Læsetid: 0 min.

Satellit-tv kan forhindre krige

12. juni 1999

Satellit-tv kan være midlet til at bekæmpe regimer som Slobodan Milosevic'

KOMMENTAR
Der kunne skrives meget om, hvad Vesten kunne have gjort for at forhindre krigene på Balkan. Lad os i stedet kigge frem og se, hvad vi kan gøre for at undgå nye krige og konflikter.
En af de mest effektive måder at forhindre nye konflikter på er ved at skabe satellit-tv, der sender til konfliktområder. Krigen i Jugoslavien og de andre krige i Kroatien og Bosnien og optakten til krigene har været domineret af nationale tv-stationer, der fungerer som propagandasendere, der ifølge manges mening bærer en stor del af skylden for krigene.
Den seneste krig i Kosovo og Jugoslavien viser klart behovet for en selvstændig tv-station. Det serbiske tv kontrolleres 100 procent af præsident Slobodan Milosevic og er det eneste landsdækkende fjernsyn.
Det fortalte ikke om serbernes etniske udrensning i Kosovo, og mange serbere er ikke klar over, hvorfor NATO egentlig angreb Jugoslavien. I øjeblikket er det serbiske tv ved at lancere Milosevic' kapitulation over for NATO som en sejr, hvilket styrker hans position.

Regimets forlængede arm
I flere år har jeg rejst på Balkan og set, hvor vigtigt et medie tv er. Områdets herskere kender fjernsynets magt, og i for eksempel Serbien og Kroatien findes der kun en landsdækkende kanal, og den er regimets.
Mange steder især ude på landet er det befolkningens eneste kilde til nyheder, og der findes ingen stor tradition for at læse aviser.
Derfor må Vesten støtte en uafhængig tv-kanal, der kan dække hele Serbien. Den bedste måde at gøre det på, er ved at sende over satellit og placere hovedredaktionen i udlandet - for eksempel i Wien. På den måde kan Milosevic ikke standse kanalen på samme måde, som han i det seneste års tid har lukket andre forsøg på en fri presse inden for aviser og lokale radiostationer.
I perioder med milde vinde fra Milosevic kan satellit-stationen hurtigt rykke ud og oprette lokalredaktioner over hele Serbien.
I øvrigt vil behovet for information være større end den billeddækning, som vestlige tv-stationer gør så meget ud af. En telefonrapport eller en bearbejdning af billeder fra hovedredaktionen vil ofte være nok.
Det er vigtigt, at en satellitkanal arbejder ud fra princippet om uafhængig journalistik, men også at kanalen kan få tag i befolkningen ved for eksempel at sende de bedste film og god underholdning.
Når man har set, hvor gabende kedelig serbisk stats-tv er, så synes det ikke at være den store udfordring.

NATO's propaganda
Det er også vigtigt, at satellit-stationen er ledet af serbere, og at tv-journalisterne er serbere, så det ikke lugter af at være en vestlig propagandasender.
NATO kom under de seneste måneders krig med et forkrampet forsøg at sende tv-billeder til serberne fra et specielt NATO-fly i luften over Balkan. Men serbiske seere klagede over manglende takt, når NATO's fjernsyn spillede hitmusik i pauserne mellem bomberne.
Vi havde i øvrigt ikke behøvet at se NATO's desperate og tvivlsomme forsøg på at standse det serbiske tv med bomber, hvis der havde eksisteret et alternativ.
Der findes mange dygtige serbiske journalister, som kan leve op til principperne om uafhængig og alsidig journalistik.
Men kan Milosevic og andre ledere ikke bare forbyde parabolantenner?
Et regime bryder sig ikke om at tage det skridt - det smager for meget af diktatur. Milosevic har for eksempel altid forsøgt at følge loven og give sit styre et legitimt skær. I sit felttog mod den lille fri presse i Serbien i det seneste år har han altid handlet ud fra lovene eller skabt nogle nye. En lov, der forbyder parabolantenner, vil for alvor sætte et land i skammekrogen.
I øvrigt tillod Milosevic den albanske befolkning i Kosovo at have parabolantenner, som de brugte til at se satellit-tv fra Albanien med.
Men har befolkningerne råd til at købe parabolantenner?
Netop Kosovo og Albanien - to af Europas fattigste områder - glimrer ved deres hære af parabolantenner. Selv de mest faldefærdige rønner har deres egen parabol. Albanerne i Kosovo brugte den især til at få nyheder. Behovet for information er stort, og alle er villige til at betale for parabolantennen.

Også Hviderusland
Vesten støtter i forvejen radioudsendelser til Balkan på lokalsprogene gennem for eksempel Radio Free Europa, Voice of America og Deutsche Welle. I blandt andet Serbien har Vesten støttet spredte initiativer for aviser og lokale radiostationer, men ikke store landsdækkende tv-stationer.
Lad os tage skridtet ud og skabe satellit-tv, der har langt større gennemslagskraft.
Et andet land, man bør være klar til at sende satellit-tv til, er Hviderusland, hvor pressen også bliver forfulgt af den gale leder Lukasjenko.
Satellit-tv kan måske skabes under Europarådet eller EU. Men det skal ske lige så snart et styre begynder at skride ind mod den fri presse eller ytringsfriheden. Konflikter og krige opstår ofte i lande, hvor demokratiet har dårlige kår.
I betragtning af, hvor vigtig ytringsfriheden er for de vestlige demokratier, har vi støttet den fri presse meget lidt på Balkan.
Jeg vil vove den påstand, at vi kunne have undgået krigene på Balkan, hvis man var begyndt at sende satellit-tv til Balkan i 1989, da man kunne se, at Milosevic ikke levede op til de mest elementære demokratiske principper.
Så det er ved at være på høje tid at standse Milosevic, før han begynder nye konflikter for eksempel i Montenegro.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu