Læsetid: 3 min.

Skolebørn dræbt under indisk morterangreb i Kashmir

2. juni 1999

Indien fortsætter angreb, der i går angiveligt kostede ti skolebørn livet. Ekspert forventer opblødning mellem Pakistan og Indien på længere sigt

Ti skolebørn blev angiveligt dræbt i går som en følge af de angreb, det indiske militær for en uge siden indledte mod muslimske oprørere i delstaten Jammu-Kashmir.
Angrebene vil fortsætte et stykke tid endnu, men på længere sigt ventes diplomatiet at sejre.
De pakistanske myndigheder oplyste i går, at mindst ti skolebørn blev dræbt under et tre timer langt indisk morterangreb på mål i Neelum-dalen, omkring 120 kilometer nordøst for Muzaffarabad, hovedstaden i den pakistanske del af Kashmir. Mindst syv børn blev meldt såret.
"Det er urigtige oplysninger. Rapporterne er ren og skær propaganda," sagde en talsmand fra Indiens militær til det franske nyhedsbureau, AFP.
Hvor mange, der end er blevet dræbt i går, så menes den indisk-pakistanske konflikt om Kashmir at have kostet op mod 50.000 mennesker livet, siden den begyndte i 1947.
For en uge siden blev konflikten optrappet, da Indien for første gang siden 1990 angreb oprørere i svært tilgængelige bjergegne fra luften. I går sagde Indiens udenrigsminister, Jaswant Singh:
"Vi vil ikke slække på jord- og luftoperationerne, før status quo er genoprettet. Jeg finder, at hvad der er gennemført mod Indien, er en væbnet indtrængen og en væbnet aggression."

Oprørere skal ud
Ifølge de pakistanske myndigheder er 50.000 mennesker på den pakistanske side af våbenhvilelinjen blevet drevet på flugt som følge af den seneste uges kampe.
Den indiske regering accepterede mandag et tilbud fra den pakistanske udenrigsminister, Sartaj Aziz, om at komme til den indiske hovedstad New Delhi for at tale om en opblødning af konflikten. Det ventes, at Sartaj Aziz, kommer til Delhi i løbet af ugen.
"Jeg tror ikke, at inderne standser sine luftangreb, før de har fået smidt oprørerne på porten," siger cand. mag. Ole Christensen, som i mange år har fulgt situationen i Indien.
Indien beskylder konstant Pakistan for at støtte de muslimske oprørere, hvilket afvises af Pakistan. For eksempel mener inderne, at Pakistan skyder heftigt ind over våbenkontrollinjen, når oprørerne trækker sig tilbage fra den indiske til den pakistanske side. Udrustningen af oprørerne med bl.a. Stinger-missiler tyder på, at de får støtte fra Pakistan og måske fra rigmænd i Mellemøsten.
Udlandets interesse for spændingen mellem Indien og Pakistan er blevet kraftigt forøget, siden de for et år siden demonstrerede, at de har atomvåben. De to lande har tidligere været i krig mod hinanden tre gange.
I mandags sagde den indiske forsvarsminister, George Fernandes, til Reuters:
"Jeg er sikker på, at de pakistanske generaler har ambitioner i retning af at have magt, men jeg er også sikker på, at de er fornuftige mennesker, når det kommer til brugen af atomvåben, som ikke blot slår din fjende ihjel, men også dig selv."
Ole Christensen ser heller ikke nogen fare for brug af atomvåben. Han siger:
"Jeg ser ingen udsigt til, at landene vil tage atomvåben i brug, og den fjerde krig kommer heller ikke. Men det er ikke det samme som at sige, at man bare skal tage roligt på det her, for der er meget sårede følelser på begge sider."
Han tror på, at spændingen på længere sigt vil blive blødt op mellem de to lande. I februar var der et historisk møde i Lahore, Pakistan, mellem landenes premierministre.
"Der er en begyndende erkendelse i begge lande af, at Kashmir-konflikten er en dyr 'fornøjelse', og at der er meget at hente økonomisk på samarbejde. Jeg tror ikke, at tilnærmelsen mellem de to med luftangrebene er blevet skudt helt i sænk. Den vil komme ganske langsomt," siger Ole Christensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her