker mister både højskoleophold og penge," siger forstander Svend Erik Jørgensen til DR Midt og Vest. Han frygter, at højskolerne kan miste kunder, hvis man ikke indfører garantiordningen.

Indisk flåde sættes i alarmberedskab
*Den indiske flåde i Det Arabiske Hav er blevet sat i højeste beredskab. Det sker på grund de voksende spændinger mellem Indien og Pakistan om den omstridte delstat Kashmir, oplyste den indiske flådeadmiral, Sushil Kumar, torsdag. Den indiske flåde har således flyttet sine rutineøvelser fra Den Bengalske Bugt, på landets østside, til Det Arabiske Hav, fordi man frygter, at konflikten med Pakistan kan eskalere, sagde admiralen.

TV-Avisen og Rundetårn besat
*Aktivister stormede torsdag aften TV-Avisens studie for at demonstrere til fordel for Ungdomshuset i København.
Aktivisterne stormede ind midt under nyhedsudsendelsen, der kort efter blev afbrudt. Ifølge en talsmand, mener aktivisterne, at Københavns Kommune har truffet en fejlagtig beslutning ved at beslutte at lukke Ungdomshuset på Jagtvej.
Også andre steder i København bl.a. Rundetårn blev besat torsdag.

Danmark får ny landstræner
*Det danske fodboldlandshold skal have ny træner næste sommer.
Bo Johansson, der har været landstræner siden 1. juli 1996, har meddelt Dansk Boldspil-Union (DBU), at han ønsker at stoppe, når hans kontrakt udløber efter EM-slutrunden i Holland og Belgien næste sommer.
Flere kandidater til at efterfølge Bo Johansson i Danmarks betydningsfuldeste fodboldjob er allerede blevet kørt i stilling. Bl.a. DBU-assistenttræner Flemming Serritslev og den tidligere Brøndby-, Köln- og Ajax-træner Morten Olsen.

Dagpengesystemet skal revideres
*Mange tusinde ledige vil gå ned i dagpenge, hvis der indføres en ny model til beregning af dagpengene.
Ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag, har et udvalg under Arbejdsministeriet siden sidste efterår analyseret årsindkomstmodellen, der indebærer, at dagpengene skal beregnes ud fra de seneste et eller to års indtægter frem for de seneste tre måneder. I et rapport-udkast dateret juni 1999, som Jyllands-Posten er i besiddelse af, opstilles syv modeller.
Den rå årsindkomstmodel vil give økonomiske forringelser for ca. 70.000 ledige, som mister flere tusinde kroner årligt og udvalget opstiller derfor en række varianter, der afbøder de værste virkninger. Regeringen vil nemlig ikke i denne regeringsperiode acceptere den rå model, fastslår kilder.

Lægekritik af udvisning
*Foreningen af Speciallæger i Danmark kritiserer skarpt politiets adfærd over for den 18-årige iranske asylansøger, der 28. april i år blev tvangsudsendt til Teheran et par timer efter et selvmordsforsøg og trods den behandlende læges henvisning til psykiatrisk undersøgelse (Information, 4. juni).
"Fremover vil vi diktere indlæggelse, hvis der er risiko for, at en udlænding, der har psykiske problemer, bliver udsendt uden at komme under kompetent behandling. Det er ufatteligt, at politiet vil bringe sig selv i en sådan situation," sagde Arne Borgwardt, formand for Foreningen af Speciallæger i Danmark, til Berlingske Tidende torsdag. Det fik Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Birthe Skaarup, til at bede sundhedsminister Carsten Koch (S) "irettesætte" Arne Borgwardt, fordi "danske læger nu truer med at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde".

Tvivl om militær straffelov
*Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF), der blandt sine medlemmer har flertallet af danske soldater i udlandet, mener ikke, at den militære straffelov kan bruges over for de soldater i Den Danske Internationale Brigade (DIB), der har sagt nej til at blive indkaldt til Kosovo-fredsstyrken.
"Og det virker særligt tvivlsomt, fordi styrken ikke skal i krig - men på en humanitær aktion. Sagerne mod DIB-soldaterne handler snarere om kontraktbrud og bør behandles efter ansættelses- og kontraktretten," siger konsulent i HKKF Poul Sørensen.

Burhøns må vente på bedre forhold
*Hønsene i EU skal have det bedre. Et direktiv fastslår, at det skal være slut med traditionel burhønseproduktion - men først fra 1. januar 2012.
Dyrenes Beskyttelse glæder sig over, at der nu er sat en dato for, hvornår det skal være slut med høns i traditionelle bure. Men organisationen mener, at overgangsperioden er alt for lang.
Og hønsene skal ikke glæde sig for tidligt til friheden. De traditionelle bure forsvinder ganske vist, men efter 2012 er det stadig tilladt at producere i såkaldt berigede bure. I disse bure får hver høne 750 kvadratcentimeter.
I dag har en burhøne i Danmark 600 kvadratcentimeter - det svarer til et A-4 ark.

UCK: Vi afleverer ikke våbnene
*I de fleste steder i Kosovo nægter Kosovos Befrielseshær (UCK) at lade sig afvæbne efter NATO's intervention. Det er stik imod den resolution, som blev vedtaget i FN i sidste uge, og som er det legale grundlag for den internationale styrke i Kosovo.
Mange af Kosovos omkring 150.000 serbere har fortalt, at de frygter hævn fra UCK, og titusinder har de seneste dage taget flugten til Serbien.
I Kacanik har UCK fuld kontrol med byen, og torsdag, da Ritzau besøgte stedet, var der ingen spor af NATO-soldater. I stedet har UCK en kontrolpost på vej ind i den stærkt beskadigede by. Rundt i gaderne er det folk i UCK's uniformer, der patruljerer i gaderne.
Ingen er tilsyneladende bevæbnet, men våbnene har de i behold, siger den stedfortrædende kommandant, Hajrush Luma.
Han betegner NATO og UCK som "allierede", og "NATO bad os ikke om at aflevere vores våben".
Befrielseshæren UCK er synlig næsten overalt i Kosovo. I alle byer og landsbyer patruljerer UCK i gaderne, efter de jugoslaviske styrker har trukket sig ud. Soldaterne er klædt i camouflage-uniformer, mens militærpolitiet kendes på deres sorte uniformer.
Tyske styrker i den sydvestlige by Prizren er blevet kritiseret for ikke at røre en finger over for UCK.
Torsdag slog amerikanske og britiske styrker til over for UCK i byerne Urosevac og Pristina og afvæbnede flere grupper af soldater.

Redigeret af Jesper Jürgensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu