Læsetid: 3 min.

En der søger

5. juni 1999

Efter 14 dages fravær fra det lokale medieunivers kan det konstateres, at mens vore tapre luftsoldater har optrappet nedbombningen af det jugoslaviske folk, har de elektroniske billed- og budbringere nedtrappet oplysningen om, hvad der foregår. Faktisk har jeg efter hjemkomst fra varmere egne oplevet flere nyhedsudsendelser, hvori krigen i Jugoslavien ikke blev nævnt med et ord, mens f.eks. Laudrup den yngres flugt fra FCK optog en halv tv-avis.
Det var på radiosiden, ugen gav den første og måske største oplevelse. DR P1 havde i søndags en fortrinlig udsendelse, en reprise fra sidste torsdag. Et fængslende lydbillede af et stykke dansk samtids-kulturhistorie, hvori man mødte kardinalerne fra Klareboderne i anledning af, at den administrerende Gyldendal-direktør Kurt Fromberg træder udenfor nummer. "Så er det bal forbi", som han selv sagde. Omkring ham kredsede kardinalerne Rifbjerg, Michael og Riis, foruden kardinalinderne Brøgger og Hamann, emeritusserne Lindhardt og Jensen, Sankt Blixen i det høje og flere til. Med små perler afbrød de den afgående hovedpersons gennemgående og fascinerende erindrings-monolog og satte relief på hans metier, at udgive litteratur. Grebet ud af rækken (jeg tog det meste på bånd) sagde Ib Michael så det kildrede: "En digter er en, der ikke ved, men en, der søger. Digter bliver man kun, hvis man kan føje en ukendt dimension til, et ekstra plus, noget ingen havde tænkt på. Og slet ikke en selv". Senere, uden egentlig sammenhæng med dette, føjede Rifbjerg til: "Lad os sige, at digterens håb er, at skabe en grundlæggende oplevelse af, at det er virkeligt, det man er del af, at det ikke bare er en fiktion."

Mit bånd løb ud, inden Brøgger kom til orde. Men netop den dag, gjorde det mig mindre, for det var dagen efter at hun, sammen med Niels Barfoed, Jens Christian Grøndahl, med Pia Tafdrup, Tage Schou-Hansen og Kirsten Thorup i dette blad opfordrede til fortsat bombning af Kosovo. I deres indlæg havde disse fortrinlige mennesker, hvoraf jeg regner flere for mine venner, ikke meget tilovers for begrebet neutralitet. Neutralitet er afvisning af ansvar. Og tillige hjerte- og historieløst i betragtning af vores viden om Kosovo-albanernes uhyrlige skæbne i de sidste tiår, der nu er endt i tragedie. Jeg ved ikke, om det er særlig hjerteligt og historiebevidst at opfordre til bombning af et folk, der selv lider under en diktator og hans trojka. De serbiske intellektuelle lider, ikke blot under de af de nævnte forfattere anbefalede bombninger. De lider også under fraværet af loyalitet fra vestlige forkæmpere for frihed og humanitet. Da mere end én million demonstrerede i Beograd i 1997 for forandringer, var der ingen opbakning what-so-ever fra det frihedselskende Vesteuropa, der tilsyneladende helt har glemt, at der i Jugoslavien befinder sig 650.000 serbiske flygtninge fra områder som Kroatien, Makedonien og - Kosovo-provinsen. Fri os for forenkling!
Den franske forfatter og digter Jacques Prévert, der også var en flittig forfatter af filmmanuskripter (bl.a. Tågernes kaj, Aftengæsterne og Paradisets børn), indledte et digt sådan her: "Man bør ikke lade intellektuelle lege med tændstikker."
Den bombe-mindede Poliken må uforvarende være kommet til at give de seks forfattere noget at tænke på. Ved opsætningen af sin omtale af deres indlæg i Information var man kommet til at anbringe artiklen umiddelbart under en rapport fra Det Økologiske Råd som gjorde opmærksom på, at NATOs brug af uranarmerede granater gør landskaber, hvori de har været brrugt, ubeboelige i en uendelig lang fremtid. Det er sådanne landskaber, vi kæmper for, at Kosovo-albanerne kan vende tilbage til.

Hvis det ikke var stof nok til eftertanke for de seks, må man håbe, de så DR-1's Horisont torsdag aften om livet i dagens Beograd. En stærk og kaotisk film af Suzanna Vasiljevic, stillet til rådighed af den serbiske opposition, og derfor en meget anderledes information, end vi er vant til. Følelsesladet propaganda kan jeg høre nogen sige. Hvilket vi jo slet ikke har oplevet fra vestligt hold i den senere tid. Suzanna Vasiljevic afslutter sin film med denne bemærkning: So we are two months into the war an we are all confused and depressed. Even if the bombing ends tomorrow - what's next?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her