Intermetzo
På Time Magazines forside fra forgangne uge figurerer en række personer, der hver for sig og tilsammen kan hævdes at udgøre en art personorienterede landkendinger af det 20. århundrede. Time Magazine, der i årets løb har udsendt en række numre med specialafsnit om århundredets betydningsfulde personer i forskellige kategorier, har denne gang favnet bredere og viet særnummeret til århundredets helte og ikoner.
Disse måske noget metafysiske, men ikke desto mindre virkelighedsbaserede begreber, var - og er for enkeltes vedkommende fortsat - ikke at forglemme levende mennesker. Forsidens portrætter viser Muhammad Ali, Prinsesse Diana, Mother Teresa, Charles Lindberg, general McArthur, Marilyn Monroe, Kennedyerne, den ukendte soldat, andre ukendte soldater under det amerikanske flag. Nederst i venstre hjørne: Anne Frank. Inde i bladet udfolder helte- og ikongalleriet sig yderligere og understreger det trods alt ikke helt betydningsløse i, hvilken nation, hvilken kulturkreds, der kårer heltene og udvælger ikonerne.
Iagttagere af amerikanske forhold overraskes næppe over, at store massetiltrækkende lægprædikanter med rummelige kirkebøsser som Billy Graham, Pat Robertson og Jerry Falwell - samt den notoriske storsvindler Ron Hubbard - optræder i det timemagazinske heltegalleri på linie med Martin Luther King og Che Guevara. Heltene behøver imidlertid ikke at være det i egen sovs, men kan som antydet også hentes i fiktionens verden.
Ældre læsere vil formentlig overraskes over at store gamle filmstjerner som Gary Cooper, James Stewart og John Wayne ikke har fundet plads blandt ikonerne, men må vige pladsen for en sekundastar som The Gladiator, Bruce Lee - for uindviede karatekongen, der indspillede et hav af underlødige tju-hej film, og som i øvrigt døde af sin kung fu under en optagelse.
Megen vold er gledet over the silver screen, siden Life Magazine i 1961, da Gary Cooper døde små 10 år efter sin uforglemmelige præstation som sig selv og sheriffen Will Kane i filmen High Noon (Sheriffen) og simpelthen blev hædret med betegnelsen: a US hero. Nekrologen, der fyldte flere sider, bragte som hovedsagen Coopers billede i rollen som den pligtopfyldende sherif Kane, der ene mand tager kampen op mod forbryderen Miller og hans bande psykopater, dels for at redde byen, Amerika, hele verden, dels for at sikre sig en (småborgerlig) tilværelse, den amerikanske drøm om selvstændig erhvervsdrivelse, som butiksindehaver i Californien sammen med sin (røvkedelige) kone Grace Kelly. Ikke et ord om Cooper i Time. Og hvad fanden er meningen, at de heller ikke har medtaget John Wayne. Eller Henry Fonda, f.eks. som den retsindige cowboy i en af western-genrens højdepunkter, William Wellmanns The Ox-bow Incident (1943) eller i Sidney Lumets på mange måder parallelle historie i den mesterlige debut-film 12 Vrede Mænd, hvor Fonda på samme måde optræder som Mr. Good Guy America, den 8. nævning, arkitekten i hvidt, der ikke vil nøjes med at tage rettens påstande for pålydende, men ene og stærk insisterer på den amerikanske idealmoral og med hånden hvilende let på Bibelen og tungere på The Constitution anviser vejen til retfærdigheden til sidst og trods alt.
Man kunne nævne andre - Spencer Tracy, som dog er med i Time men sammen med Katharine Hepburn - som om han ikke kunne stå alene - eller Bette Davis eller Fred Astaire eller Bambis mor.
De mest holdbare helteskikkelser og ikonografiske koryfæer rækker ud over individet, tilføjer dette en aura af mystik og lægger alen til væksten ved at åbenbare flere dimensioner - ikke sjældent med et vift af det tragiske - eller med tragediens fulde vægt.
Cassius Clay var ikke blevet ikon, såfremt han udelukkende i bokseringen havde danset som en sommerfugl, stukket som en bi og heddet Cassius Clay. Han blev The Greatest, fordi han selv sagde det. Og dét på en måde, der var i opposition - også til de sortes emancipation i 60'erne, og som førte ham videre end den blot dygtige negerboksers accepterede rolle og ind i Black Muslims til en ny identitet som Muhammad Ali. Og han blev Muhammad Ali forever - eller noget i den retning - fordi han midt i sin skrydende sejrsbevidsthed og trods sit hårdtslående håndværk frembar en egen sårbar vemodighed, som betroede et opmærksomt publikum - også dem der ikke var til nævekamp - at han vidste besked, at alt i livet er på lånt tid, og at sejren er aske i munden.
I den forstand blev han aldrig selv besejret, og fortoner sig lidt efter lidt i invaliderende sygdom bag ikonens Muhammad Ali.
Old soldiers never die. They just fade away. Som general McArthur med et citat fra en soldatersang sagde, da han af præsident Truman blev bedt om at skrubbe af, fordi han havde svært ved at skelne mellem sin egen og andres virkelighed.
Netop billedet af McArthur på Times forside anslår dette tema og beretter historien om manden, der hjalp myten lidt på gled. Den verdenshistoriske scene, da generalen går i land på Filippinerne, hvortil han ved japanernes invasion havde lovet at komme tilbage, blev gentaget flere gange, for at filmfotograferne kunne få det hele med, og så majspibens vinkel i generalens beslutsomme mund fik den rette vinkel. Dén kan jo lige så godt selv male ikonen, der har penslen fat. Uden talentfuld iscenesættelse kommer man ikke langt.
Sagt i al ømhed er der langt fra scenen med Poul Schlüter - i kasket og regntøj, klamrende sig til et skibsrat, som han helt naturligt overlader til Christian Rovsing(!), der på sin side afleverer en allerhelvedes naturlig replik til kameraet om sig selv som garantien for den konservative fremtid - og til Kennedyernes toptunede magtmaskine i 1950'ernes slutning. Lige fra den stund Joseph P. Kennedy havde besluttet, at en af hans drenge skulle være præsident, fordi han ikke selv kunne blive det, fordi han havde været lidt for glad for Mussolini og for andre piger end sin samlebåndsfødende hustru Rose, og fordi han havde politisk jord i hovedet, færdedes klanen udadtil i én lang iscenesættelse med Det Hvide Hus som mål.
Uanset hvor mange der faldt fra undervejs, ville der altid være en Kennedy, var den generøst formerende, men politisk primitive ambassadørs og brutale forretningsmands ræsonnement. Det holdt stik, til der ikke var flere. Da var den Kennedyske ikon med sørgeflor - uanset senere afsløringer om pigesjov i præsidentboligen, der får Clinton til at fremstå som eunuk - for tid og evighed vokset fast i nationens billede af sig selv - og myten i verdens bevidsthed.
Time medtager også Jane Fonda, der som tidligere bulimist og ikke verdens største skuespillerske - tjente 670 millioner dollars! - på sine modeknævarmeriklædte gymnastikvideoer for overfede husmødre strandet i den amerikanske parcelhusdrøm med sweater bundet om livet og de stærke tænder blottet i FONDA THE SMILE. Venner, hvad laver vi egentlig her. 670 millioner dollars for en times overgearede knæbøjninger!
Den ukendte soldat, der drejer hovedet og ser sig tilbage med skægstubbe om hagen og en Camel i munden, blev ikon for millionerne. Ligesom det iscenesatte billede af Amerikas sejr - soldaterne - de ukendte - der rejser fanen over Iwo Jima i den blodige Stillehavskrig, hvor amerikanerne måtte kæmpe sig frem ø for ø.
Det rigtige billede ser anderledes ud og knap så harmonisk. Derfor måtte soldaterne til det én gang til for fotografen. I og for sig vil man helst ikke vide det, men en skønne dag kommer der altid geskæftige folk og skraber i helgenbillederne. Eller som Absalon vælter Svantevit, så rotter og mus løber væk, inden han lader den styrtede guddom hugge til pindebrænde og bruger stumperne som optændingsbrænde til aftensuppen.
Tilbage bliver ét billede, der slet ikke vil gå væk, men uden iscenesættelse og store ord bliver stående som det sidste ord. Et billede af en ganske ung pige med sort hår og sorte øjne. Udtrykket i ansigtet er sarthed og nærvær. Det sidste kun et øjeblik endnu, så forsvinder den fysiske manifestation af dette uafviselige blik og forsvinder i tilintetgørelseslejrens giftgas.
Men tilfældigvis, som det jo ikke er, fører hun dagbog i sit baghus bag den hemmelige dør, hvor hun sidder som et lille dyr i skjul og skriver sig ind i sin ikonografiske udødelighed, skønt hendes største ambition blot er at få lov til at stå i frihed ved et åbent vindue og indånde luften over Amsterdam.
