Depression rammer mindst en ud af ti i løbet af deres levetid. Alligevel taler vi ikke gerne om det ondartede tungsind, som stækker livsglæden hos alt for mange. Nu er der endelig kommet en bog til gavn for alle
DEPRESSION
Depression er livsfarlig. Ifølge statistikken begår mindst en ud af ti depressive personer selvmord. Biologen Lewis Wolpert beskriver i sin fremragende nye bog, Malignant Sadness, hvordan han i sin dybe depression ikke kunne tænke på andet end selvmord. Hans største problem var, at han ikke kendte en smertefri måde at tage livet af sig. Han samlede et forråd af sovepiller og hjertemedicin, men var bange for, at det ikke skulle virke, og at han ville vågne op i en endnu værre tilstand. Han overvejede at smadre sit aflåste hospitalsvindue og hoppe ud fra syvende sal, men vidste samtidigt at hans højdeskræk ville umuliggøre det. Når han var hjemme i løbet af dagen blev han ved med at fantasere om at løbe hovedet mod en glasrude og på denne måde skære sin hals over.
Da hans kone fandt ud af det, blev hun rasende og bad ham betænke hvilken ulidelig situation, han ville skabe for hende og børnene. Hun lovede til gengæld at hjælpe ham, hvis hans tilstand ikke var blevet bedre i løbet af et år. Heldigvis troede han på hende og begyndte på denne måde sin langsomme helingsproces, der nu er udmundet i en enestående og velafbalanceret bog om depression.
Mentale sygdomme
Selvmord er naturligvis dybt tragisk og er fuldbyrdet i alt for stor en del af klinisk depressive patienter: Som nævnt begår en ud af ti selvmord. De tilbageblevne ni ud af ti vil med tiden få det bedre, men som Wolpert ganske rigtig understreger, så er et af deres største problemer, at depression er voldsomt stigmatiseret i både offentligheden og blandt mange udøvere i sundhedssektoren.
Wolpert deler i sin nye bog sin smerte, hjælpeløshed og tvivl med læseren, således at selv ikke-depressive læsere bliver hjulpet til den nødvendige forståelse. Samtidigt tegner han et fornemt portræt af vores nuværende viden om depression, som kan hjælpe til den holdningsændring, som er nødvendig.
For det er et faktum, at mindst en ud af ti mennesker vil komme ud for en dyb depression i løbet af deres levetid. Men trods dette så taler de fleste mennesker ikke gerne om depression. I modsætning til sygdomme som influenza og halsbetændelse, så er mentale sygdomme som depression tabu.
Wolpert beskriver i korte træk, hvordan det historisk set hænger sammen med en række forskellige faktorer. Traditionelt har den vestlige kulturkreds antaget, at kroppen er adskilt fra sjælen, og blandt andet derfor er mentale sygdomme ikke blevet behandlet på linie med kroppens øvrige sygdomme. Men selvom det måske stadig er svært at acceptere for enkelte, så peger alt på, at vores mentale aktivitet, normal såvel som abnorm, er et produkt af biologisk aktivitet i hjernen.
Netop på grund af hjernens overvældende kompleksitet har det traditionelt været særdeles svært at diagnosticere og behandle mentale sygdomme. Mentalt syge mennesker er historisk set blevet behandlet som samfundets udskud og sendt på lukkede institutioner, hvor de ofte er blevet behandlet værre end kriminelle.
Disse faktorer har bidraget til at de fleste mennesker stadig i dag hellere vil forsøge at skjule og benægte en alvorligt depression end at søge behandling.
Piller eller samtale?
Men som Wolpert viser, så er der faktisk håb om lindring. Som vi er begyndt bedre at forstå hjernens komplicerede funktion, så er vi også blevet bedre i stand til at behandle mentale sygdomme.
De fleste vil have hørt om den nyeste anti-depressive behandling som for eksempel de såkaldte lykkepiller, og mange vil også være bekendt med den debat, der blandt andet har udspillet sig i Informations spalter.
Nogle ville sikkert synes at det ville være dejligt nemt om lykke kom i pilleform, men det er desværre ikke tilfældet (og intet tyder på at det nogensinde bliver). Årsagen er, at hjernen er så kompleks, at ingen simpel pille alene vil kunne genoprette dens balance. Spørgsmålet bliver, hvordan denne ubalance, som depression er et symptom på, er blevet skabt?
Det er i den forbindelse væsentlig at skelne mellem symptomer på mentale sygdomme og deres grundlæggende biologiske og psykologiske årsager. Det har vist sig svært nok blot at diagnosticere mentale sygdomme, og det kan derfor ikke undre, at det har vist sig næsten umuligt at udrede de præcise biologiske og psykologiske årsager.
Det betyder dog ikke, at der ikke findes et utal af forklaringsmodeller og teorier. Wolpert træder en fornem balancegang i sin beskrivelse, dels af den vanskelige diagnosticeringsproces af depression og dels af de forskellige teorier om depressionsårsager.
Wolpert er selv professor i udviklingsbiologi og har derfor en forkærlighed for biologiske forklaringer. Men samtidigt er han også klar over, at det ikke nødvendigvis er hele historien.
Hjernen bliver naturligvis skabt ved hjælp af vores gener, men der er langtfra information nok i vores DNA til at kode for alle forbindelser i hjernen, og derfor spiller epigenetiske faktorer som for eksempel påvirkninger fra fostertilstand og tidlige barndom en betydelig rolle.
Psykologiske faktorer er derfor ofte lige så væsentlige som neurobiologiske. Det betyder også, at behandlingsmetoder må tage dette i betragtning. Igen formår Wolpert at give et velafbalanceret billede af forskellige bahandlingsformer og deres respektive styrker og svagheder.
Modsat hvad mange mennesker tror, så er der ikke bevis for, at en metode virker bedre end andre. Snarere er der, som Wolpert rammende beskriver, tale om et eksempel på det, der er blevet kaldt Dronte-hypotesen. Dronten i Alice i Eventyrland udbryder efter at have set et kapløb "Alle har vundet, og alle skal have medaljer!"
Der er ikke videnskabeligt belæg for at udtale sig om, at piller virker bedre end samtale - eller omvendt. Det er i den forbindelse interessant, at den måske mest afgørende faktor for depression er tid. Op imod 80 procent af alle depressive patienter vil med tiden - selv uden behandling - få det væsentlig bedre, selvom det kan tage op imod et år eller længere.
Snarere peger Wolpert på, at en kombination af tid, piller og samtale formodentlig er den bedste kur.
Tungsindets dyb
Det er i øvrigt interessant, at Wolpert understreger, at depression er en almenlidelse, som kan påvirke andre organer herunder hjertet, og som ofte er tæt forbundet med overdreven hypokondri.
Han understreger også gentagne gange, at depression ikke kun påvirker patienten, men at ægtefæller og andre pårørende også lider voldsomt og derfor må være selvskrevne deltagere i behandlingen.
Wolpert har dermed begået en velskrevet bog, som både lægmand og professionelle kan få glæde af. Hans videnskabelige træning gør, at han formår at overskue og strukturere et kompliceret forskningsområde, og samtidigt formår han at kombinere og formidle sine videnskabelige indsigter med de mere personlige.
Bogen indeholder således også vedkommende og præcis information om en lang række emner forbundet til depression såsom manio-depressivitet og depression i andre kulturer. Wolpert skriver således fint tilgængeligt om den neurobiologiske basis for depression. Man kunne måske beklage, at han ikke kender litteraturen tilstrækkeligt til at komme ind på den rolle, som en hjernestruktur i det limbiske system, anterior cingulate gyrus, spiller for det emotionelle system i hjernen, og at han måske overspiller den rolle som en anden del af hjernen, amygdala, spiller. Men det er ikke væsentlige mangler og måske endda for meget at forlange.
Det er ej heller en væsentlig mangel, at Wolpert synes at mangle lidt kritisk sans i sin gennemgang af de kontrollerede kliniske undersøgelser af depression. Han skriver således, at den videnskabelige litteratur viser, at alle anti-depressive midler er lige effektive, hvilket måske nok teknisk set er korrekt, eftersom ingen myndighed har fremhævet et produkt fremfor et andet, men stærkt omdiskuteret blandt forskere og læger.
Alt i alt er det derfor en fornem lille bog på omkring 200 sider, som det ville være en skam, om vi ikke fik en dansk oversættelse af. Depression er desværre meget udbredt og det er forbløffende svært at finde god og redelig information på dansk.
Depression påfører så mange lidelser på så mange mennesker, at vi har brug for al den hjælp, vi kan få. Og selvom der er mørkt i det ondartede tungsinds dyb, og selvmord undertiden kan virke som den eneste udvej, så er det vigtigt at få ordentlig og timelig viden om livsvejen ud. Wolperts bog kan fungere som lys for enden af tunnelen og burde være tvungen læsning ikke blot for depressive og behandlere, men for alle.
*Lewis Wolpert: Malignant Sadness. The Anatomy of Depression. £9.99. Faber and Faber
