Læsetid: 5 min.

Speederen i bund!

12. juni 1999

Peter Bonde og Jason Rhoades' projekt drøner i bogstaveligste forstand derudaf. Der udleveres ørepropper til publikum

Biennalen
VENEDIG - "Snowball" hedder Danmarks udstillingsbidrag til biennalen i Venedig, der åbner for offentligheden i morgen, søndag, og som kan ses frem til den 7. november i år.
Det er et organisatorisk uhyre omfattende projekt. Da Information mødte Peter Bonde nogle timer før den officielle åbning af den danske pavillon (torsdag kl. 15), var en af forstærkerne således brændt sammen, troede han. Som det nervemenneske, Bonde også er, måtte den repareres, før pressen kunne lukkes ind.
Udstillingen er et teknologisk krævende arrangement, et multimedieværk, som Bonde har skabt sammen med sin kunstnerkammerat Jason Rhoades (f. 1965), der er amerikaner, nærmere bestemt vestkystamerikaner med base i Los Angeles. Den danske billedkunstner og malerprofessor Peter Bonde (f. 1958) har tætte forbindelser til det internationale kunstliv, i særlig grad det amerikanske.
De to kolleger deler interessen for biler, Rhoades dyrker formel 1 racerløb, Bonde stock-cars.
Udstillingen er epokegørende på flere leder. Dels har den adopteret den 'æstetik' med firmalogoer, larm, bildæk (som på banen, hvor de tjener som blødt bolværk og er farvet i iøjnefaldende farver) og så selve de små stock-car-biler, der står linet op i den store udstillingshal, grilludstyr, parasoller, det hele er der.
Hele den virak, spændingen og larmen er adopteret og overført til de ærværdige gamle sale, skabt af arkitekterne Brummer og Koch. Men installationen er også epokegørende derved, at det aldrig er set før i Biennalens over hundrede år lange historie, at to kunstnere med forskellig national baggrund udstiller i samme nationale pavillon. Desuden er den ene af de to kuratorer fransk.
Det er Center for Dansk Billedkunst med Lars Grambye i spidsen, der står bag valget af projektet. Der er tale om en udstilling i internationaliseringens navn, en joint venture hen over landegrænserne i tråd med Center for Dansk Billedkunsts idégrundlag.

Barberet projekt
Men det færdige resultat er noget barberet i forhold til det oprindeligt planlagte. Man havde projekteret med, at værket skulle vokse i omfang (deraf titlen), efterhånden som det blev til med transmissioner af en samtale mellem kunstnere, filosoffer og kunstkritikere, der kører rundt på den ovale bane, Willow Springs banen, lidt nord for Los Angeles.
Man havde opereret med nogle "racer-fora", hvor Paul McCarthy, Yutaka Sone, Albano Guatti, Raymond Pettibon og Henrik Plenge Jakobsen skulle diskutere højere materier, mens de sad i de små biler med speederen i bund.
Men denne diskussion lod sig af tekniske grunde ikke transmittere, og lydniveauet er så højt i udstillingssalene, at man simpelt hen heller ikke ville have kunnet høre den.
Det er en skam, for som det er nu, virker installationen mest som en drengestreg, et stykke visuel underholdning uden nogen dybere mening. Der er for lidt kunstnerisk forarbejdning og for meget direkte overførsel af racerbanens liv, til at man kan tale om et vellykket kunstværk. Det virker lidt for smart.

Farten og døden
Jeg fanger Peter Bonde med skruetrækkeren, og vi sætter os ud i pavillonens baghave.
Jason Rhoades er ikke til stede, da han bygger op på sit værk i "Arsenale" sammen med kollegaen Paul McCarthy til den store internationale udstilling, d'Apertutto, som er kurateret af schweizeren Harald Szeemann.
- Er jeres værk ikke et eksempel på en rigtig mandekunst, en demonstration af, hvad der sker, når mænd mødes, når de dyrker hinanden i det, sociologer kalder 'male bonding'?
"Selvfølgelig udspringer det af en drengefascination, det er undskyldningen for overhovedet at starte på det, men det handler ikke om det alene. Det handler om, hvilke billeder et racerløb kan generere. Racerløbet fungerer som en centrifuge, hvor man kaster noget ind, og så kommer der noget helt andet ud. Konkurrenceelementet er i øvrigt helt ude af denne installation, der snarere er en platform eller en workshop."
- Men idéen udspringer vel af en fartglæde, så oprindelig må du da have været optaget af konkurrenceelementet også?
"Ja, og fascinationen af hastigheden, at man kræver mere og mere acceleration og dermed udfordrer døden, på den måde at man bevæger sig lige på kanten af den. Men det er amerikansk sport generelt, der interesserer mig. Det handler om udveksling. Det drejer sig om, at man kommunikerer, udveksler og er sammen omkring begivenheden."
"Amerikanerne taler, de taler med alle, når de ser sport. Og hvis amerikansk sport vil overleve, må den kunne transmitteres via tv. De store sportsgrene i USA er de, der egner sig til tv-transmission. Det er det store amerikanske sportsidioti, der fascinerer mig."
- Hvad er der blevet af alle jeres sponsorskilte, som skulle have været oppe på pavillonens facade?
Kunne I ikke få sponsorerne med?
"Det er svært at finde sponsorer, men vi har da fået støtte af tre store firmaer, der er synlige inde i pavillonen. Men rigtigt, på dét punkt har projektet ændret sig."

Lyden er dominerende
- Det er en installation, man i meget høj grad oplever som lyd!
"Lyden gør selvfølgelig, at det bliver mere massivt. Det er naturligvis et vigtigt element i installationen. Men det handler først og fremmest om at lave nogle andre billeder, at finde en anden måde at lave kunst på. Bildækkene, monitorerne, bilerne etc. er skulpturer, nye skulpturer. Mine malede billeder udspringer af og er inspireret af billeder, der genereres på den ovale bane," siger Peter Bonde og vender tilbage til den problematiske forstærker.
Marianne Øckenholt fra Statens Museum for Kunst og Jérôme Sans fra Frankrig har stået for projektets gennemførelse. Det vækker opsigt hernede og stikker af fra meget andet, man ser på denne biennale.
Bonde/Rhoades konkurrerer med de øvrige værker/kunstnere om at få den glitrende pris som bedste nationale pavillon.
Biennalens internationale jury i år består af Ida Gianelli fra Italien, Rosa Martinez fra Spanien, Okwui Enwezor fra New York og Nigeria, Juko Hazegawa fra Japan og Zdenka Badovnac fra Slovenien.
Ved biennalen for to år siden, hvor den franske pavillon vandt med et multimedieprojekt, sad bl.a. den daværende direktør for Louisiana, Lars Nittve i juryen. Det gør han ikke længere.
Havde han siddet der endnu, var der måske håb for de brølende biler i den danske pavillon, men næppe nu.
Men hvem ved?
Resultatet foreligger i morgen eftermiddag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her