Læsetid: 4 min.

Ordlig smukhed

15. juni 1999

Hvad hulen laver de egentlig i Sprog-nævnet?

Sproglege
Sproglig skønhed - eller om man vil: verbal elegance - er noget mærkeligt noget. Visse æstetiske regler skal overholdes, men på samme tid også brydes, ellers ender man hurtigt i det trivielle, og den slags er netop ikke smukt.
En af de mest attraktive gloser jeg kender, er stillingsbetegnelsen arkivarvikar. Kig engang på denne magnifikke størrelse:
AR - KIV - AR - VIK - AR
To forskellige symmetrier viklet symmetrisk ind i hinanden. Smukkere kan det ikke gøres!
Men sprogverdenen er ikke bare befolket med en mængde grå gloser og et lille antal ekskvisitte kreationer, den rummer også en hel del huller, blandt fagfolk kaldet accidental gaps. Det er kuriøst, at det danske sprog ikke har et hjemligt udtryk for denne skavank, som altså just præcis derved illustrerer sig selv.
Nærværende artikels overskrift belyser sagen. Når man af glosen skøn kan danne både modsætningen uskøn og navneordet skønhed, hvorfor pokker kan man så ikke operere med smukhed og usmuk? Men det kan man bare ikke. Der er åbenbart ikke noget marked for dem. Og når man til sprog kan danne sproglig, hvorfor kan man så ikke af ord aflede ordlig? Problemet med at fabrikere nye ord har ikke så meget at gøre med produktionen som med markedsføringen.

Enhedskomma
Sprog kan man lege med. Det gør visse digtere, en sådan rendte jeg på forleden dag. Vagn Steen gav mig - meget passende - noget
Egnet Snav vedrørende sådanne fænomener som anagrammer, palindromer og andet.
Vi mødtes i anledning af nogle rumænske forfatteres besøg her i landet og kom til at diskutere Johannes Ewald. Forbindelsen mellem denne og moderne rumænsk poesi er måske ikke indlysende; men den er der, hvorom nærmere nedenfor.
Først bør man imidlertid måske kaste et blik på en kuriøs publikation, der netop har set dagens lys. I serien Gyldendals røde ordbøger er udkommet en oversigt over Nye Ord i Dansk 1955-98. Hvad dette værk har til fælles med en svejtserost? At de begge er fyldte med huller. Det skal der dog ikke tærskes langhalm på her. Man nøjes med et enkelt nuttet eksempel.
For et par år siden lancerede Dansk Sprognævn et anderledes tegnsætningssystem, som man håbede skulle rydde op i det virvar den mangelfulde skoleundervisning har resulteret i: de folk der praktiserer grammatisk tegnsætning, behersker som oftest ikke de gældende regler. Og dem der bruger pausekomma, får tit deres manuskripter forvansket. Idéen var fornuftig nok, omend den ikke har min store spontane sympati.
Den er imidlertid ikke slået an i større stil. Det er vistnok Aktuelts tidligere chefredaktør Lisbeth Knudsen der har coinet udtrykket "det socialistiske enhedskomma", hvad der har behæftet initiativet med mindelser om salige DDR. Altså noget med statsstyring og ensretning i modsætning til frodigt kaos.
Ordbogens indledning følger naturligvis det nye regelsæt.
Man kunne derfor forvente, at glosen enhedskomma ville figurere blandt værkets iagttagelser. Men det gør det ikke, hvilket hensætter bogens bruger i denne forundringstilstand: hvad hulen laver de egentlig i Sprognævnet? Læser de ikke deres egne publikationer?
Øjensynligt ikke, ikke engang i korrektur. For så ville de have opdaget at bogen er udstyret med et ISBN, sådan som det har været lovbefalet de sidste 30 år. Også dette opslagsord mangler.

Sprogets peristaltik
Bogen er interessant, ikke blot ved det enorme materiale den præsenterer, men mindst lige så meget ved sine huller.
Den er et raritetskabinet proppet med preciøse glosegenstande, men ikke udtryk for en nøgtern konstatering af at sprogets peristaltik kræver konstant tilføring af ordlig føde, der fordøjes og enten lagres eller igen udskilles på naturlig vis. Nutildags hører man for eksempel aldrig tale om hverken vietconger eller grønne baretter. Det må være derfor, ordbogen har glemt dem.
En lille politisk krølle: side 603 omtales Folketingets fire nordatlantiske medlemmer som værende "fra Grønland". Den definition vil ikke vække begejstring på Færøerne. Ønsker Sprognævnet at udløse en diplomatisk krise?
Under den rumænske sammenkomst faldt jeg også i snak med en fyr, der påstod, hans mor havde inspireret Nis Petersen til den dér med de små børns smil. Hvorved titlen Nattens Pibere dukkede op i konversationen. Vagn Steen kunne naturligvis påpege, at de to initialer stemte overens med forfatterens, og at han i øvrigt selv havde lavet et lignende nummer med en af sine tidlige digtsamlinger.

En anelse maniereret
Vagn Steen nævnte, at der blandt Ewalds efterladte papirer findes et gedigent materiale, som viser at poeten har siddet og muntret sig med allehånde sproglege. Han citerede et enkelt skægt palindrom: Daare give evige Raad. Man ser levende for sig disse emsige selvsikre idioter, typen eksisterer stadig. Man ser imidlertid også, at Ewald har haft visse vanskeligheder ved at få regnestykket til at gå op. Flertalsformen skulle jo egentlig have heddet Daarer.
Jeg supplerede med en oplysning om, at selve den danske nationalsang indeholder et humoristisk akrostikon: de fire strofers initialer er K-N-O-D, hvilket just - med nordsjællandsk udtale - er navnet på den af Fiskerne, der i skuespillet synger denne romance.
Mig bekendt er der kun et sted i Europa, hvor den slags fænomener endnu er nogenlunde udbredte, nemlig i Rumænien.
Under sammenkomsten faldt jeg tilfældigvis over et digt, hvor de to strofers verslinjers forbogstaver dannede ordene Danemarca og Romania, og jeg er også tidligere stødt på eksempler af den slags hos rumænerne. På vore kanter virker det en anelse maniereret eller direkte latterligt, men dernede opfattes sligt åbenbart som et tilfælde af sproglig smukhed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her