Læsetid: 2 min.

Rørbechs aften

3. juni 1999

Tre mindre prøvede solister fra Det Jyske Musikkonservatorium spillede sig gennem tre af Beethovens koncerter for klaver og orkester. Det gav både knubs og succes

KONCERT
Det var så afgjort aftenens kvindelige indslag, pianisten Marie Rørbech, der stjal billedet ved tirsdagens koncert i Tivoli.
Ideen var at lade klaverstuderende fra solistklassen, der endnu ikke er fyldt 30, prøve sig selv af i en vaskeægte koncertsituation - uden noder til solisten, men til gengæld med et stort, levende symfoniorkester som medspillere. Proceduren var enkel og systematisk: Hver solist havde fået en Beethoven-klaverkoncert at prøve kræfter med, uddelt i nummerrækkefølge: 2, 3 og 4. Publikum kunne komme og høre på gratis, og salen var fuld.
Rørbechs aflevering af Beethovens fjerde klaverkoncert, der afsluttede aftenen, var på professionelt niveau. Hun fik dirigent Giordano Bellincampi og Tivolis Symfoniorkester med sig, og orkestrets strygerklang lettede og samlede sig. Solistens fraseringer hang sammen med orkestrets, og Rørbech fandt ind til en egen, drømmende tone. Hun spiller med overbevisende teknik og sikker musikalitet, blødt, men meget kontrolleret, og succesen var indiskutabel.

Blackout
Hermed er det antydet, at der var klasseforskel mellem Marie Rørbechs og de to foregående solistaspiranters spil.
Værst gik det Jacob Nielsen, der gik i sort i førstesatsen af Beethovens anden klaverkoncert og måtte bjærges i land af dirigent og orkester. Det var synd, for Jacob Nielsens blackout skyldtes en ubetydelig snublesten kombineret med endnu ikke tilstrækkeligt hærdede nerver.
Hans lyriske klaverspil og gennemtænkte indfaldsvinkel til musikken i øvrigt berettiger ønsket om at høre meget mere til ham i fremtiden.
Efter Nielsen overtog Nicolaj Krogh klaverbænken for at spille solostemmen i Beethovens klaverkoncert nummer tre i c-mol. Her passede Tivoli-strygernes klang, der i første halvdel af aftenen var temmeligt tung, bedre.
Krogh præsterede en meget overbevisende solokadence i første sats, men virkede i øvrigt, alle dyder til trods, en smule stiv i sit spil. Der er dog ingen tvivl om, at der også her lurer et klavertalent - og manden er endnu kun midt i tyverne.
(Begge de vordende solisters fornavne er bogstaveret på flere forskellige måder i koncertprogrammet. Det er en kedelig tradition, at Tivolis programmer i sommerhalvåret er fulde af stavefejl og faktuelle fejloplysninger. Det kunne man med fordel rette op på. Anmelderen undskylder, hvis det ikke er den korrekte stavemåde, der er valgt i denne anmeldelse).
Både Jacob Nielsen og Nicolaj Krogh spiller som de
John Damgaard-elever, de er: Velklingende, nobelt kontrolleret og med en fin forståelse for det at fortolke Beethoven. De er godt på vej til at blive professionelle pianister, hvis ellers de holder ud og i øvrigt har held i sprøjten. Men Marie Rørbech er allerede sig selv - en fuldt flyvefærdig klaversolist, som vi må glæde os over.

*Beethoven: Koncert for klaver og orkester nr. 2, 3 og 4. Jacob Nielsen, Nicolaj Krogh og Marie Rørbech (klaver), Tivolis Symfoniorkester dirigeret af Giordano Bellincampi. Tivolis Koncertsal, tirsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her