Læsetid: 3 min.

SF i tvivlsomt EU-selskab

9. juni 1999

SF på vej ind i venstrefløjsgruppe i Europa-Parlamentet sammen med tilhængere af Milosevic, atomkraft og ØMU. SF's nummer tre, Pia Olsen, ærgrer sig over, at SF har lukket døren for parlamentets Grønne Gruppe

SF er på vej tilbage i Europa-Parlamentet efter to år ude i kulden. Og samtidig på vej tilbage i GUE/NGL venstrefløjsgruppen, som samler tilhængere af Milosevic, atomkraft, europæisk føderation og økonomisk-monetær union.
Det bekymrer dog ikke spidskandidaten Pernille
Frahm, som peger på, at GUE/NGL gruppen samtidig giver de bedste muligheder for at lave et rød-grønt samarbejde med svenske Venstrepartiet og finske Venstreforbundet.
Det ærgrer imidlertid SF-kandidat nummer tre, Pia Olsen, at døren dermed er lukket for at komme ind i Parlamentets Grønne gruppe, fordi, som hun siger, det er her, der ligger muligheder for at arbejde helhjertet med miljøspørgsmål:
"På områder som landbrug og tilsætningsstoffer i fødevarer - hvor der virkelig skal til at ske noget i EU - er det De Grønne, vi har brug for. Det svenske Venstreparti (som er med i GUE/NGL, red.) er udmærket, men mange af de andre i gruppen er jo betonkommunister," siger Pia Olsen, som dog erkender at SF har valgt GUE/NGL.

GUE/NGL
SF har været ude af Europa-Parlamentet siden partiet mistede sit mandat i 1996 i forbindelse med John Iversens skifte til Socialdemokratiet.
Alle meningsmålinger tyder imidlertid nu på, at partiets spidskandidat Pernille Frahm fra den 1. juli kan skrive Europa-Parlamentariker på sit visitkort. Samtidig vil hun kunne skrive 'medlem af Den Konføderale Gruppe for Den Samlede Europæiske Venstrefløj/Nordisk Grønt Venstre'. Hvis det altså kan stå der. GUE/NGL gruppen, som er Parlamentets fjerde største gruppe efter socialdemokrater, Det Europæiske Folkeparti (konservative) og liberale, er en politisk samling af små europæiske kommunist- og socialistspartier fra otte lande. Gruppens syn på nøglespørgsmål som føderation, ØMU, miljø/atomkraft eller udenrigspolitik er yderst vidtfavnende.
Det politiske magtcentrum i den i dag 34 mandater store gruppe er spanske Izquierda Unida (Det Forenede Venstre) og Rifondazzione Comunista (Det reformerede italienske kommunistparti), som begge - i modsætning til SF - er tilhængere af et føderalt Europa. Et tredje væsentligt medlem er det franske kommunistparti, som - i modsætning til SF - er tilhænger af atomkraft.

Besvær med Kosovo
SF er dog ikke politisk forpligtet af de kommende samarbejdspartneres synspunkter. På grund af de meget forskellige holdninger eksisterer der intet fælles politisk program for gruppen. D
Dens væsentligste politiske fællesskab er, at den af og til fremsætter fælles resolutionsforslag i Europa-Parlamentet. Som den f.eks. gjorde det i løbet af april og maj måned om situationen i Kosovo.
Resolutionerne om Kosovo kostede blod sved og tårer, oplyser en kilde i gruppen, bl.a. fordi det græske kommunistparti, KKE, har stærke sympatier for Slobodan Milosevic og samtidig er stærkt fordømmende overfor NATO's bombardementer af Serbien.
De kraftige protester fra det lille græske parti har bl.a. betydet, at GUE/NGL har fordømt NATO's luftangreb voldsomt. Ligesom gruppen har peget på, at krisen kun kan løses i direkte forhandlinger mellem de serbiske myndigheder og repræsentanter for Kosovos befolkning. Og dermed altså uden NATO's direkte deltagelse.

Pernille Frahm erkender, at SF kan komme til at lave fælles resolutioner med Milosevic-, atomkraft- og ØMU-tilhængere, men replicerer, at i den Grønne Gruppe ville hun kunne komme til at lave fælles resolutioner om demokrati, som hun heller ikke ville være enig i.
>Jeg håber på at kunne lave en alliance mellem progressive grønne og miljøbevidste røde. Der er røde kræfter, jeg intet har til fælles med," siger Frahm med direkte henvisning til bl.a. KKE.
SF kan komme til at sidde i gruppe med det franske trotskistparti, som i følge meningsmålinger kan være på vej ind i Parlamentet, og dermed også i GUE/NGL gruppen. Og med tyske PDS (tidl. østtyske kommunistparti, red.), som også ser ud til at klare spærregrænsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her