Læsetid: 5 min.

Spel pek i korrekturen

1. juni 1999

En klummes budskab er, at livet går videre

Klummer
Siden jeg er blevet terminalarbejder, har jeg lært at skrive minimalistiske klummer.
Okay, klummer har jeg skrevet før, men det har været i hovedstadsbladene, og der er kravene mindre. Man kan køre lidt på om frisøren, om ikke at blive tolereret som ryger, om at køre i taxa, om værtshusene på Nørrebro modsat det ydre Vesterbro - og senere, hvis man stiger i indtægt, kan man så gå på caféer i stedet og drikke calvados, vel vidende at genstanden gi'r det samme antal anslag i spalterne. Men man har i det mindste skiftet emne.
En klummes budskab er, at livet går videre. Man kan for eksempel undre sig over det, over krigen nu, mens ænderne snadrer i Sortedamssøen og klummen skrives, og livet går videre.
Men jeg vil ikke sige, at den slags er mig imod eller keder mig.
For det første går jeg ofte selv til frisøren, og jeg skriver også en klumme om det engang, for genbrug er gængs i denne genre, og min frisør er også en oplevelse: Der lugter af sved i salonen, der står to tykke og tyndshårede brødre og ordner klientellet efter tur i det barberede lokale, der er et broget klientel, det koster femogfirs kroner, og nakken er perfekt efter hver gang.
For det andet læser jeg altid selv klummerne som det første i en avis. De er lette at gå til og starte avisen med. De gi'r skribenten lov at lege - en chance, der skal tages alvorligt. Og de matcher den første kop kaffe.
Og for det tredje har jeg altså skrevet et par stykker selv, ikke uden kærlighed.

Frie tøjler
Klummer må handle om alting. Der er frie tøjler, men risiko for tomgang.
Derfor var jeg på jagt efter en mere knap form at udtrykke det samme i. En haiku-klumme, kunne man måske sige...
Og så blev jeg terminalarbejder.
Den første uge gik med at studere, hvad folk havde skrevet på skabene i omklædningsrummet, og den næste uge sad jeg hver gang i et nyt aflukke, når jeg skulle skide, for at studere skriften på væggen.
Det stod mig klart, at her var den knappe, klare form, som jeg havde ledt efter: "AGF er et skodhold!" Sådan: Her har vi den minimalistiske klumme i dens reneste form. Det er lige præcis den slags en bedre, men mindre disciplineret skribent sagtens kun bruge en fire-spalters på, indbefattet dagens regnvejr, den slatne fadøl og den elendige udsigt bag modstanderens målstolpe. - Men nogle gange må man koge sit udtryk ned for at nå ind til essensen, eller i det mindste bevare forbindelsen til den...
Desuden er der ikke tid til en firespalters i terminalen. Nu når en trailer skal tømmes, er der netop tid til at skrive i forbigående, at Torben lugter af gnu-fisse (yep) indeni i den, eller at direktøren er at træffe efter et nærmere angivet tidspunkt til en gang mandesex.
Men der er sgu ikke tid til en anmeldelse. Eller - jo, men den skal være kort og klar, tre-fire ord. Ellers er der heller ikke tid til at læse den.
På den måde kan man snakke om, at nødvendigheden har affødt en egen form, som jeg følte mig tiltrukket af, satte mig for at studere, udtrykke mig i og måske, til en vis grad, æstetisere. Noget jeg ikke tror, så mange af de andre hoveder derude har sat sig for.

Eat snot
Jeg gik altså i gang med at studere genrens egenhed og udtryk.
Der er ligheder, tre, mellem den gængse og den minimalistiske klumme: De er begge hurtigt læst, ernærer sig vidt ved genbrug, og de kan handle om alt. Fra de rent subjektive udfald over sport, politik, religion og tilbage til hverdagens fortrædeligheder.
Hvis der nu for for tredje dag i træk ikke er noget lokumspapir der, hvor man sidder, ja så skriver man en minimalistisk klumme.
Men der er krav til kortformen. Der skal for eksempel altid være et vist mål af grammatiske og syntaktiske fejl, samt visse kiks i stavningen, for at den er hjemme. Der er tale om en slags indforståethed mellem læser og forfatter. Når begge ved, at dumheden er tilsigtet, opløser den sig selv.
Således klogere gik jeg selv i gang. Min første klumme var både studentikos og anstrengt: Ælsk Guj. (For mange stavefejl, tonen rammes ikke).
Men efterhånden specialiserede jeg mig i at ta' kendte emner op og dreje dem lidt, tilføre dem en vis spidsfindig skævhed, min egen tone indenfor genren.

Elvis lever
Der skulle være et ironisk glimt i profaniteterne, og jeg glædede mig til at blive læst. For det bli'r man nemlig, det drejer sig bare om at skrive i folks synsfelt.
Ud af den stribe, jeg producerede, syntes jeg selv, der faldt et par perler. Elvis lever, for eksempel, eller det bydende rim Eat snot/Det godt.
Men den virkelig udsøgte, fandt jeg, som var inspireret af et par vægtige sentenser i det andet lokum til venstre ude på mit arbejde, var og blev: Spel pek. Jeg havde ramt genren og drejet den!
Denne, mente jeg selv, var noget nær den postmoderne lokumsklumme: Imperativen opløser sig i ironi, vulgariteten i intelligens, og genren spejler sig selv og dens eget spejlbillede, mens læseren læses som læser osv. Jeg var meget ambitiøs, men måske for meget.
Disse spidsfindigheder, min egen tone...
En dag tømte jeg en trailer med Peter, og han så min klumme.
"Det der er sgu da stavet forkert, er det ikke?" spurgte han den anonyme forfatter. "Der skal da være et 'i'," konkluderede han og rettede pointen for næsen af den målløse skribent.
Det var ellers en anden grund til, at jeg for en tid søgte bort fra den fire-spaltede: Den redaktionelle saks og korrektion. Den var blind overfor mine følelser og min møjsommelighed.
Okay, en saks har undertiden været nødvendig af pladshensyn, men alligevel: Hvor ofte har jeg ikke set min afgørende kursivering rettet ud, min skævt indskudte sætning skudt ud igen og accentueringerne planeret i den fire-spaltede?
Det har jeg tit, men det gjorde ikke - det har aldrig gjort så ondt, som at se Spel pek i korrekturen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu