Dansk herrehåndbold viser profiler, men endnu intet hold ved et VM, hvor hierarkiet er intakt
HANBOLD
Det danske håndboldlandshold er sikkert taknemmelig over krigen i Kosovo, Brian Laudrups telefax-fortrydelser og fodboldkollegernes præstationsproblemer; faktorer, der holder dækningen af holdets VM-deltagelse på et, efter danske forhold, forbløffende uchauvinistisk niveau.
Tre ting var alle eksperter enige om før start. Det danske landshold er ungt og talentfuldt, og kan nå langt - engang.
Det hele holder for så vidt efter de indledende kampe i gruppe A, som afsluttedes i aftes med ventet dansk afspadseringssejr over Argentina på 29-21 - et resultat, der mirakuløst tikkede ind via Ritzaus netop som TV2 'direkte kamptransmission' gik i luften
Men søndagens kamp mod Spanien viste, at der kan være endog meget langt til engang.
Det var sandhedens time. Deklasseringen på 17-31 taler for så vidt for sig selv, og selv om den danske landstræner Keld Nielsen officielt tog resultatet med stoisk ro, kunne han ikke skjule sin irritation, da TV2 Sportens udsendte spurgte ham, om ikke godt man kunne have brugt storskytten Claus Jacob Jensen i en kamp som denne, velvidende, at han var blevet fravalgt inden VM for at mindske systemfejl. Keld
Nielsen svarede med realpolitisk pragmatisme, at det var mere interessant at se på det hold, man har nu.
Det er et hold, der som eneste opportunistiske hopskytte har en stregspiller, og som eneste stregspiller har en tidligere hopskytte - de hedder begge Ian Marco Fog, som hidtil i turneringen har været typisk for det danske landsholds ustadighed: det ene øjeblik kan han, som en anden febrilsk 2. junior-spiller brænde en 100 procents mulighed for så i næste fase at score et ud-af-intet mål.
Det er også et hold, der i Søren Haagen har en målmand, som på en god dag og med et vågent forsvar, kan spille i verdensklasse. Det så man i torsdagens 28-18 sejr over Algeriet, hvor Haagen havde en redningsprocent på 51. Med andre ord: Han stod ret godt, og det fine ved Haagen er, at han også tænker længere end selve redningen. Han lader aldrig boldene slippe ret langt væk fra sig. Han giver meget få revanchechancer for frustrerede stregspillere, og så spiller han med åbne øje - et ikke ubetydeligt hemmeligt våben.
Savner hieraki
Det er også et hold, der kan levere et meget bevægeligt
6-0 forsvar med Keld Wilhelmsen som krumtap, men først og sidst viste kampen mod Spanien, at holdet savner det hierarki, der er motoren i moderne håndbold. Man behøver ikke være struktur-analytiker for at se, at holdet netop savner struktur. En styrmand efterlyses.
Det er ikke så tydeligt eller alt afgørende mod så uortokse hold som Marokko, Algeriet, Tunesien og Argentina. Her bliver enkeltpræstationer afgørende, og der spillede de danske individualister de ventede hovedroller, men Spanien, som er opdraget med og har videreudviklet den nordiske håndboldkultur, satte de danske svagheder i ydmygende relief.
Når den ene ikke ved, hvor den anden løber hen, og ingen tager ansvaret, fungerer løbebanerne ikke. På dansk: Man løber i vejen for hinanden, der bliver ingen bredde i spillet, og man er konstant sårbar og i livsfare for kontraangreb.
Når det er sagt, og når TV2-reklamerne har afløst Keld Nielsens selvbesværgelser om, hvor dygtige og gode spanierne er med en grundstamme på seks spillere fra verdens mest homogene klubhold, F.C. Barcelona og alt det bortforklaringsfis, står tilbage, at det danske landshold til tider spillede med uantagelig lav grad af motivation i den eneste kamp i pulje A, hvor de kunne spille uden nerver, men som alligevel ville blive lakmusprøven på holdets internationale status og stamina.
Det er, som TV2-kommentatoren, tidligere landsholdsmidterakse og nuværende succestræner i Skjern, Anders Dahl Nielsen udtrykte det, ikke til at forstå, at spillere, som til daglig spiller den ene betydningsfulde kamp efter den anden i verdens mest betydningsfulde liga, den tyske, i den grad kan opgive at komme igen. Mere frygtindgydende var spanierne trods alt ikke.
Koleriske trænere
Samme Dahl-Nielsen lægger iøvrigt ikke fingrene imellem, når han, sammen med sin tidligere landsholdskammerat Morten Stig Christensen, vurderer det danske hold. De kører på den led en tandem, som er lidt af en nyskabelse i sportsjournalistikken. En anden historie er så, at man godt kunne tænke sig, at de brugte den næste spillerunde til at finde et mere passende leje.
Lige nu lyder de enten som koleriske trænere, der lægger bånd på sig selv, eller frustrerede forældre, der i en puslingekamp fra sidelinjen kæmper med trangen til at gribe fat i ungen og få ham til at forstå, at det her er alvor.
Det bliver det også fra nu. Næste modstander bliver Cuba på onsdag, forhåbentlig atter med den genopstandne Lars Christiansen, der scorede 10 gange i aftes og virker mere sulten. Derefter venter formentlig Sverige. Begge hold skal besejres for at udløse OL-kvalifikation - Keld Nielsens succeskriterium.
Nok er svenskerne et grånende hold, men de ældes med værdighed, og har vundet storsejre i deres pulje ligesom iøvrigt alle øvrige håndboldstormagter. På den led er verdensordenen i herrehåndbold intakt. Der lader ikke til at være plads til tilfældigheder, og dermed heller ikke til outsidere.
