Læsetid: 5 min.

Orson Welles' sorte magi

18. juni 1999

Den visuelle forfalds-poesi og svimlende virtuose instruktion får stadig det 41 år gamle kriminalmelodrama 'Politiets blinde øje' ('Touch of Evil') til at fremstå som et tidløst mesterværk

NY FILM
Politiets blinde øje er en film med skæbne i - også for en tilskuer. 15 år gammel så jeg den fire-fem gange, da den kom op herhjemme i 1959, og denne oplevelse blev stærkt medvirkende til, at jeg i dag - 40 år og ca. 4.000 filmanmeldelser senere - sidder og skriver om den.
Welles' krimi, lavet for et
B-filmbudget og lanceret som en sexation, gik i blodet som narkotika og gjorde én afhængig af det hårde stof: film, når film er allerbedst. Et stof, enkelte særlig ramte aldrig bliver vænnet fra.
Herhjemme ville datidens autoriteter helst skærme teenagerne for Welles' skrappe indsprøjtning af sort film. Først fik filmen problemer med censuren, derefter med anmelderne. Den ene censor, fru Christmas Møller, fandt Welles' dyk ned i forfaldet "råt og skadeligt for unge sind" og mente, at filmen "viser en despekt for politiet, som må forekomme betænkelig." Den anden censor, Arne-Ole David, istemte: "Vi finder filmen forrående, og den ungdom, der vises, kan virke smittende i
højst uheldig retning."
Orson Welles' mesterværk slap dog efter appel til justitsministeren gennem censuren med et mindre klip - kun for at blive slagtet af de to store morgenblades uheldige anmelderhelte, Steinthal og Stegelmann. I filmtidsskriftet Kosmorama ydede Erik Ulrichsen dog en måneds tid senere filmen retfærdighed.

Welles' direktiver
Filmen, der gradvis har fået klassikerstatus, udsendes nu i en director's cut, angiveligt udformet efter Welles' direktiver i et 58 sider langt memorandum til filmstudiet Universal, der i sin tid påtog sig den endelige klipning udenom instruktøren.
Det medfører dog ikke de store ændringer. Den berømte tre et halvt minut lange kamerakørsel, der på forførende vis indleder filmen, er på Welles' ordre blevet berøvet fortekster og - trist nok - også Henry Mancinis dynamisk pulserende jazz-musik. Og de første afsnit med Welles' egen imposante skurk Hank Quinlan sammenklippes med heltinden Janet Leighs konfrontation med Akim Tamiroffs underskurk Joe Grandi - en scene, der i studiets version forløb uden indklip. Og som med sin komiske gangsterfigur i øvrigt foregriber Tarantino med 36 år.
Igen er gevinsten ved den nye klipning lidt svær at få øje på.

Filmisk beat
Politiets blinde øje er den vaskeægte - altså sort-hvide - film noir-genres overdådigt virtuose svanesang.
En film, der med 41 år på bagen stadig forfører med sin myldrende indfaldsrigdom i spil og miljødetaljer og fremtræder så fortættet og blomstrende i sine elegante visuelle forsiringer, at man godt forstår den unge kritiker Francois Truffauts begejstring ved den franske premiere:
"Det er en film, der ydmyger os, fordi den er lavet af en mand, der tænker langt hurtigere end os, langt bedre og kaster et vidunderligt billede i hovedet på os, mens vi endnu er blændet af det foregående."
Selv sagde Welles, at det han først og fremmest tilstræbte, ikke var den dramatiske tilspidsning, men the beat - den særlige klipperytme, der gør film til musik. Så vil man se sort-hvid billedmagi og besættende nattepoesi i luksusudgave, får man chancen her - Orson Welles kan virkelig ting med kamera og klipning, der får de fleste andre instruktører til at ligne fortællebesværede begyndere. En ofte efterabet, men aldrig overgået evne.

Et menneske af en slags
Welles selv er formidabel modbydelig og glimtvis sært charmerende som den rådnende, vaklende kolos af et magtmenneske, den legendariske grænsepolitichef Hank Quinlan, der har grundlagt sin berømmelse ved at udlægge falske beviser, som fælder de 'skyldige'.
Han er et racistisk, grotesk overvægtigt vrag af en mand - men stadig i stand til at tage en frygtindgydende handlekraftig dyst med den skæbne, der indhenter ham, da han konfronteres med Charlton Hestons mistænksomme mexikanske kollega.
Quinlan får - af den kvinde, han engang i slankere dage elskede, Marlene Dietrichs bordelværtinde - det afsluttende skudsmål: "He was some kind of a man. What does it matter, what one says about people". Den første sætning oversatte filmens oprindelige tekstere med "Han var en type". Nu er det blevet til "Han var et mandfolk". Begge dele er nærmest komisk misvisende, da der vel menes noget i retning af: "Han var et menneske af en slags."

Skyldig, skyldig, skyldig
Det særlige ved de skurke, Welles så gerne spillede, var jo, at han solidariserede sig, ja nærmest elskede dem som mennesker, samtidig med, at han så klart tog moralsk afstand fra deres handlinger.
Quinlan er måske Welles' mest frastødende skurk, fordi han arbejder med det officielle politiapparat i ryggen. Han er demagogisk, sentimental, en slags retfærdighedens diktator, der mener at kunne spore de mistænktes 'skyld' ved intuitionens hjælp (i skyld-tematikken foregriber Politiets blinde øje Welles' næste, beslægtede film, Kafka-filmatiseringen Processen, også en sort-hvid mareridtsfilm).
Men også Quinlan har sin menneskelighed - som hans bedste ven og trofaste kollega, den bedragne Menzies, har værdsat gennem mange år. Den naive, lidt stupide, men ikke forråede Menzies spilles i øvrigt fremragende af Joseph Calleia.

Vidunderlig Marlene
Filmen er proppet med blændende præstationer - og en enkelt, der skyder over målet, Dennis Weavers groteske nattevagt på det motel, hvor Janet Leigh - to år før Hitchcocks Psycho - oplever unævnelige ting.
Welles' venskab med betydelige skuespillere, hans uimodståelige charme, gjorde, at en enkelt opringning til f. eks. en Marlene Dietrich var nok til at få hende til at møde på arbejde et par dage efter, i en skræddersyet rolle, der blev et af filmens højdepunkter, og som hun selv anser for en af de mest vellykkede, hun nogensinde har spillet: den lakoniske, cerutrygende Tanya, bordelmutter i zigeuner-kostume og sort paryk - og uden nåde i domsafsigelsen over sin gamle elsker Quinlan, da han til sidst beder hende:
- "Come on, read my future for me!"
- "You haven't got any."
- "What do you mean?"
- "Your future is all used up. Why don't you go home."
Ingen kan sige sådan en replik som Marlene.

*Politiets blinde øje (Touch of Evil). Instruktion og manuskript: Orson Welles. Amerikansk (Grand)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her