Læsetid: 5 min.

Også økonomien ligger i ruiner

8. juni 1999

Det vil kræve kæmpeinvesteringer at bringe Jugoslavien på fode igen efter krigen

GENOPBYGNING
Mens NATO med luftangrebene har haft travlt med at ødelægge Beograds hærstyrker, har alliancen undermineret den serbiske økonomi.
De mest nærliggende mål, - broer, raffinaderier, lagerbygninger, veje, lufthavne og fabrikker - er for størstedelen lagt i ruiner. De kommercielle kredsløb er blevet desorganiserede, og landet isoleret. Genopbygningen af den økonomiske infrastruktur i Jugoslavien vil blive en betragtelig opgave til en pris af mange mia. dollar, og FN's Europa-gruppe for økonomiske anliggender har varslet, at de officielle hjælpekanaler (IMF, VB og EU) må forvente at indskyde gigantiske beløb.
"Så længe sikkerheden i området ikke er genoprettet, er det meget lidt sandsynligt, at der vil tilstrømme kapitalindsprøjtninger fra private investorer i udlandet," vurderer FN. Alt skal genopbygges. Det vil tage meget lang tid.
"Før NATO indledte angrebene, sagde man, at de tre års sanktioner mod Jugoslavien fra 1992 til 1995 havde sat landets økonomi tilbage til samme niveau som i 1968, og at vi ikke ville nå op på samme levestandard som i 1990 før år 2015. Forestil jer, hvor vi står nu," bemærker Daniela Heimerl, ekspert fra Ceducee (center for dokumentation for det tidligere Sovjetunionen, Kina og Østeuropa). Men tiden er knap. Hvis jugoslaverne skal have adgang til varme og el den kommende vinter, haster det at bringe landets el- og varmeværker i funktionsdygtig stand.
Mange værker er ødelagte bl.a. dem, der forsyner Beograd. Landbrugsjorden i Voïvodine, kornsiloer og olie-reserverne er truet af en økologisk katastrofe: Olien kan ikke samles eller raffineres, for olieraffinaderierne i Novi Sad og Pancevo er blevet bombet. Det gælder også vand; der er mangel på vand i et stort antal byer, hvor vandforsyningsnettet er blevet beskadiget under angrebene.

Vanskelig dagligdag
Under bombardementerne blev dagliglivet mere og mere vanskeligt. De små reserver, skjult under gulvbrædderne, blev opbrugt allerede i krigens start, og mange familier overlevede på penge overført fra familiemedlemmer bosat i udlandet.
Landbruget er selvforsynende, og indtil for nylig lykkedes i stort omfang bønderne at nå frem med deres produkter til markederne, men med bombardementerne og benzinrationeringen blev det sværere og sværere at skaffe frisk frugt og grønt. Også den paralleløkonomi, som det er nemmere at opretholde i krigstid, er begyndt at nå grænsen. Den udgør mere end 50 procent af BNP.
Efter at embargoen, dekreteret af FN, officielt blev ophævet i slutningen af 1995, blev en veritabel 'ydre mur' påtvunget Jugoslavien af USA og EU, som ellers var begyndt at normalisere forholdet til IMF og Verdensbanken. Dermed blev afgangen til de internationale kapitalmarkeder blokeret, forklarer Daniela Heimerl i et dokument fra foråret 1998 med titlen: På afgrundens rand.
Montenegro, skønt i en vanskelig økonomisk situation, har siden 1998 ført en privatiseringspolitik, som har givet et forspring i forhold til Beograd. Men det serbiske drama, som det har været siden NATO's bombeangreb, har lagt økonomien i ruiner.
Slutningen af 1997 var præget af en høj inflation tæt på 50 procent Ifølge officielle tal lå arbejdsløsheden på 27 procent, men uofficielt var den på 50 procent, og fagforeninger vurderer i dag, at NATO's ødelæggelser har føjet 600.000 arbejdsløse til den million, som myndigheder oplyste før krigen brød ud. Med en gennemsnitlig månedsløn på 750 til 950 dinarer (en D-mark er seks dinarer officielt, men på det sorte marked 10 dinarer for øjeblikket), er de jugoslaviske arbejdere de lavestlønnede i Europa.
"I marts 1998 var det nødvendigt med to gennemsnitslønninger for at dække de basale udgifter for en familie på fire personer," skriver Daniela Heimerl.

Svind i formuen
Ifølge en rapport fra 1998 har serbisk industri mistet over 70 procent af kapaciteten i 1998, og den nationale formue er svundet ind til det halve. Budgetunderskuddet er ikke offentliggjort, men de offentlige udgifter er blevet fastsat til 54 procent af BNP. Udlandsgælden er vokset til 11,5 mia. dollar. Det værste er, at myndighederne stadig ikke har igangsat strukturelle reformer i et land som er domineret af det socialistiske selvstyre.
"Privatisering er ikke motiveret af andet end en regerings behov for at skaffe indtægtskilder, og ikke af villigheden til at afhænde gældsramte virksomheder til kompetente investorer, som kan tilføre frisk kapital," bemærker Daniela Heimerl, og forklarer videre at systemet udgør en bremseklods for gennemførslen af reformer.
"Et vist antal personer i Socialistpartiet og de allierede partier, inklusive premierministeren og præsidenten for Jugoslavien, står i spidsen for et regime, som nyder godt af kvoter og prisfastsættelser."
Ifølge Ceducees ekspert drejer det sig om "ca. 900 statsejede virksomheder som repræsenterer 1,3 procent af industriproduktionen men optager 52 procent af lønningerne og er ansvarlige for 82 procent af det årlige underskud. De fleste klarer sig via tilskud. Jo mere disse virksomheder er i drift, jo fattigere bliver landet."
På den anden side er næsten 30.000 små og mellemstore virksomheder blevet tvunget til at lukke i starten af året især på grund af manglende forsyninger. Hvad angår bankverdenen, så kan den ikke omstruktureres fordi Jugoslavien er udelukket fra de internationale hjælpeprogrammer.

Selvfinansiering
Den private sektor, som var i stærk vækst før luftangrebene startede, er blevet henvist til selvfinansiering. Men også før krigen var de udenlandske investeringer latterligt lave. Nogen hundrede mio. dollar i 1998 hvoraf hovedparten var fra Grækenland og Italien.
Hvordan kan regeringen få landet på fode igen?
Det vil afhænge af Centralbankens reserver og udnyttelsen af skjulte finansielle ressourcer, hvoraf hovedparten stammer fra smugling.
Omfanget af det nødvendige genopbygningsarbejde er gigantisk, og deri ligger, paradoksalt nok, landets chance for at komme ud af det økonomiske uføre, som det allerede var dybt begravet i, før bombardementerne startede. Serbien har en strategisk position i hjertet af Europa, og det serbiske transportnet har indflydelse på, om de andre lande i området har en sund økonomi.
Et maksimum af midler bør stilles til rådighed for at udbedre krigens skader. Vil det finde sted med Milosevic ved magten? Sandsynligvis ikke. Og det er uden tvivl med dette våben i hånden, at det internationale samfund regner med at slippe af med den serbiske diktator hurtigst muligt.

Liberation og Information
Oversat af Runa Trosborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her