Læsetid: 4 min.

Patriarkens rejse

21. juni 1999

Patriark Pavle søger nu at hindre serbisk flugt fra Kosovo

Analyse
I året 1690 samlede den serbiske patriark Arsenije III, der havde sit sæde i byen Pec i Kosovo, 30-40.000 serbiske familier om sig og ledte den nordpå.
Anledningen var en vestlig intervention i området: Efter de osmanniske tyrkere for anden gang forgæves havde forsøgt at erobre Wien i 1683, blev de i de følgende år smidt ud af Ungarn af den tyske kejsers tropper. Disse trængte derefter over Donau dybt ned på Balkan, og i 1689 rejste serberne sig for at støtte dem og befri sig for det tyrkiske herredømme. Kejserens hær nåede så langt mod syd, at den erobrede Skopje, Makedoniens nuværende hovedstad.
Men her gik det galt:
Der brød pest ud i byen, og efter at have brændt den af trak kejserens general skyndsomst sine tropper tilbage mod nord. Det var af frygt for tyrkernes gengældelse, at patriarken, folkets åndelige overhoved, ledte sit folk i sikkerhed på kejserligt territorium nord for Donau, i Vojvodina. Det opståede vakuum i Kosovo udfyldtes hovedsagelig af muslimske albanere.

Kosovo 1999
I onsdags forlod Kosovos biskop Artemije Radosavljevic sit hovedsæde, katedralen i Prizren i det sydlige Kosovo under tysk militæreskorte, sammen med ni af sine præster. Den øverste leder af Kosovas Befrielseshær UÇK i Kosovo, Ekrem Rexha, havde få timer inden haft et møde med biskoppen, hvor han havde opfordret serberne til ikke at flygte og lovet, at UÇK ville beskytte dem. Men dagen før havde lokale UÇK-styrker brændt klostret Den hellige Treenighed fra 1400-tallet af, hvorefter 12 munke havde taget flugten til det centrale Serbien. Og ifølge biskop Artemije var ikke blot civile serbere, men også en munk fra et kloster uden for Prizren, blevet bortført af UÇK.
Tirsdag havde rygter om, at albanere ville brænde selve katedralen i Prizren af, fået de tyske tropper i området til at stationere en kampvogn og to pansrede mandskabsvogne med 40 mand ved katedralen. Men det var ikke nok til at få biskoppen til at blive.
Mønsteret går igen andre steder i Kosovo: Den serbiske befolkning er blevet grebet af panik og flygter, nogle af dem efter at have sat ild på deres huse. Andre har undladt det, men får sat ild på husene af lokale albanere, for at de flygtede serbere ikke skal fristes til at vende tilbage. I Beograd har regeringen reageret ved at beordre de flygtede serbere tilbage, og nogle har fulgt opfordringen i tillid til, at KFOR-styrken nu er tilstrækkelig etableret til at beskytte dem. Men andre stoler ikke på regeringen og nægter at parere ordre.

Skæbnesvangert tegn
Det har mildt sagt ikke været kærkomment for nogen af de politiske og militære ledere, at biskop Artemije i denne situation har 'forladt sin rede'. Denne mand, som længe skånselsløst har kritiseret præsident Milosevic, stoler hverken på ham eller på KFOR. Først når han er overbevist om, at den udenlandske styrke har bragt UÇK under kontrol, vil han vende tilbage. Men alligevel har biskoppen med sin flugt givet et skæbnesvangert tegn, som kan trække grunden væk under målet om at sikre tilværelsen for alle etniske grupper i Kosovo.
I denne situation er der sket det overraskende, at den serbisk-ortodokse kirkes overhoved, patriark Pavle i Beograd, onsdag aften i tv erklærede, at han nu rejser til Kosovo for at opslå sin residens i byen Pec i det vestlige Kosovo, i det gamle patriarkat fra middelalderen og tyrkertiden. Den 84-årige patriark, en lille spinkel og skrøbeligt udseende mand, som er almindelig æret og respekteret for sin beskedenhed og fromhed, vil om nødvendigt sætte livet ind på at bevare en serbisk tilstedeværelse i det Kosovo, hvor han i 34 år var biskop. Han rejser kort sagt den modsatte vej af sin forgænger for 309 år siden, for at være et eksempel for sit folk og få KFOR-styrkerne til at gøre en indsats for sikkerhed, liv og ejendom for alle beboere i Kosovo, herunder selvfølgelig også serberne.

Kulminationen
Patriarkens handling finder sted dagen efter, at den serbisk-ortodokse kirkes øverste organ, Den hellige Synode, opfordrede Milosevic og hans regering til at træde tilbage for at give plads for troværdige folk, som kan handle til befolkningens gavn. Set i sammenhæng træder patriarken nu i karakter som befolkningens hyrde, efter at andre har svigtet den.
Vi ser her den foreløbige kulmination i kirkens stadig skarpere konflikt med Milosevic, som tog sin begyndelsen allerede i maj 1992 og hvis hidtil mest markante udslag var patriarkens besøg hos gadedemonstranterne mod regimet i Beograd i december 1996. Og igen er det patriarken, som sætter sin egen person ind. Man kan betragte dette som naivt. Men personligt mod spiller en stor rolle på Balkan. Derfor skal man ikke udelukke, at patriark Pavle kan opnå det, regeringen ikke kan: At give den serbiske befolkning i Kosovo et håb om, at den alligevel har en fremtid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her