Analyse
Læsetid: 6 min.

Rusland sætter NATO skakmat

12. juni 1999

Alliancen blev taget på sengen, da Moskva i går sendte en konvoj gennem Serbien og truede med at indtage Kosovo, som de første

Inderst inde havde USA og dets europæiske allierede sat deres lid til, at Moskvas krav om en russisk sektor i Kosovo kunne holdes på afstand, indtil NATO-styrker opnår fysisk kontrol med den serbiske provins i løbet af de næste par uger.
"Igennem måneder har vi opbygget vores styrker i Makedonien. Det bliver komplet umuligt for russerne at mobilisere andet end en lille symbolsk styrke," sagde en selvsikker britisk militærperson i går til Financial Times' David Buchan.
Den britiske journalist tilføjede herefter, at NATO-kilder "håber, at Kosovo-styrken (KFOR) vil blive indsat i Kosovo så hurtigt, at Moskva bliver stillet over for et fait accompli på terrænnet og at russerne efterfølgende vil blive lukket ind i én af de fem planlagte sektorer."
Men det russiske diplomati er ikke født i går. Det måtte den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright sande, da hun fredag landede i Makedonien og i et improviseret møde med den britiske generalløjtnant Michael Jackson fik serveret en bombe af en nyhed.
En konvoj med flere hundrede russiske soldater og snesevis af køretøjer og pansrede mandskabsvogne skulle være krydset fra Bosnien ind i Serbien fredag formiddag, oplyste Sir Jackson, der efter planen skal være øverstkommanderende for KFOR.
Den russiske militærkonvoj var kørt gennem Beograd og styrede mod den sydserbiske by Nis, der ligger tæt på grænsen til Kosovo.
Telefonerne i Kreml begyndte straks at kime. Albright ringede til Ruslands udenrigsminister Igor Ivanov, med hvem hun dagen før på et G8-møde i Bonn havde skålet i champagne og fejret indgåelsen af fredsaftalen med Jugoslavien.
Den russiske konvoj ville skam ikke rykke ind i Kosovo uden koordinering med NATO, afgav Ivanov forsikring om. I øvrigt havde de til opgave at forberede det russiske fredsbevarende kontigents ankomst til Kosovo på et senere tidspunkt og efterfølgende ville de vende tilbage til den amerikanske sektor i Bosnien.

Vicepræsident Albert Gore ringede også til sine forbindelser i Moskva, formentlig Balkan-udsendingen Viktor Tjernomyrdin, der er blevet beskyldt af et flertal i det russiske parlament for at have tjent som NATO's bydreng under fredsdrøftelserne med Jugoslaviens præsident Slobodan Milosevic.
"Vi har fået faste forsikringer om, at den russiske konvoj ikke vil gå ind i Kosovo," sagde Gore til tv-stationen CNN.
Men nervøsiteten spredte sig i løbet af dagen i går. USA's viceudenrigsminister Strobe Talbott havde netop forladt Moskva efter flere dages resultatløse forhandlinger om den russiske deltagelse i KFOR-styrken. Den amerikanske diplomats destination var Bruxelles, hvor han skulle orientere de andre NATO-lande om drøftelserne med Rusland - en opgave som USA varetager, eftersom Moskva har brudt alle officielle forbindelser med alliancen.
Albright beordrede imidlertid Talbott til at vende rundt i luften og flyve tilbage til Moskva - en beslutning, der sker meget sjældent i verdensdiplomatiet. Sidst skete det, da NATO's luftkrig startede og nu forhenværende russiske ministerpræsident Jev-
gjeni Primakov var på vej til Washington og lod sit fly vende snuden hjemad. I den slags situationer kan man være forvisset om, at der er fare på færde.

Fra NATO's synspunkt blev nyhederne fra Moskva værre og værre efterhånden som dagen gik. Efter bomben om konvojen, der stille og roligt rullede ned gennem Serbien med retning mod Kosovo, skrev det sædvanligvis pålidelige russiske pressebureau Interfax, at et fredsbevarende kontigent på 1.000 russiske soldater stod klar i en militær lufthavn til at blive fløjet til Pristina. "De venter kun på afgangsordrer."
Samtidig rapporteredes det, at forhandlinger påbegyndt fredag i Moskva mellem den amerikanske generalløjtnant Robert Foglesong og generaloberst Leonid Ivasjov var brudt sammen. "Vi nægter at være under NATO's befalingsmyndighed, og vi har ikke i sinde at tigge amerikanerne om at give os en relevant sektor i Kosovo," sagde Ivasjov i går.
Den russiske officer, der er leder af forsvarsministeriets internationale afdeling og en skarp kritiker af NATO, tilføjede: "Hvis vi ikke når til enighed med NATO, agter vi at oprette vores egen zone efter aftale med den jugoslaviske regering."
Tjernomyrdin uddybede dette synspunkt på et pressemøde. "Det russiske militærkontingent vil have ansvaret for sin egen zone i Kosovo, der formentlig vil ligge nær grænsen til Serbien."
Her er NATO altså virkeligt blevet taget på sengen. Hvis man i Bruxelles og andre vestlige hovedstæder havde forestillet sig, at Rusland ville stille sig tilfreds med at hjælpe NATO ud af kniben - luftkrigens manglende resultater - troede man galt.
Moskva gav ikke Vesten en hjælpende diplomatisk hånd og lagde ikke kraftigt pres på Milosevic for derefter at blive sat helt ud af indflydelse, hvad angår Kosovos og Balkans fremtid. Det ville da være naivt at forestille sig om en stormagt, der historisk set har stået på serbernes side og anset halvøen for at ligge indenfor sin indflydelsessfære.
Gårsdagens episode illustrerer på bedste vis, at NATO er dømt til gang på gang at gå galt i byen, hvis alliancen handler efter devisen, at Milosevic' styrker har kapituleret betingelsesløst og at sejren er vor, som præsident Bill Clinton udtrykte det torsdag aften i en tv-tale.

I den foreliggende situation kan Milosevic spille ud med det russiske kort, og har gjort det genialt. Tilsyneladende er det hans håb at overtale Rusland til at rykke ind i den nordlige del af Kosovo, hvor den største koncentration af Kosovo-serbere bor, inden NATO's tropper - i dette tilfælde et kontingent på 2.000 italienske soldater - tager opstilling i området.
På baggrund af gårsdagens nyheder kan det endda ikke udelukkes, at det russiske kontingent vil ankomme til Pristina lufthavn inden generalløjtnant Michael Jacksons britiske styrker, med mindre NATO indfrier Ruslands krav om at få sin egen sektor og slipper for at blive underlagt alliancens kommandokæde.
Herefter vil NATO - og ikke Rusland - være stillet overfor et fait accompli på terrænet. Det ville være noget af en begmand for alliancen, nu da man siden i torsdags har erklæret sejr i en krig, hvor man aldrig turde sætte egne liv på spil.
Ret beset er der ikke meget NATO kan gøre i denne situation andet end at acceptere det mindst smertelige kompromis. Rusland kan uhindret rykke sine tropper gennem Serbien og ind i nordlige Kosovo, så længe de jugoslaviske styrker bliver i provinsen. Det vil vare halvanden uge endnu, såfremt alt går efter planen.
Når de russiske tropper først har slået sig ned i deres egen sektor i Kosovo, bliver det straks sværere for NATO at få alt til at løbe gnidningsfrit i det nye FN-protektorat. Russerne vil reelt kunne nedlægge veto mod beslutninger, som efter deres og Beograds opfattelse er i strid med FN-resolutionen vedtaget torsdag og den fredsaftale Martti Athisaari og Viktor Tjernomyrdin fik Milosevic til at underskrive i sidste uge.

Den helt store hovedpine bliver tolkningen af Jugoslaviens fortsatte suverænitet i Kosovo. Hvordan skal begrebet defineres? Kontrol med grænseovergange? Ret til at pålægge albanere skat? Jugoslavisk eller udenlandsk mønt? Disse og andre uafklarede spørgsmål skal Milosevic nok vide at udnytte til egen fordel og skabe en masse ravage i kraft af sin russiske forbindelse.
For de flere hundredetusinde Kosovo-albanske flygtninge, der stammer fra den nordlige del af provinsen, tegner fremtiden sig usikker i en russisk sektor. Størsteparten vil angiveligt ikke turde vende tilbage, med mindre et NATO-element som et minimum er tilstede i området.
Man kan håbe på, at et kompromis kan indgås, ifølge hvilket lande med nære forbindelser til Serbien - Italien, Grækenland Ukraine, Bulgarien og Makedonien - opererer på lige fod med det russiske kontingent i en nordlig zone. En sådan løsning ville måske være den mest attraktive for albanere og serbere, der har levet sammen i Kosovo i århundreder.
For resten af den serbiske befolkning i provinsen, der måske tæller over 100.000 mennesker, synes der intet valg, hvis de vil undgå at blive udsat for albanernes blodhævn.
De vil flygte over stok og sten, uanset om de er skyldige eller ej i grusomhederne begået mod Kosovo-albanerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her