Læsetid: 3 min.

Jeg bliver sgu min egen

3. juni 1999

Kristian Halken glimrer i spidsen for en tænksom Tivoli-revy, der formår at være delvis mislykket på en charmerende måde

REVY
Det kræver en sikker balancesans at overvære årets revy i Glassalen, for nedturene i første del foregår for fuldt udtræk, ikke forskelligt fra dem i rutchebanen udenfor. Til gengæld består anden del af opture og stjernestunder og tonen, man vil ramme, går pludseligt rent igennem.
Man vil, meget prisværdigt, ikke være en traditionel lagkagerevy, men have sin egen tone, der for netop den holdsammensætning - Kristian Halken, Steen Stig Lommer, Ole Thestrup, Birgitte Raaberg og Bolette Schrøder - betyder alsidighed, skævhed og et poetisk strejf, der klinger fint i den gamle have.
Men før den folder sig rent ud, må man så grueligt meget ondt igennem. Ambitionen indbefatter en rammehistorie, der betyder at de fem personer - to par og en single (Halken) - strider sig gennem årtusindskiftet i fuldt festudtræk og en dialog, der gør alt for at punktere ethvert tilløb til feststemning - hos publikum. Parkævl og hul selskabskonversation; det er ment som en ond version af et kæntret party og kommentar til vores mangeartede årtusindforventninger, men trætter, er umorsomt og Svenn Skipper har skrevet en ambitiøs og uelskelig melodi, der effektivt spænder ben for skuespillerne og fremdriften. Hver gang rammen kommer igen - og det gør den, stol på det - vil man se ham hængt.

Alle har solo
Men spillerne og koret kommer også igen uden den, gudskelov. Modsat Cirkusrevyen er der her kælet for hver eneste spiller, alle har en solo, der sidder som den skal i kraft af afsenderen.
Kristian Halken lægger for med sin egen tekst, som skulle have været strammet, men han får rig lejlighed til at spille med sin professorale distraktion, der står med det ene ben i kogleriet fra En skærsommernats drøm og det andet i lurende vanvid. Det sidste slår gnister i et Morten Korch-opkog (der overrasker ved pludselig at have et aktuelt mediepolitisk udfald, den slags lader revyen ellers ligge), hvor Halken bringer punktvis liv i Morten A.
Korch og hans vamle indledningssludder til hvert onsdagsafsnit - se selv hvordan.
Man har investeret i en ægte poet til Birgitte Raaberg; Peter Poulsens tænksomme årtusindsang har skepsis og forsigtig optisme og er Raabergs store, vidunderligt åndende stemme værdig.
Steen Stig Lommer er som skabt til at krybe i Kurt Thorsens ulveklær og gør det manisk og præcist. Bolette Schrøder revolterer mod partypænheden, tegner en vittig karikatur på en Korch-heltinde og får meget ud af en one-liner-replik i Ida Maria Rydéns okay-dialog med Steen Stig Lommer.
Henrik H. Lund har skrevet en underfundig tekst til Ole Thestrup om betydningen af, hvad man retter sin kikkert imod, og sammen appellerer herrerne til vores medfølelse, da de som ex-Tivoli-gardere er slået ud af kurs - hvor går de hen med deres identitet som mænd og hvordan? I hvert fald ikke i takt. En pudsig tekst af Jesper Malmose, der også har skrevet forbrugshyldesten til det vigtigste i det nære liv: en vaskesøjle, en udestue, en stavblender og en BMW...

Revyens flødeskum
Uden at forklejne nogen smager Halken og kortrioen som revyens flødeskum. De fire mødes om den danske sang i et af højdepunkterne med Halken som dirigent, ideen er ikke ny, men det er ligemeget i denne musikalske og legende sammenhæng. Koret (2k & 1m) er så velsyngende, at de bringer nerverne i ro med deres bab-bar-du-arh i første del, hvor man endnu sidder med livet i hænderne på revyens vegne; de kan tilmed spille og indgår dermed smidigt i sketchkonstellationer og Anette Abildgaards pantomime, hvis tyste magi kører som urværk for de præcise spillere og gør sit til at tegne tonen. Som bonus har Karin Norrinder en fin Bizet-shorty.
Så langt så godt i Maja Ravns diskrete omgivelser. Hvad der tynger foruden den knirkende ramme er de store ensemblesange, der gennemsnitligt er for langstrakte og på uvenlige melodier, og flere af første dels numre sidder endnu ikke fast. Når de gør det, bliver Ulla Thordal-Christensens Tivolirevy sin helt seværdige egen. Den tone, den anslår, fortsætter, når man går ud i havens kog(l)ende sommermørke og det er ikke så ringe endda.

*Tivoli revyen 1999. Instr.: Ulla Thordal Christensen. Scen.: Maja Ravn. Kapelmester: Svenn Skipper. Glassalen. Til 28. aug.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her