Læsetid: 4 min.

Se dig altid tilbage

21. juni 1999

At gense Bruce Springsteen på den igangværende Europa-turne er at genopdage drengerøven i sig selv

Derude
Jeg skal aldrig glemme de indtryk, jeg for ganske nylig fik med mig hjem fra Paris, hvor jeg endelig igen! oplevede Bruce Springsteen & The E Street Band live.
Først og fremmest bærer jeg rundt på den glæde og heftige begejstring, Springsteen sendte som varmstrømme ud over scenen og straight gennem kroppen på publikum, en tindrende livsglæde, som ene og alene skyldtes, at han er blevet genforenet med sit band.
Her dansede og svansede og soul'ede han Marvin Gaye'sk og sværmede for sin kone, Patti Scialfa, og samtlige af musikerne, som han præsenterede én for én. Den 49-årige Bruce var som en drømmende ustyrlig dreng, der i ét blik fik hele livsmiraklet skænket. Voila!
Jeg glemmer heller aldrig hin sensommernat i 1980, hvor jeg slet ikke kendte til hverken Bruce eller Springsteen eller E-gadebandet. Svigerfamilien var rejst på ferie og jeg skulle passe huset, og gjorde denne nat klar til at se Rock Palast fra Grugahalle i Essen.
P3 sendte også derfra, så der var åbnet for alle kanaler. Nu skulle den stå på rock. Og så var der en tysk speaker, der trådte frem på skærmen med et helt særlig stråleglimt i øjet for at meddele, at vi bare skulle hænge på, for i pausen i den rockkoncert, de transmitterede (husker ikke med hvem), ville de vise Bruce Springsteen live fra Madison Square Garden med en helt ny sang, kaldet "The River". Typisk lokkemad.

Græd sig gennem en sang
Det tog selvfølgelig lysår år, før klippet kom. Jeg nåede at falde i søvn, og vågnede skrækslagen og frygtede, at det havde været der. Men heldigvis skulle vi først lige møde en fan; en fedladen hippie med klægt hår og fedtede briller med Bruce-badges på cowboyjakken og en scrapbog, bugnende af billetter fra de Bruce-koncerter, han havde været til verden over. Og så fik han ellers lov til at præsentere The Act: Først lød der klapsalver så voldsomme som blev der banket med pæle på ophængt kød i Kødbyen. Massivt og taktfast.
Hele stemningen, den stigende forventning, som speakeren havde sat i gang i mig, blev udløst i netop det øjeblik Springsteen gik frem, spændt og nervøs, og istemte med mundharpen og dernæst tog fat på første vers: "I come from down in the valley/Where, mister, when you are
young/ They bring you up to do/ Just like your daddy done." I det fjerde vers havde han tårer i øjnene. Han sang sig nærmest grædende igennem resten.

Total hengivelse
Det var gribende. Og gråden blev til en ny flod, der løb lige igennem mig, hårene rejste sig under skjorten, mit hjerte hamrede, og jeg gled fra stum forbløffelse over i total hengivelse. Aldrig havde jeg set noget lignende. "The River" skabte på én gang ravage og lutring. Mit indre var som gennemskyllet af et hedt styrkende bad. Fra da af var Bruce en ubestikkelig realitet i min verden. Udsendelsen af The River - dobbeltalbummet og den efterfølgende koncert i Brøndby Hallen den 2. Maj 1981 medvirkede yderligere til at ændre mit liv og syn på rockmusikken.
Flanerende omkring i Paris her 18-19 år efter, ventende på koncerten, vendte det hele tilbage i en liflig blanding af sentimentale minder og friske billeder af uendelige rækker af nætter, hvor min ældste ven og jeg lyttede til Springsteens sange og fandt vej ind og rundt i dem. Jeg tror, at The River snurrede på grammofonen de første fem hundrede gange i de år.

Containere for drømme
Springsteens sange blev fikspunkter, måder at se og leve på, erfaringsbanker, containere for drømme, de blev spejle, vi holdt op for verden, de blev vores yndlingsemner, og hvis der meldte sig nogen, der begyndte at kritisere Bruce og hans smalsporede verden, var vi på pletten og greb sønderlemmende til genmæle.
Vi havde fundet nogle værdier hos Springsteen, som ingen skulle og ingen kunne anfægte. Springsteen blev et prisme, vi så alt igennem. Vi var, forståeligt nok, totalt ulidelige. Som alle mulige andre drengerøve, der var og forblev skudt i manden.
Selv så længe efter det første møde med Bruce Springsteen, giver det hele mening; dyrkelsen, forgudelsen og den senere reservation med deraf følgende forbehold, som blev blæst væk i Paris. Og pladerne, pladerne! Greetings..., The Wild, The Innocent..., Born to Run, Darkness..., The River..., Nebraska, Born In The USA, Tunnel Of Love og Tracks! Ikke at forglemme mængden af piratplader, som vi var nogle, der brugte formuer på først i 80'erne. Herligt, for de holder i dag.
Der lefles generelt flittigt for det hurtige, det fremadrettede liv, hvor man ikke ser sig tilbage. Don't Look Back. Men når jeg vender mig om ser jeg Bruce Springsteen, en prisoner of rock'n'roll, der har formået at ældes med værdighed.
Nok kan han i dag virke slidt og ærketraditionel og humanistisk korrekt, men han har fortsat en stålvilje og et gudsbenådet talent for at skrive sange og performe, som rækker milevidt ud over håndværket.

Bruce Springsteen & The E Street Band spiller i Parken i København lørdag, og anmeldes her i avisen mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu