Læsetid: 12 min.

Fra Pine Street til Wall Street

26. juni 1999

En magtfuld centralbankdirektør, en forsmået tidligere arbejdsminister og en karismatisk borgerretsforkæmper drog et par dage i juni til Boston for at tale om nationens tilstand. Men der er en verden til forskel mellem kandidaterne fra Harvard universitetet og de hjemløse på herberget i Pine Street

Ha, ha - det kan vel næppe være et tilfælde!" Øjnene i Jesse Jacksons runde og glatte ansigt smiler skælmsk, og uden tøven begynder han at lire dagens lektie af. "For hvert år bliver der flere hjemløse," fastslår den sorte politiker.
"Tilværelsen er bundløs for de fattige, Internettet er ikke nået ud til skoler i landsbyerne, men det fængsels-industrielle kompleks blomstrer. I Appalachia-bjergene vokser børn op i lange skurvogne."
Jackson stopper et par sekunder og prædikanten vælter frem i ham.
"Er vi ikke velsignet nok af Gud til at udstrække vor hånd til alle amerikanere? Når krigen bryder ud, er fattige og hjemløse de første til at betale prisen. Vi skal bygge bro mellem Wall Street og Pine Street Inn."
Den 57-årige sorte borgerretsforkæmper og politiker, Jesse Jackson, er blevet lidt mere robust om livet med årene, de lange bakkenbarter har i dag et sølvgrå stænk, men han har stadig et enormt talent for lynhurtig reflektion på stående fod og leverer replikker og soundbites, der som regel går lige ind i folks hjerte. Og han bringer problemer på bane som andre ledere af hans statur helst lader stå usagte.
"Fredstid bør være som krig. Ingen nation fortjener æren, når så mange landsmænd falder bagud økonomisk ... Især i velstandstid står skammen over den ulige fordeling af vores nations resourcer så skarpt frem," tordner Jackson i sin tale på Harvard universitetets John F. Kennedy School of Government.
Han er selv 'elev' af Martin Luther King, men det er ikke længere 'racekløften' i det amerikanske samfund, som bekymrer ham mest.
"Glem alt om racekløften eller kløften mellem Øst og Vest. Hvide amerikanere i Appalachia-bjergene er lige så berørt af knapheden på kapital som sorte i Chicagos ghetto. Langt de fleste fattige er hverken sorte eller brune. De er unge, hvide kvinder. Og lad mig understrege: De fleste fattige amerikanere er ikke på social bistand. De står tidligt op og tager bussen til arbejde. De vasker gulve, de passer børn, de renser vores snavsede lagener, når vi bliver syge - og når de selv bliver syge, har de ikke råd til at sove i de lagener, de har vasket."

Inden sin tale har Jackson under et møde med nogle journalister peget på, at børsen på Wall Street i dag flyder over med kapital.
"Vores virksomheder investerer i Polen, men der er ikke penge til at investere i Mississippi Delta eller Ozark-bjergene i Arkansas. Vi investerer i nye fængsler, men ikke i offentlige skoler. Det er absurd."
Og så er det, at vi kommer til broen, altså Clintons bro til det 21. århundrede - en fiks idé, som Jackson har kapret. Der skal bygges broer mellem Wall Street og Mississippi Delta og mellem kapitalejere og ghettoerne i amerikanske storbyer. "Alle i dette land skal have adgang til kapital og til kommunikation," bebuder Jesse Jackson.
To dage senere skal bestyrelseformanden for USA's centralbank, Alan Greenspan, holde afsluttende ærestale for alle 6.400 nybagte kandidater på Harvard-universitetet. Samme dag planlægger hans rival fra Clinton-regeringens første embedsperiode - tidligere arbejdsminister Robert Reich - at optræde i samme rolle på Pine Street Inn, en privat drevet institution i Boston, som hver nat giver 4-500 husvilde tag over hovedet, og som i det sidste halve års tid har givet 75 sociale tabere en erhvervsuddannelse.
Ligesom kandidaterne på Harvard skal de husvilde fejres, mener Reich.
Jackson er bekendt med den dybe kløft, som skiller Greenspans og Reichs syn på økonomisk politik og leverer på et spørgsmål fra Information prompte svaret: "Det er næppe et tilfælde," at Reich vil spolere stemningen på Harvard og tale til de hjemløse samme dag, Greenspan priser USA's "nye økonomi."
"Vi skal bygge bro mellem Wall Street og Pine Street," betoner Amerikas førende healer.
I sine erindringer fra tiden i Det Hvide Hus - Locked in the Cabinet - vier Robert Reich en del plads til sin dyst med USA's økonomiske zar Alan Greenspan. Og Reich beretter i erindringsbogen, hvordan han bliver rasende, da det går op for ham, at Clinton vil kaste sit lod i Greenspans og Wall Streets vægtskål :
"Jeg har tabt slaget på forhånd. Jeg sidder og taler til en halvsovende præsident. Centralbankdirektør Greenspans skygge hænger over vores møder, selv om hans navn aldrig bliver nævnt. I stedet påstås det, at regeringens 'troværdighed' på Wall Street er i fare."
"Greenspan hvisker i bankfolkenes ører, indsnuser stemningen på gaden og doserer en medicin, som vil gøre Wall Street glad og sund. Statsbudgettet skal balancere og hvem på gaden kærer sig for, at de offentlige investeringer bliver skåret? Ingen."

Det er nu over to år siden, at Reich forlod den gigantiske bygning i Washington, som huser USA's arbejdsministerium.
Selvom han ikke er typen, der bærer nag, tvivler ingen af hans nærmeste venner på, at den korte politiske karriere føltes som et koldt styrtebad. I dag underviser Reich på Brandeis University, nær Boston, skriver bøger, holder foredrag og laver tv og radio.
Trods de mange nederlag forældes budskabet om social retfærdighed i USA aldrig. Så invitationen fra de husvildes hjem er uimodståelig.
"Reich svarede straks og insisterede på at besøge institutionen og lære de hjemløse at kende, inden han skulle holde festtale for de nyudklækkede erhvervskandidater," fortæller Erik Payne Butler, direktør for Pine Street Inn.
På afstand er den røde bygning let genkendelig, idet den prydes af et højt klokketårn, hvis renæssancestil er en tro kopi af en campanile i Siena. Det omkringliggende kvarter er mindre attraktivt. Bostons hovedfærdselsåre, South Expressway, løber tæt op ad og føjer en høj, summende baggrundsstøj til lydbilledet.
Små fabrikker, virksomheder og lagerhuse ligger blandet med boliger i et sandt virvar. Her lod Bostons byplanlæggere helt stå til.
Pine Street Inn's årlige budget er enormt - 22 millioner dollar. 15 millioner ydes af delstaten Massachusetts og fem mill. er private bidrag. De resterende penge indtjenes ved at sælge varer og service fremstillet af husets gæster.
I alt findes der 500.000 hjemløse i USA, og tallet vokser hvert år med 5 pct. Boston står for kun 5.000, og de forskellige private og offentlige institutioner har senge nok til alle.
"Kun 160-170 mænd og kvinder nægter at komme ind i varmen om vinteren. Ifølge loven kan vi ikke tvinge dem, skønt de risikerer at fryse ihjel," siger Butler.
For en besøgende bliver det hurtigt klart, at Pine Street vil noget udover det sædvanlige.
"Vi er ikke kun et hjem for husvilde. Vores primære opgave er at reintegrere dem i samfundet ved at give dem en uddannelse og lande dem et job," fortæller direktør Butler, som har en PhD. i samfundsfag fra Harvard.

Den 10. juni er dagen, hvor Reich og 260 fornemme gæster kommer for at fejre 75 mænd og kvinder, sorte og hvide, der har taget hele turen, fra narkoens, alkoholens og den dybe elendigheds Helvede til en normal tilværelse i Amerika.
Her kommer de let marcherende, mændene i flotte habitter, iført renvaskede hvide skjorter med røde butter-flies omkring halsen og kvinderne i grønne og blå skørter, højhælede hvide sko, med håret sat op, stolte som paver og bange som små børn for, hvad fremtiden skal bringe. Habenguttet stammer fra Pine Streets klunserbutik.
Tilskuerne sidder under et hvidgult teltdække, i hvis ene ende er opstillet et podium med talerstol og mikrofon. Hvide orkidéer placeret bag scenen dufter lifligt og giver indtryk af velvære og velstand. Folk klapper, da de nybagte kandidater træder ind under teltet for fuld hornmusik. Mandslingen Robert Reichs øjne stråler som en sol.
Bag hvert af disse sorgfrie ansigter gemmer sig en tragedie. Tag f.eks. Howard Jones, en 40-årig sort fyr med koparret ansigt og sympatisk udstråling. Han voksede op med sin mor og bror i et raceblandet kvarter i Boston, gik i gymnasiet og endda flere år på college. Men allerede i tyverne begyndte han at drikke og tage giftstoffer.
"Da jeg var 18, flyttede vi til Roxbury, et sort kvarter, og sikke en kulturforskel! Miljøet havde en dårlig indflydelse på mig," mindes Howard Jones.
"Men jeg var også svag, daskede rundt med piger og holdt fest hele tiden."
Så kom chokket. Hans mor døde af kræft i 1996.
"Jeg var helt alene, enormt ensom."
Narkotikamisbruget tog til. Han havde arvet en formue på 100.000 dollar fra sin mor og den forsvandt i løbet af 8-9 måneder.
"Hver anden dag gik jeg i banken for at hæve 8-900 dollar."
Tilsidst blev han sat på gaden af viceværten.
Howard Jones meldte sig frivilligt til et afvænningsprogram og blev kort efter accepteret som 'gæst' på Pine Street Inn, hvor han siden er blevet uddannet til at være kok. For en måned siden blev han hyret på restauranten Corporate Chefs og hans nye chef er endda med til at fejre festligheden denne formiddag under teltet.
"Det er egentligt utroligt, jeg er i live," siger Jones.
"Det kunne ske for enhver - selv for folk uddannet på Harvard. Jeg fik jo en god opdragelse, jeg er ret godt begavet og pligtopfyldende."
Howard bebrejder kun sig selv for ulykkerne.
"Jo, staten bør gøre noget mere for de uheldige i vort samfund. Jeg kan godt se det nyttige i at sende rumskibe ud på opdagelse i universet, men når de affyrer krydsermissiler for 1 million dollar stykket, så er der noget galt."

Leslie Killam, en mor til tre på 39, føler mere harme mod det, som Jesse Jackson kalder systemet. Hun er af irsk afstamning og sprutter af livsglæde, skønt hun "græd oceaner, da jeg kom ind på Pine Street og alt virkede så håbløst."
Hendes historie er ikke atypisk. Manden skred for 11 år siden og overlod hende ansvaret for at opdrage og underholde to døtre og en søn. Leslie er udlært bilmekaniker, men kunne ikke tjene nok penge som løsarbejder for værksteder til at klare dagen og vejen. I stedet endte hun på bistand - 500 dollar om måneden - fik ikke børnepenge og blev sidste år sat på gaden sammen med døtrene på 18 og 15 og en 11-årig søn.
Så faldt hammeren. Pigerne blev sendt til fosterfamilier og drengen på en anstalt. Leslie gik direkte til Pine Street Inn, en fortabt sjæl, der havde mistet sine børn og nu skulle kæmpe for at få sine kære tilbage.
"Jeg bebrejdede mig selv. Det var min fejl. Nu forstår jeg, at systemet bærer en del af skylden. Hvordan skal jeg klare at betale en husleje for en lille lejlighed på 835 dollar om måneden," siger hun.
"Myndighederne gør ikke noget. De lader os falde igennem."
I dag den 10. juni er Leslie Killam færdiguddannet som bager. Jeg spørger til, hvad der tiltrækker hende ved faget.
"Jeg elsker at opfinde nye opskrifter. Det er en videnskab," svarer hun.
Et job har hun allerede fundet. Bager i et folkekøkken.
"Jeg tjener 7 dollar i timen og måske allerede i næste måned vil jeg kunne rykke ind i en subsidieret lejlighed med mine unger," håber hun.
Et indledende skridt er taget, men problemerne venter forude. Den 12-årige søn har været arresteret for voldeligt overfald og røveri.
"Han flygter hver uge fra anstalten og trives på gaden. Ham får jeg et hyr med," forudsiger moren.

I sin ærestale priser Reich de 75 nybagte erhvervskandidater. "Mange af Jer var analfabeter, da I kom hertil. Nu kan I læse. Nogle kom hertil, fordi de blev misbrugt som børn, andre voksede op i fosterhjem og andre igen er indvandrere, der fór vild. Og så er der alle dem, som heldet aldrig har tilsmilet."
"Men nu har I strikket Jeres tilværelse sammen igen. Intet er mere værd at fejre end det. Hvis vi måler præstationen på hvor lang en distance, man har aflagt - og ikke den prestige, der er knyttet til ens diplom - så fortjener i den højeste hæder. I har vist mod og styrke."
"Vi andre i samfundet har brug for Jeres indsats. Vi kan ikke klare os foruden. I er et foregangseksempel for alle de mennesker i vort samfund, der er blevet trådt under fode af systemet. I vil kunne inspirere dem."
Bifaldet bruser ned over den lille skikkelse på podiet, hvis øjne lige stikker op over talerstolens ryg. Men den ferme taler tilbyder også de eks-husvilde formanende råd.
"Vejen frem bliver ikke gnidningsfri. Økonomien har det godt for tiden. Det er let at opstøve arbejde. Men der er nogle folk derude (Greenspan, red.), som frygter, at den lave ledighed vil føre til lønpres og højere priser. De planlægger at hæve renten for at bremse den økonomiske vækst."
"Hvis renten stiger, går ledigheden op - og det vil ramme folk som Jer. I er de første rekrutter i kampen mod inflationen."
Hvis centralbankdirektør Greenspan i sin tale på Harvard samme eftermiddag lader et par ord falde om en mulig rentestigning, vil det måske skabe glæde hos investorer på Wall Street. De hjemløse på Pine Street må derimod frygte det værste, thi de lavt betalte jobs, som står klar til at blive bemandet af kandidaterne i dag, kan være forduftet i morgen.

Udklækkelsen af kandidater fra USA's talrige universiteter bliver hvert år fejret ved en begivenhed, som kaldes commencement - en reference til, at de færdiguddannede først nu påbegynder deres professionelle karriere.
På dagen lejer studenter og studiner på Harvard University sorte uniformer og hatte, går i procession gennem Cambridge og stimler i tusindtal sammen foran en tribune i universitetsparken, hvorpå honoratiores, rektorer, professorer og æresdoktorer (i år Julia Kristeva og Mario Varga Llosa) sidder bænket.
Harvard er det rigeste universitet i verden og trods fondens gigantiske størrelse - 12 mia. dollar - synes ledelsen aldrig at stille sig tilfreds. I de sidste to år har universitetet indsamlet bidrag for 2 mia. dollar - mest fra tidligere studerende, som har brugt Harvard-diplomet til at berige sig ude i den store verden.
Så manden, der sidder på USA's pengetank, er ikke en uvelkommen festtaler på Harvard. Greenspan føler sig hjemme. Ved hans side sidder i øvrigt vicepræsident Al Gore, hvis datter har bestået den afsluttende eksamen. Vejret er pragtfuldt under de store skyggefulde træer, stemningen let og talerne bedøvende kedelige.
Alan Greenspan bekræfter til fulde, at hans oratoriske talent ikke kan måle sig med Jacksons og Reichs. Men hans formuleringer er elegante, og han hopper ikke i den fælde, Reich har lagt ud.
"Jeg er en idealistisk bankmand," hævder den økonomiske zar og beklager i samme åndedrag, at de sidste års enorme gevinster på Wall Street "desværre ikke er lige fordelt på USA's husstande."
Greenspan taler om etik, ikke finans.
"Det er usandt, at de bedste mennesker kommer sidst i mål. Det centrale i ens karriere bør være stoltheden over, at ens succes ikke efterlader en masse ofre i kølvandet."
Javel, men en uge senere bebuder Greenspan i Kongressen, at USA's centralbank planlægger at hæve renten, skønt inflationen i maj var lig nul.
"Blot som en sikkerhedsgaranti," sagde den rare og idealistiske mand.
Hvis det økonomiske lokomotiv mister fart, skal Harvards priviligerede klasse nok klare sig på Wall Street. Greenspans rekrutter i kampen mod den usynlige inflationsfare bliver de ambitiøse og livsglade mænd og kvinder fra Pine Street Inn, for hvem selv en uddannelse ikke er garanti mod udstødning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her