Læsetid: 3 min.

Som de dog spillede Beethoven

26. juni 1999

Tjekkisk digter på dansk

Digte
Husets forlag i Århus har i mange år været førende som udgivere af udenlandsk lyrik i dansk oversættelse og har flere gange også været forudseende med nobelpristagere, bl.a. Octavio Paz, Czeslaw Milosz, Wislawa Szymborska. Et af de seneste bind er viet den polske Ewa Lipska, for anden gang på dansk med Mennesker for begyndere (anm. her 8. februar), en vital og billedstærk digtning, opspændt af den politiske undertrykkelses år som hos så mange i Østlandene.
Den tjekkiske digter Jan Skacél (1922-89) blev på sin side i en årrække blacklistet på biblioteker og forlag, bevarede sin integritet og kunne først i 1980'erne atter publicere sine digtsamlinger. Han døde få dage før revolutionen i 1989.
Isolationen har præget hans tonefald, som er både stærkt og lavmælt, når det ikke enkelte gange slår over i bidsk ironi i det udvalg, hans landsmand Iboja Wandall-Holm har fordansket. Hun er selv dansk lyriker, senest med den ti år gamle I morgen, når fuglene vågner, og har før oversat tjekkisk og slovakisk lyrik til dansk, bl.a. Nezval i samarbejde med Ivan Malinowski.

Hejregræs
En både landlig og bymæssig verden, med tydelig præference for den første, åbner sig i Skacéls billedverden, der jævnlig har næsten allegorisk karakter. Et digt viser sommerens baneskråninger med afbrændt græs efter toget, som farer forbi:
"tavst brænder det spidse, tørre græs/med et sælsomt navn midt mellem øjnene/ hejregræs./Hejregræs som stræber en smule opad."
Når digtet nu hedder "Græs som os", inviteres vi direkte til denne sammenligning med menneskers anfægtede verden, livsvilje over for brutalitet, natur mod kultur, land mod by.
Der er ikke tale om stramme, traditionelle allegorier, de er på moderne vis verdsliggjorte, endda sprængte i dristige billeddannelser, her med hejregræs mellem øjnene.
Også et andet traditionelt virkemiddel som besjæling eller personifikation af abstrakte begreber fornyer Skacél, når mørket på kattepoter vender hjem fra markerne, eller når den lille sorg kommer og banker på vinfadene med langfingeren, eller når de sidste træer går ud af parken, hvor den gamle mand sidder og tegner med stokken i luften. Det sidste står i et forbavsende digt om dresserede elefanter, om tidens gang, den tomme stilhed: "døden slikker læberne og aftager ikke."

Billedfantasi
Der gives således gerne situationer som fortælleramme, men eventyrlige eller abstrakte er de gerne: "Digteren tager ordet i hånden som et æg/og arten fugl/forlængst udryddet af mennesket/slår skallen itu og stiger til vejrs." Et udsagn om både afmagt og om digtets magt, der fortsættes i en ræsonnerende billedfortælling. Stilfærdig grotesk, når "Det forbudte menneske" omtaler sin situation: "Alt det jeg ejer har jeg vendt indad/og fra dørens yderside er det som slipsene/på bagsiden af skabets indre." Ligesom allegorien sprænges, væltes billedplanerne og frie indfald afløser hinanden. Der skal ikke bindes en slipseknude.
Et mageløst digt er "Stikkerens begravelse", hvor man kan blive klog på undertrykkelsens virkelighed i en atmosfære helt bogstaveligt af systemets "kulturkirkegård", et udtryk af Heinrich Böll, som oversætteren citerer i sin korte efterskrift.
Digtet er en tankemonolog om med vellyst at bagtale den døde, når de går fra begravelsen, men ironisk sætter de sig ind afdødes situation, hans samvittighedsverden. De vejer nu ordene på guldvægt om ham, der lå dér og mest af alt lignede et forlist røntgenapparat. De skynder sig væk for ikke at blive indhentet af de pårørende. I rædselens pendulbevægelse formaner de sig selv om ikke at tale ondt om de døde:
"så smuk en bisættelse og alle de hvide roser/Og som de dog spillede Beethoven!"
Så krydret kan det skrives, så udleverende.
I et par tilfælde er digte anført også på tjekkisk, men ikke til megen nytte for den ukyndige, der som jeg ikke kan kontrollere oversættelsen og derfor ikke afgøre, om en vis kantethed og en anelse gammeldags dansk er tilsigtet. Men et godt bekendtskab er under alle omstændigheder denne tjekke med den analytiske billedfantasi.

*Jan Skacél: Biernes søvn. Oversat af Iboja Wandall-Holm. 76 s. 140 kr. Husets forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu