Læsetid: 3 min.

Pantanis styrt fra soklen

7. juni 1999

Cykelsporten har ventet på den dag, hvor den ubetinget mest naturbegavede blev grebet i farmaceutisk snyd, for kun på den måde kan det kollektive bedrag afsløres

KOMMENTAR
ROM - Marco Pantani blev vækket klokken 7.25 lørdag morgen af Den Internationale Cykleunions antidopingkommissærer og blev afkrævet en blodprøve, således som det også skete for de 14 andre højst placerede i Giro d'Italia på det tre uger lange etapeløbs næstsidste dag. Tour de France-vinderen Marco Pantani, som inden næstsidste etape førte sit hjemlands store etapeløb med mere end fem et halvt minut, og som var stensikker på at gentage sidste års sejr og bekræfte sig selv som øjeblikkets største etapeløbsrytter, var den eneste af de 15 blodtestede, som havde en hæmatokritværdi over de tilladte 50 og blev udelukket af løbet. Marco Pantanis værdi blev målt til 52, og udelukkelsesgrunden er formelt helbredsmæssig, men tilstedeværelsen af så mange ilttransporterende røde blodlegemer er sikker indikation for brug af syntetisk eritropoietin (Epo). Doping.
Og dermed faldt cykelverdenens måske eneste tilbageværende klart lysende skikkelse fra det indlysende talents og den stærke personligheds heltestatus ned i den store gruppe af snydere og bedragere, som i årtier har gjort sportsresultater på allerhøjeste plan uigennemskuelige og mistænkelige, mens publikum og pengeverden har lukket øjnene for bedragene og skummet begejstringen og profitten på de forløjede resultater.

Absurd eller løfterigt
Tilsyneladende er det sådan. Tilsyneladende kun. For Marco Pantani er ingen snyder på trods af, at man kan antage, at også hans sejr sidste år i Tour de France er befordret af blodforbedrende ulovlige midler, og det er der en djævlesk logik i. Med idrætslægernes målemetoder - og med det blotte øje - har man kunnet konstatere, at Pantani er en af de sjældne atleter, der dukker op med mange generationers mellemrum. Med et så unikt talent for at køre stejlt opad på en cykel, cykelsportens mest spektakulære disciplin, at hans ligemænd kan tælles på en hånd i hele århundredet. Pantani ville ikke have haft brug for farmaceutisk støtte til sit talent, hvis det ikke var fordi mindre begavede havde det og brugte det. At Marco Pantani bliver fældet for doping er den hidtil tydeligste indikation af, at der ikke i cykelfeltet er rene og urene - i idrætsverdenen i det hele taget - men at brugen af farmaci med det formål at forbedre kroppens ydeevne omfatter alle og er blevet en kultur, en holdning og en epidemi. Når den naturligst begavede må ty til unaturlige midler for at holde de mindre begavede på naturlig afstand, så er det efter skøn: absurd, skræmmende, tragisk - eller løfterigt.
Cykelsporten - og alle andre offer- og træningstunge udholdenhedsidrætter - har ventet på den dag, hvor den ubetinget mest naturbegavede blev grebet i farmaceutisk snyd, for kun på den måde kan det kollektive bedrag afsløres. Pantani har ingen anden grund til at dope sig end den, at han vil være den unikke idrætsmand, som hans talent og ambition siger ham, at han er, og det kan han paradoksalt nok kun være ved at gøre lige som de andre. Dope sig for at opretholde det talentets og evnernes hierarki, som selvfølgelig ikke ændrer sig, når alle gør det. Det er det absurde.
Det skræmmende er, at doping i idræt breder sig som en epidemi fra eliten til teenagere og motionister, som også mener at deres kamp med uret, bakkerne eller ambitionerne har brug for støttepiller for at kunne lykkes, på samme måde som raske menneskers forbrug af medicin langt overstiger de syges. Den farmaceutiske kultur i idrætten adskiller sig ikke principielt fra resten af samfundets.
Det er ubegrundeligt tragisk, at netop Marco Pantani skulle blive det første rigtigt store sindbillede på denne medicinkultur. For ham personligt, fordi han altid selv har identificeret sig som et menneske med et ganske særlig talent, og som nu må kigge på sedlen med tallet 52 for de alt for mange røde blodlegemer og med skizofrenigrænsende fortrængning må sige: Jamen, det er jo ikke mig! Hvad han rent faktisk har gjort.
Og tragisk for dem, for os, for mig, som i netop Marco Pantani har set den altomfattende medicinkulturs eneste mulige dementi.
Det løfterige er, at Pantanis styrt fra soklen kan betyde mere klarhed og determination i oprydningsarbejdet end samtlige hidtidige politiundersøgelser og omtrentlige medieforargelser: Klarere og værre kan det ikke blive.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her