Læsetid: 4 min.

Regndans i Parken

28. juni 1999

Bruce Springsteen og The E Street Band kæmpede mod naturkræfterne og et ukoncentreret publikum og vandt

Koncert
Det regnede ikke. Det pissede ned. Så det var lige så oplagt som overraskende, at Bruce Springsteen åbnede lørdagens koncert i Parken med John Fogertys klassiske "Who'll Stop The Rain", oprindelig en anti-Vietnam-sang, men nu en meteorologisk besværgelse som et strømførende udråbstegn lige i synet på vejrguderne, der imidlertid ikke lod sig mærke med det. Der var og blev dømt heldagsregn, så Springsteen og hans E Street Band bød op til regndans. Og jo vådere det blev, jo vildere blev det ...
Med et band, der har spillet sammen stort set hver dag siden starten af april, var tætheden og indforståetheden lige så selvfølgelig som overskuddet og åbenheden. Der blev holdt legestue, grænsende til overgivent pjank, og (luft)guitarduellerne piftede om ørerne på musikere, der stillede sig selv i rockens tjeneste, men hvor der i 80'erne kunne være noget sakrosant og højstemt i Bruce Springsteens tilgang til rocktraditionen, bruger Springsteen tilsyneladende denne genforeningsturné til at afmytologisere rocken.
Han er bevidst om den tradition, han har moderniseret og indgår i, men koncerterne kan nu om dage sagtens høres uden medbragt noteapparat. Og når Springsteen giver den langt mere end hele armen som vækkelsesprædikant i rockens evangelium, reducerer han os ikke til andægtige disciple. Der er en humor og selvironi på spil, som tager toppen af alvoren. Man skal dog ikke af grund tro, at det her ikke er ment.

Ingen underdrivelser
Der blev denne lange lørdag aften spillet øjebliksopslugende og -udvidende rock som var Døden lige i hælene på især guitaristerne Nils Lofgren og Steve Van Zandt.
Især et forløb omkring sangene "Youngstown", "Murder Incorporated" og "Badlands" viste The E Street Bands sande styrke, som ikke ligger i de subtile underdrivelser. De opfører ikke en katedral, men en - på papiret - umulig hybrid mellem en sportsarena og en svedig klub - men kun på papiret.
Intet af dette er, med al respekt, overraskende.
Det, der gjorde denne Springsteen-koncert til noget særligt - og han har unægtelig sin egen målestok - var bandets vilje og evne til at tvinge publikum til at smide paraplyerne, både de åndelige og de rigtige.
Andre ville være blevet oppe på scenen, have lukket sig inde i velbetalt tørvejr. Ikke Bruce Springsteen! Han nægtede at acceptere de trøstesløse kulisser, han ville have os med som passagerer på turen til The Promised Land.

Zapper-tilskuere
Ikke nogen nem opgave, når man så sig omkring.
Den silende, til tider styrtende regn var med til at understrege, at levende rockmusik under åben himmel i noget nær dagslys skal kæmpe naturstridigt hårdt for at bevare og viderebringe magien. Læg dertil, at sen-90'ernes publikum ikke går ind i koncertsituationen. Nu om dage dyrker man istedet den disciplin, der hedder "at være til koncert." En moderne storbyvariant af byfest.
De optrædende bliver opfattet som et tv-program, man adspredt zapper ind på, når man da ikke har travlt med at hente mere øl, finde sin plads eller en, der er bedre, stå i toilet-køer, finde et roligt hjørne til mobiltelefonen, snakke med vennerne om, hvor fedt eller strengt det var at være til alle andre koncerter end den, man lige nu overværer.
Og her medtager vi ikke V.I.P- og pressepladserne, hvor blaserthed alle dage har været en professionel dyd.
I det lys ville det have været forståeligt, hvis Springsteen havde koncentreret sig om 'bare' at få sangene ud over rampen, ned til de trofaste 5.-10.000 foran scenen, men Springsteen har alle dage været en nidkær missionær, når Rockens Ti Bud skal forkyndes. Han vil nå alle. Men samtidig giver han ikke køb på de holdningstunge sange, så selv om den ustoppelige småsnak fra fadølsklubben bag mig og dens filialer rundt om på lægterne næsten overdøvede "The Ghost Of Tom Joad" og "Streets Of Philadelphia" var der ingen tvivl om Springsteens engagement. Han fik de fleste til at holde kæft og lytte.
Situationsfornemmelsen fik ham dog til at skrue ekstra op for party-løjerne på "Light Of Day", som i repertoiret har indtaget den faste plads som shownummer, som før tilhørte "Twist & Shout" og "Do You Love Me".

Åbenbarende tværsnit
Samtidig er sangen i dens meget fleksible form bevis på, at The E Street Band ikke er så modelleret efter rock-grundbogen, som vi har vænnet os til at tro. Snarere giver bandet et åbenbarende tværsnit gennem rockens kulturlag, fra Woody Guthries beredskabsballader over præ-Nashville'sk country & western til gospel og sexet soul og guitarbåren bluesrock, holdt sammen af en virkeliggjort vision om, at rocken aldrig bliver for gammel, kommerciel og etableret til ikke at indeholde et budskab om (med)menneskelighed.
Det var den bestræbelse og det budskab, der holdt vand denne aften, og gjorde koncerten til en tiltrængt påmindelse om, at rock stadig kan handle om sammenhæng og samhørighed midt i en tid, hvor enhver ellers danser for sig selv, og hvor rocken - eller de rytmiske reminiscenser af den - er blevet reduceret til et lydspor for hurtig forglemmelse og ditto forbrug.

*Bruce Springsteen & The E Street Band. Parken, København, lørdag

FAKTA
Singin' in the rain
Bruce Springsteen & The E Street Band spillede tre timer non-stop for 47.000 tilskuere. Repertoiret bestod af:

Who'll Stop The Rain
Prove It All Night
Two Hearts
Promised Land
Darlington County
Tougher Than The Rest
The River
Youngstown
Murder Inc.
Badlands
Out In The Streets
Tenth Avenue Freeze-Out/Fire
Where The Bands Are
Working On The Highway
Because The Night
The Ghost Of Tom Joad
Streets Of Philadelphia
Backstreets
Light Of Day

Stand On It
Hungry Heart
Born To Run
Bobby Jean
Thunder Road

If I Should Fall Behind
Land Of Hopes And Dreams

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu