Analyse
Læsetid: 6 min.

Serbisk regeringskrise

16. juni 1999

Det er vanskeligt for Milosevic at dække over nederlaget i Kosovo, efter at Seselj har forladt regeringen i protest mod fredsaftalen. Hermed er Serbien kastet ud i en regeringskrise

Som forventet forsøgte Jugoslaviens forbundspræsident Slobodan Milosevic at sælge Beograd-aftalen om Kosovo som en sejr. Den er en sejr for fornuften og moderationen, men ikke for Serbien, som reelt mister kontrollen over den historisk og strategisk vigtige provins.
Godt nok foreskriver aftalen ikke noget om, at der skal afholdes folkeafstemning om provinsens fremtidige tilhørsforhold om tre år, således som det var anført i Rambouillet-teksten fra februar-marts. Men så længe de udenlandske tropper står i Kosovo, bliver der ingen tilbagevenden for serbisk administration og serbiske tropper til provinsen.
Sagt på en anden måde: Udlandet har overtaget ansvaret for Kosovo. Fortsat krig i provinsen må dermed anses for udelukket. Og hermed er et hul i den serbiske statskasse lukket, som alt andet lige ville have gjort staten bankerot på måneder snarere end på år.
Til gengæld er der åbnet et andet hul: Genopbygningen af ødelæggelserne efter luftbombardementerne vil koste uhyrlige summer. Og det drejer sig ikke kun om infrastruktur, det drejer sig også om fabrikker. Samtidig med, at landets udenrigshandel er slået totalt i smadder, og hjemmemarkedet har mistet en stor del af sin købekraft. Det er vanskeligt i skrivende stund overhovedet at overse, hvordan et land, der i forvejen er svækket af årelange internationale sanktioner, skal kunne komme på fode igen uden hjælp udefra.
Milosevic erklærede tirsdag optimistisk i en af de bomberamte byer, Aleksinac:
"Vi vil med held genopbygge vort land, åbne os for hele verden og tilslutte os alle integrationsprocesser i vor region og i hele Europa, idet vi skaber nyttige og jævnbyrdige relationer."
Men tirsdag hørtes også andre stemmer i Serbien. Den serbisk-ortodokse kirkes øverste forsamling, Den hellige Synode, fremsatte følgende udtalelse gennem det uafhængige nyhedsbureau Beta:
"Vi kræver at forbundspræsidenten og hans regering træder tilbage for at gavne folket og dets frelse, så nye embedsmænd, som kan accepteres i ind- og udland, kan tage ansvaret for folket og dets fremtid som en national frelsesregering."

Det er usædvanligt for en ortodoks nationalkirke at melde så kraftigt ud. Men det er faktisk ikke første gang, den serbisk-ortodokse kirkes øverste organ har opfordret Milosevic til at gå af - første gang var i maj 1992.
Denne gang kan kirkens opfordring ses på baggrund af flere vestlige lederes utvetydige erklæringer om, at serberne ikke skal forvente nogen støtte, sålænge Milosevic sidder ved magten.
Kirken peger karakteristisk nok ikke på en bestemt person eller et bestemt parti til af afløse ham - den foreslår en national samlingsregering. Og timingen er for så vidt rigtig, fordi Serbien er nu kastet ud i en parlamentarisk krise, fordi ultranationalisten Vojislav Seselj fra det Serbiske Radikale Parti, hidtil viceministerpræsident i den serbiske regering, er gået i protest.
Stemmefordelingen i det serbiske parlament, som har 250 medlemmer, er 110 mandater til 'venstreblokken', som støtter Milosevic, 82 mandater til Seseljs Radikale, 45 mandater til Vuk Draskovic's Serbiske Fornyelsesbevægelse, og 13 andre. Ved at træde ud har Seselj altså bragt regeringen, der har socialisten Marjanovic som leder, i mindretal. En oplagt mulighed var så at genoptage Vuk Draskovic i regeringen og dermed skabe et nyt flertal på 155 mandater.

Men vil Draskovic virkelig tilbyde sig som redningsmand for Milosevic' støtter? Næppe. Tirsdag afviste Draskovic spekulationerne herom og erklærede, at hans parti kun ville være med til en "fælles virkeliggørelse af et demokratisk program i Serbien." Om dette betyder en samlingsregering eller en fælles oppositionsregering præciserede han ikke.
De parlamentariske forhold er imidlertid således, at det vil være umuligt at skabe et parlamentarisk flertal mod Milosevic' venstrekoalition uden at gå sammen med Seselj.
Og det er næppe tænkeligt. Slet ikke efter at Draskovic klart har erklæret, ligeledes tirsdag, at man ikke kan overlade Kosovo til en international styrke og så kalde den en fjende - med andre ord, Jugoslavien må samarbejde med vesten og genetablere de diplomatiske forbindelser, som Milosevic afbrød med USA, England, Frankrig og Tyskland, da luftbombardementerne begyndte. Og det er netop disse fire landes deltagelse i den internationale styrke i Kosovo, som Seselj har angivet som den vigtigste begrundelse for at trække sig ud af regeringen.
I denne situation er det klart, at det der ville kunne rense luften, ville være valg i utide. Men det kræver, at enten præsidenten eller parlamentet vedtager det. Så både Milosevic og Seselj kan fungere som stopklodser.
Hvordan de vil håndtere situationen, afhænger naturligvis af deres respektive vurdering af, hvad der gavner dem bedst. Og her har de modsat rettede interesser.

Milosevic skal vinde på, at folk tror han har bragt fred på ærefulde vilkår, Seselj skal vinde på, at vælgerne vender sig mod Milosevic som den, som har solgt arvesølvet til 'NATO-aggressorerne'.
Mens Draskovic og andre oppositionsledere må gå til valg på den sandsynlige formodning, at hvis Jugoslavien nu endelig skal integreres i det europæiske selskab som et normalt medlem, kræver det et politisk systemskifte. Der er næppe tvivl om, at det er netop det, Draskovic lægger op til med sine bemærkninger om "fælles virkeliggørelse af et demokratisk program."
Hvad Milosevic angår har Draskovic ikke direkte krævet hans afgang, som paraplyorganisationen 'Alliance for Forandring', som består af oppositionspartier og oppositionelle NGO'er allerede har gjort. I stedet kræver Draskovic, at Milosevic skal begrænse sig til den rolle som ceremoniel topfigur, som forfatningen forudser, og som Milosevic' forgænger Lilic havde. Med Draskovic' ord: "Præsidenten er præsident af navn med mindre magt end den britiske dronning."
Men der er ikke meget, der tyder på, at Milosevic nu vil indskrænke sig til denne rolle. Allerede mandag optrådte han som folkelig politiker ved starten på genopbygningen af en bro i Novi Sad, vinkede til en sammenbragt folkemængde, gav håndtryk og lod sig hylde.
Ifølge det statslige tv var 10.000 mødt op med transparenter og billeder af Milosevic, det uafhængige nyhedsbureau Beta skønnede dog at antallet lå nærmere ved 5.000.
Alt dette kunne tyde på, at Milosevic faktisk er på valgtourné. Næppe var fredsaftalen i hus, før Milosevic først viste sig på tv og så tog ud til et par af de provinsbyer, der er blevet hårdest ramt. Mønsteret med de velarrangerede møder, 'mitinzi', har man set før, og også den måde, de præsenteres på i tv.
Og her kommer vi til det afgørende faktum, som kan forhindre eller udsætte et systemskifte: Milosevic' herredømme over medierne.
I mens frygter Montenegros præsident Djukanovic stadig et kup fra de betydelige hærstyrker, Milosevic har stationeret i Montenegro. Og han advarer mod, at der ikke nødvendigvis bliver demokrati i Serbien, blot Milosevic går eller fjernes. Samtidig har han understreget, at spørgsmålet om Montenegros forbliven i Jugoslavien kan blive aktuelt, hvis regeringen i Beograd ikke skifter sin politik over for den lille partnerrepublik.

Det er kort sagt ikke let at forudse, hvad der vil ske de næste uger og måneder i Jugoslavien. Hurtige valg kunne naturligvis "rense luften", men ikke nødvendigvis på en god måde. Det er klart, at Vuk Draskovic nu har styrket sin stilling som et alternativ til Milosevic, men spørgsmålet er, om det er nok.
Draskovic vil have en chance, hvis et flertal af befolkningen ser ham som et mere troværdigt håb for fremtiden end Milosevic eller Seselj. Så vil han kunne vinde et valg i utide. Men han skal kunne sælge denne politik til både land og by. Talegaverne har han, og også en politik. Men kan han slå igennem, uden at Milosevic' greb om først og fremmest TV forinden er blevet brudt?
Og vil han kunne få politikere, der traditionelt har støttet Milosevic, til at falde fra ham og svinge over til sig? Og vil Draskovic være i stand til at samle oppositionen om sig? Af svaret på sådanne spørgsmål afhænger udfaldet af Serbiens og Jugoslaviens nuværende krise.
Naturligvis ville det være lettest, hvis Milosevic og hans støtter fulgte kirkens opfordring og gik af frivilligt, her og nu. Men det skal man nok ikke regne med.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her