Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

15. juni 1999

FN-hjælp til 20.000 fordrevne i Kosovo
*FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) sendte mandag i al hast køretøjer med nødhjælpsforsyninger ind til 20.000 fordrevne Kosovo-albanere, der er blevet observeret i et bjergrigt område vest for Kosovos hovedby Pristina.
Det var et hold UNHCR-medarbejdere, der var sendt i forvejen, der opdagede de fordrevne, der bor under åben himmel i Glogovac ca. 20 kilometer fra Pristina.
Flere af dem var fejlernærede og syge efter at have levet uden tag over hovedet, siden NATO's luftbombardementer startede den 24. marts. De 20.000 er den første større gruppe af fordrevne Kosovo-albanere, nødhjælpsarbejderne er stødt på, siden NATO-soldater rykkede ind i Kosovo lørdag. Lørdag sagde en FN-talsmand, at så mange som en halv mio. Kosovo-albanere kan være fordrevet internt i Kosovo.

46.212 vælgere stemte blankt
*Antallet af blanke og ugyldige stemmer ved det danske valg til Europa-Parlamentet blev bemærkelsesværdigt stort. 46.212 vælgere valgte at stemme blankt, mens der blev afgivet 6.589 andre ugyldige stemmer. Det samlede antal ugyldige stemmer blev dermed 52.801, og det svarer til over to procent af de afgivne stemmer.
Ved Europa-Parlamentsvalget i 1994 blev der afgivet 33.843 blanke og ugyldige stemmer, svarende til 1,6 procent af de afgivne stemmer.
Leder og artikel på forsiden og tema side 4 og 5

Belgiens regering træder tilbage
*Belgiens ministerpræsident Jean-Luc Dehaene trådte mandag tilbage, efter at hans centrum-venstre koalition søndag tabte det belgiske parlamentsvalg med et brag til de liberale og grønne oppositionspartier.
"Jeg tror, at jeg vil til at beskæftige mig med noget andet. Jeg var ikke født i politik, og jeg vil bestemt heller ikke dø i politik," sagde Dehaene, der mandag tilføjede, at han måske snart forlader politik helt.
Vælgernes dom skal ses i lyset af de mange skandaler, der har præget belgisk politik de sidste par år - senest skandalen om dioxin i fødevarer.

Danmark øger hjælp til Albanien
*Danmark vil forøge sin økonomiske bistand til Albanien ud over det, der allerede er aftalt. Og Danmark vil også hjælpe det fattige Balkan-land med at få nærmere tilknytning til EU.
Det sagde statsminister Poul Nyrup Rasmussen mandag efter et møde med Albaniens ministerpræsident Pandeli Majko i København.
"Uden de ofre, som det albanske folk har ydet, ville situationen have været langt mindre konstruktiv, end den er i dag," sagde Nyrup Rasmussen med henvisning til, at albanerne har taget imod hundredetusinder af Kosovo-albanske flygtninge.

Jordemødre går i strejke
*130 jordemødre på sygehusene i Herning, Hillerød, Gentofte og Viborg strejker fra på onsdag.
Det er konsekvensen af 17 flere nej- end ja-stemmer, da resultatet af en aftale mellem Den Almindelige Danske Jordemoderforening og Amtsrådsforeningen mandag blev forkastet.
Samtidig er der blevet varslet konflikt for 20 jordemødre på Frederiksberg Hospital, efter at forhandlingerne med Hovedstadens Sygehusfællesskab blev forkastet.
Det betyder, at de 20 jordemødre på Frederiksberg Hospital går i strejke om fire uger, hvis ikke man ved forhandling finder en løsning inden.

Forbrugerombudsmand stævner bank
*Forbrugerombudsmanden har mistet tålmodigheden med bankernes opkrævning af gebyrer i forbindelse med omlægning af huslån, og han har derfor stævnet Lån & Spar Bank for at få gebyrerne kendt ulovlige.
Flere hundrede tusinde husejere, der har fået omlagt realkreditlån, har betalt et større ekspeditionsgebyr til deres bank. Men husejerne har ikke på forhånd accepteret at betale et sådan gebyr, og derfor er det ulovligt, mener forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen.
Stævningen er rettet mod Lån & Spar Bank men sagen er principiel og kan få konsekvenser for hele finanssektoren.

Unge S'ere kræver børnereform
*I kølvandet på regeringens aftale med kommunerne, der åbner for prisstigninger på daginstitutionspladser, opfordrer en række unge socialdemokratiske folketingspolitikere indtrængende regeringen til snart at komme med det bebudede udspil om mere fleksible muligheder for at holde orlov sammen med sine børn.
Lotte Bundsgaard, der er medlem af et internt socialdemokratisk børnepolitisk udvalg, siger til Ritzau, at hun er godt tilfreds med, at regeringen med aftalen presser kommunerne til at forbedre pasningsgarantien.
"Men jeg synes, at der er ærgerligt, at det er børnefamilierne, som skal betale for en forbedret pasningsgaranti," siger Lotte Bundsgaard, der sammen med fire andre nyvalgte socialdemokrater i fjor udgav et debatoplæg, hvori de krævede forbedringer for børnefamilierne.

GIA-medlemmer nedlægger våben
*Omkring 750 medlemmer fra den militante islamiske organisation, GIA, har ifølge algeriske presserapporter nedlagt deres våben.
Ifølge det uafhængige algeriske dagblad La Tribune drejer det sig om GIA-grupper, der har opereret i Bouira og Mascara-områderne.
GIA-grupperne, der menes at stå bag utallige massakrer på civile og drab på flere end 100 udenlandske statsborgere, har dermed fulgt den fredsaftale, som er indgået mellem den algeriske stat og den islamiske militante gruppe AIS (Islamisk Frelse).
Allerede i sidste uge havde flere tidligere ledere fra den forbudte islamiske Frelserfront (FIS) sagt, at de står bag fredsaftalen.

Ombudsmand ind i psykologfyring
*Sagen om den fyrede chefpsykolog i Næstved Kommune, Bent Petersen, er endt hos Folketingets ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen.
Ombudsmanden har bedt kommunen oplyse om baggrunden for fyringen. Herunder om kommunen i forbindelse med afskedigelsen har overvejet graden af en offentlig ansats ytringsfrihed.
Den tidligere chefpsykolg blev i maj fyret i samråd med Kommunernes Landsforening (KL) efter udtalelser om børn og seksualitet til TV 2 og månedsbladet Euroman. Kommunen fandt det blandt andet uacceptabelt, at chefpsykologen havde udtalt, "at det er uskadeligt for børn at indgå i seksuelle forhold med voksne, når det blot sker frivilligt."
Medlem af Næstved Byråd Frank Martens (K) siger, at det ikke ændrer ved byrådets beslutning om afskedigelse, at ombudsmanden går ind i sagen.

EU udskyder hormonforbud
*Et EU-forbud mod import af amerikansk hormonkød, der skulle være trådt i kraft den 15. juni, er udskudt til den 15. december, sagde en talsmand for EU-Kommissionen mandag.
"Der er sket en del fremskridt (i forhandlingerne, red.), men den 15. juni er nu blevet til den 15. december," sagde Nigel Gardner, talsmand for EU-Kommissionen.
Verdenshandelsorganisationen (WTO) har tidligere underkendt EU's forbud mod import af amerikanske hormonkød.
Det er sket med henvisning til, at EU ikke har dokumentation for, at hormonkødet kan være farligt for mennesker.
EU har tilbudt amerikanerne kompensation på grund af forbuddet mod import af hormonkød, et forbud, som altså er blevet underkendt af WTO, og USA har truet med at indføre sanktioner mod EU-varer, samtidig med at EU og USA forhandler om en løsning på striden.

HK'ere dropper partistøtten
*Godt 4.500 HK'ere har det seneste år droppet den indirekte partistøtte på ti kroner til Socialdemokratiet, der ved sidste valgkamp fik godt 3,3 million kroner af HK Danmark.
Det er specielt medlemmer af HK-Stat og HK-Kommunal, der beder om, at deres kontingentpenge ikke bruges til partistøtte, viser en opgørelse fra HK Danmark, der omfatter fem sektorer.
HK Danmark havde pr. 1. maj 354.188 medlemmer, hvoraf 25.761 medlemmer har meldt partistøtten fra.
Det er en stigning på 21 procent i forhold til 1998, hvor 21.232 medlemmer havde bedt om, at ingen af deres kontingentkroner gik til partipolitisk støtte.

Abort-debat afføder lovforslag
*Debatten om de meget sene aborter medfører nu et oplæg til en stramning af abortlovgivningen.
Justitsminister Frank Jensen sendte mandag et udkast til lovforslag om sene provokerede aborter ud til høring.
Lovforslaget indebærer en regulering af adgangen til at få foretaget visse sene provokerede aborter.
"Jeg vil gerne understrege, at regeringen ingen planer har om at røre ved retten til fri abort" siger Justitsministeren.
"Lovudkastet vedrører alene de helt sjældne sager, hvor der meget sent i graviditeten bliver spørgsmål om abort, og hvor fosteret må antages at være levedygtigt. Her lægges der op til en skærpelse i forhold til de strenge krav, som efter loven allerede gælder i dag," siger Frank Jensen.

Fulde finner skal vare sig
*Finlands indenrigsministerium meddelte mandag, at man vil bede politiet anlægge en hårdere kurs over for fulde medborgere.
Fremover skal der skrides hårdt ind overfor blandt andet fulde finners tisseri i gaderne og omgang med skydevåben.
Det gælder blandt andet slangebøsser, pusterør, luftpistoler og buer, som ifølge myndighederne er de mest brugte voldsaffekter blandt fulde finner. Reuter skriver i forbindelse med den ny finske lovgivning, at finnerne i gennemsnit drikker mindre end andre europæere, men er mere tilbøjelige til alkoholmisbrug og vold under fuldskab. Reuter skriver intet om finner og knive.

Konflikten i Kashmir spidser til
*Indien og Pakistan intensiverede mandag konflikten i Kashmir, verdens højestbeliggende slagmark, da bombefly atter gik i aktion i kampen om vigtige bjergtinder og kontrol med forsyningsveje til den indiske hær i Himalaya-regionen.
Efter weekendens mislykkkede forsøg på at opnår ro via forhandlingens vej bombede indiske kampfly mandag pakistanske oprørere, der havde erobret bjergtinder nær en kontrollinie og stødpudezone i det nordlige Kashmir mellem Indien og Pakistan.
Inderne kæmper mod pakistanske soldater, der siden april er trængt ind på indisk territorium og har besat flere nøglestillinger på bjergtoppene i Mushkoh-dalen.
De indiske soldater generobrede ved angrebet således den 4545 meter høje snedækkede tinde Tololing fra de muslimske oprørere og satsede på også at få kontrol med det meget strategisk vigtige bjerg Point 5140 samt to andre.
Indiens ministerpræsident, Atal Behari Vajpayee, understregede mandag, at Indien ikke vil slå sig til ro, førend de infiltrerende kræfter er drevet ud af det nordlige Indien.
"De sidste 22 år har der været fred langs denne grænse. De, der er trængt ulovligt ind til området, viser meget entydigt, at de har overtrådt alle bilaterale aftaler, og vi får ikke fred, førend de er drevet ud," sagde Vajpayee til officerer i det indiske luftvåben i Kashmirs hovedstad, Jammu.
"De skal trække deres styrker tilbage, og dernæst er vi parat til forhandlinger," sagde Vajpayee.

Redigeret af Manja Sørensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu