Læsetid: 5 min.

Regeringen det er mig

10. juni 1999

Israels nye ministerpræsident Ehud Barak har omgivet sig med gamle officerer, og han har en facon i det politiske liv, som kritikere har beskrevet som direkte udemokratisk

TEL AVIV - I Israel diskuteres det ofte om landets magtcentrum ligger i Jerusalem eller Tel Aviv. Meget tyder på, at dén debat fremover er overflødig, og at det rette svar på spørgsmålet er Kochav Yair, en grøn villaby på kanten af den grønne linje, grænsen mellem Israel og Vestbredden.
Her bor Israels nyvalgte ministerpræsident Ehud Barak. Forsvarschefen Shaul Mofaz, som vil have et nært samarbejde med Barak, bor her også ligesom hærens næstkommanderende, Uzi Dayan. Tidligere Mossad-chef Danny Yatom, som Barak har udnævnt til politisk sikkerhedsrådgiver samt ministerpræsidentens svoger og nære rådgiver Doron Cohen har også begge adresse i Kochav Yair, og listen over VIP'er fra byen med kun 7.000 indbyggere er meget længere.
Da Kochav Yair blev grundlagt i 1986 - ironisk nok som del af en plan til styrkelse af jødisk tilstedeværelse langs og en bid over den grønne linje, som konciperedes af daværende landbrugsminister Ariel Sharon, Likud - havde byen straks appel til højt placerede officerer i den israelske hær, som i stort tal købte privat bolig på stedet.
Den militære baggrund er tydelig i Baraks omgivelser, hvilket allerede har fået kritiske røster til at rejse sig. For ikke blot har han en forkærlighed for at omgive sig med gamle officerer, han har også en facon i det politiske liv, som kan virke meget militær, og som kritikere har beskrevet som direkte udemokratisk.

Mistænksom
De igangværende koalitionsforhandlinger foregår i dybeste stilhed. Som en feltherre har han udvalgt sit forhandlingsteam, mens han personligt styrer forløbet bag kulisserne. Der siver ikke meget ud om forhandlingsresultater og selv kilder i partiet ved forbløffende lidt om, hvad der foregår.
"Israels nye ministerpræsident er centralist i ordets videste betydning," siger dagbladet Haaretz' politiske kommentator Hanna Kim til Information.
"Han er mistænksom og insisterer på at have kontrol med alle aktiviteter omkring sig. Barak mener, at han i det kommende regeringsarbejde selv må påtage sig at indarbejde sine politiske delmål, lige fra sikkerhed til økonomi, uddannelse og sociale opgaver, inden han kan overlade dem til sine fagministre."
Denne indstilling, som i det politiske liv har givet ham tilnavnet Napoleon, er mere end én gang blevet mødt med løftede øjenbryn.
Da han sidste sommer var blevet valgt som formand for Arbejderpartiet, søgte flere i partiet at skabe en særlig post til den afgåede formand, Shimon Peres.
Man foreslog at kalde Peres parti-præsident, og selvom denne rolle tænktes at være rent titulær, øjnede Barak dens magtpotentiale og fik planen forpurret.

Rene militærfolk
I stedet blev Peres - på forhånd og udenom partiets primærvalg - sikret en andenplads på partiets valgliste, hvilket stadig kun er nummer to.
"Et af de vigtigste kendetegn ved en demokratisk leder er, at han lytter til dem omkring sig," sagde et af partiets Knesset-medlemmer, Dalia Itzik vredt efter dén sag til pressen. "Hvis han holder fast på magten uden følelse for for andre, er han ikke nogen demokrat."
"Ehud Barak opfører sig helt anderledes end de traditionelle politikere, men det mener jeg snarere har noget med hans personlige karaktertræk at gøre, end hans militære baggrund, selvom denne selvfølgelig også spiller ind. Som øverstbefalende var han vant til at kunne bestemme, men han er samtidig særdeles klar over sin egen begavelse og ved, at alle ved det," forklarer Yoram Peri, ekspert i militært-civile relationer ved Det Hebraiske Universitet i Jerusalem.
"Men det vigtige er, at vælgernes tillid til traditionelle politikere er stærkt svækket. De opfattes som kyniske og utroværdige; her overfor ses militærfolkene som rene og ærlige. Så mange år i uniform opfatter vælgerne som et uselvisk offer for nationen, og da karrieresoldaterne samtidig er kendte navne i offentligheden, gør de politiske partier alt for at få dem ind i varmen som stemmeslugere."
Ehud Barak blev i sin tid kraftigt tilskyndet til at gå ind i politik af daværende ministerpræsident og partiformand Yitzhak Rabin, som også banede hans vej direkte mod partitoppen.

Parti personlig ejendom
Denne pludselige entré i den politiske magts centrum mener mange er en vigtig forklaring på Ehud Baraks tilsyneladende vanskelighed ved at lægge den militære facon af sig, og også af mange er blevet beskyldt for at betragte Arbejderpartiet som sin personlige ejendom.
Han mangler simpelthen den demokratiske opdragelse, en gradvis modning i det politiske hierarki giver, peger analytikere på, hvilket igen er grund til hans forkærlighed for at omgive sig med militære personer.
"Jeg mener nu snarere, han foretrækker at samarbejde med dem, han har kendt og været sammen med i årtier, frem for de øvrige politikere, som gav ham en særdeles kølig modtagelse i partiet," fortsætter Yoram Peri.
"Hans egenrådige facon kan derfor også forklares i det modsætningsforhold, som består mellem ham og politikerne omkring ham."
Udnævnelsen af Danny Yatom som sikkerhedsrådgiver er en af Ehud Baraks initiativer, som visse finder tvivlsomme. En af Yatoms fremtidige opgaver bliver overvågelse og kontakt til efterretningstjenesten Mossad, som han selv er tidligere chef for.
Han blev tvunget fra posten efter det fejlslagne og diplomatisk pinlige attentat mod Hamas-lederen Khaled Mashaal i Amman for et par år siden.
Men vigtig for forståelsen af dette er Yatom og Baraks mangeårige og nære forhold både professionelt og personligt, hvilket har skaffet Yatom ministerpræsidentens næsten ubetingede tillid.

Protest mod Netanyahu
Israel har en lang tradition for, at pensionerede generaler fortsætter i det politiske liv efter den militære løbebane. Som midlertidig formand efter Benjamin Netanyahu har Likud valgt Ariel Sharon, hvis militære bedrifter de fleste endnu husker.
Frontfiguren for det nye centrumparti, Yitzhak Mordechai, gik også ind i politik med militær baggrund, ligesom dette partis stifter, Amnon Lipkin-Shahak, næppe havde afsluttet sin kadence som forsvarschef, før de politiske opgaver kaldte.
En af nøglepersonerne i Baraks team i koalitionsforhandlingerne, Matan Vilna'i, er også tidligere general.
"I det nye Knesset har vi den største koncentration af tidligere generaler nogensinde i israelsk politisk historie," siger Yoram Peri til Information.
"Dette betragter jeg imidlertid ikke som nogen militarisering af landet. Det skal snarere ses som en protest mod Benjamin Netanyahu og hans fastkørte fredsproces, og ikke mindst vælgernes ønske om at få en ny type ren og ordholdende politiker på banen. Israel har et ret civilistisk militær, og det er derfor også kendetegnende at hovedparten af de tidligere generaler søger mod den politiske midte eller til venstre herfor. De er for fred med Syrien, for en palæstinensisk stat under en eller anden form, og Ehud Barak falder ikke uden for dette mønster. Han har blot en anden facon end de andre politikere, hvilket er præcis, hvad vælgerne ønskede."

*Hans Henrik Fafner er journalist, bosat i Tel Aviv

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her