Jeg vil se Aswan-dæmningen. Jeg vil sejle i papyrus-båd på Nilen. Jeg vil have frisk luft - og frugtsaft fra de små boder. Men snart kommer Ramadanen og jeg bliver indfanget i denne sump, i Månens Have
Den gamle mand græder. Han har bundet et rødt partisan-tørklæde om hovedet - på samme måde som man ser det på vittighedstegninger af folk, som har tandpine.
Kul-sort er han - med blå øjne - og han græder: Vi kommer tilbage - ishalá!
Hjemløs, men engelsktalende som få i denne by. Sømand. Jeg døber ham Nubbi, hvilket han ikke er stødt over. Nærmere stolt.
Said taler om animals i trafikken, i politik, i Egypten overhovedet. Han er vores taxa-chauffør, i en bil der er så hærget som en gammel sæbekassebil.
Efterhånden går det op for mig, at han ikke kender de engelske ord - overhovedet. På den måde han taler - og taler, forstår jeg, at han tager fejl af substantiverne. Animal er people.
Same, same - anyway. Men people i denne by er ikke animals.
På intet tidspunkt har nogen taget i døren om natten, og på intet tidspunkt har nogen - selv på en luder-bar - snøret mig for en tiendedel af, hvad man kunne forvente i København.
I de fattigste egne peger børnene på mig og siger: "My name is?"
"Kitte," siger jeg og venter på næste åbning: "I luuve u". Kaldet i støvet, om natten, midt i Cairo.
I den gamle bydel, på en kirkegård, Imaam Shafii, bliver vi inviteret ind i et hjem. Et gravkammer i dette tilfælde. Børnene tigger. Farmanden sover. Og vi drikker te, moren og jeg, uden at kunne tale sammen.
Ved afskeden får jeg familiens eneste klenodie. En Mickey Mouse-figur i pap. Vi græder sammen, og jeg bevæger mig ud på de mange grave. De er tiltrækkende. Smukke. Først senere erfarer jeg, hvorfor man råber til mig.
Jorden er i bogstaveligste forstand usikker. Hvis jeg træder bare et skridt til siden, vil jeg falde tre meter ned i jorden. Dét er altså årsagen til, at jeg alene og helt tyst kan befinde mig i dette landskab af døde sjæle.
Ikke lige her - men ellers - løber mange børn ved siden af mig. De er sultne, og jeg befinder mig angst i en kannibalistisk situation, som jeg har svært ved at overskue.
Min taske bliver skåret op med et barberblad. Jeg mærker et let puf i ryggen. I tasken ligger alt hvad jeg ejer. Penge, pas, kamera, film.
Skuffet og ulykkelig drejer jeg mig hurtigt rundt. Jeg skælder ud på alle sprog.
Dén kvinde, som har forfulgt mig over flere labyrinter, ydmygt tiggende, bliver så berørt af situationen, at hun undskylder og trækker sig tilbage - pinligt berørt - som var hun ansvarlig for den ganske egyptiske moral.
Efter oplevelserne med de mærkeligt besjælede rum, her midt i Cairo i Hotel Luna Park, går det mig lidt på, at vores ven, Ali gentagne gange titulerer mig Good wolf: "You are a good wolf." Efter lang tid tillader jeg mig at spørge, hvorfor han oplever mig så meget som et rasende udyr, som et uhyre, et uvæsen?
Skamfuld forstår jeg komplimenten: Good wife.
At tale engelsk her i Cairo kræver mandsmod.
For en kvalificeret skolegang koster ca. 1.000 pund årligt. Og en (eventuel) månedsløn er på 120-190 pund. "My name is?", siger den lille pige, samtidig med at hun peger på mig.
I Luna Park - Månens Have - koster et dobbelt-værelse 26 pund (breakfast included)... 46 kr. Breakfast består af kogte bønner, hårdkogte æg, kaffe, sukker, mælk, masser af brød (chapati) og continental marmelade.
Bakken, hvorpå den serveres, er ubeskriveligt fedtet og snavset. Tjeneren er derimod klædt i ulastelig sort habit.
Restaurant er der også, fortæller et skilt: "Restaurant and ..." - på engelsk! De tre skruehuller vidner om, at der måske engang i en svunden storhedstid lå en bar i denne bygning, som kunne have været brugt til noget meget fint og officielt.
Eller måske har den været torturcenter med bekvemmeligheder for uniformerede herrer.
Her er ca. fem meter til loftet og der findes elevator med smedejernsgitter og en bred marmortrappe.
Ingen tænker et øjeblik på at forsøge at bruge elevatoren. Heller ikke jeg.
Det er en slags indforståethed - fra man træder ind ad døren her. "Don't even try!"
Jeg går ud på toilettet.
Og ind kommer en tjener med en nøgle til en hængelås!
Når man går ind ad den dør, lugter alt af naftalin. Alt er helt vådt og der er meget, meget mørkt.
Alligevel tror jeg, at det er meget fint at få nøglen.
På anden sal ligger Grand Piano og bag toiletterne findes et forhæng - en slags gardin - som flagrer i vinden.
Hvad det adskiller mig fra, tør jeg ikke vide.
I 'Månens Have' er der mange katte - og somme tider varmt vand. En af kattene er pudderfarvet, i pletter, på sin lyse ryg. Dét er ham, som altid spiller uskyldig. "Det er i hvert fald ikke mig!", som har væltet skraldespanden. - Nej ikke ham.
Tynd er han, som de andre, men klogere.
Selvfølgelig vil han ikke fange mus, når man har adgang til både kylling, fisk og bønner .
I øvrigt er musene her nok spist af andre væsner.
Muhamed siger om de syv katte i restauranten på anden sal, hvor jeg vil spise: "I take them out to eat."
Jeg korser mig sippet - og spiser pænt op.
"When the 'animals' drive," som Said siger.
Vi har en aftale om, at vi mødes på et bestemt klokkeslet. Hvis ikke må vi ud at søge.
Min mand er væk - lyset er gået - ånderne er i gang. Jeg beslutter mig for at lede efter ham, samtidig med, at jeg undrer mig over, at kunne høre ham. Hver en sætning i en længere samtale. Og jeg véd, at han er langt, langt væk.
Mit referat af denne oplevelse gør ikke synderligt indtryk på ham.
Selv har han ikke turdet fortælle mig, at han den forrige nat havde set 'noget' bevæge sig under mit tæppe.
Han tror, det er en slange! Men lukker øjnene og tænker, at dét ikke kan passe. Endnu engang gnider han øjnene og ser for tredie gang den bølgende bevægelse under mit tæppe. Han løfter hånden for at røre ved mig. Og ziiiip står 'det' ved døren - og 'ser' mod sengen.
Fash rejser sig for at se, hvad der foregår. Men samtidig bliver 'det' - tingen - suget ud under døren. 'Det' skyggede for lyset, som normalt siver lineært ind under døren.
Ude i hall'en møder jeg "Johnny just come" - en høj, pæn, tysktalende herre - som rædselslagent siger:
"Der er spøgelser på dette hotel! Jeg kan ikke komme herfra nu, men jeg bliver kun i nat."
Han ligner en slagen mand. "Ja", siger jeg trøstende, "men så længe jeg er her, skal du ikke være bange."
Når lyset går i centrum, forsvinder også lyden af den løbende vandhane. Her bliver helt stille. Selv gulvene sover!
Men aldrig Nefertite og koncertpianistinden, som går gennem gangene og forsvinder bag det blafrende forhæng, bag toilettet.
Jeg priser mig lykkelig for min hang til vokslys. For selv om jeg ikke er bange for spøgelser, føler jeg mig pludselig meget alene.
Da lyset over sengen på det første fine hotel ikke vil virke, kalder jeg på en ansat, som straks ordner det. Ved at trække en skuffe ud - og skubbe den ind! - i natbordet. Hvorfor alle disse elektriske kontakter, man skal jo bare vide hvordan...
Der står tre små killinger under bazar-søjlerne, da vi kommer hjem. Én af dem er klog nok til at tumle hele den lange vej hen til hoteldøren. Men dér er sat en 'killingestol' op, et natteværn for døren. Og natportieren, som har briller på tykkelse med et Poul Kjærholm bord, giver den et lods - og jeg er den følgende time syg af et sært savn - og en trang til at redde bare én lille mis fra Cairos umiskendelighed, hvor der er animal's i hobetal, og hvor den menneskelige forurening er så voldsom, at man næsten ikke kan trække vejret.
Til trods for to daglige pakker (trænings-)smøger, løber næsen konstant. Man nyser og halsen føles som om, man havde slugt alle missens små bløde hår.
På hjørnet af bazaren og gyderne sidder der en mand ved en lille snavset disk. På dén har han små brugte metal-containere fra Ronson og Dunhill, som han påfylder gas - fra en lidt større Kosan-gas-flaske. Det er højtid, og der er knaldperler overalt. Så om det er det ene eller det andet, der knalder, gør ikke den store forskel.
Overalt synges der 'special prayers'. For om 14 dage starter Ramadanen.
Til den tid vil Cairo slet ikke sove. Mini-busserne vil køre hele natten, hvor der spises, drikkes og elskes.
Fra værelse 206 (på det gamle messing-skilt med nøglen står der 201) fører gangene, som på dette sted er smalle og nok har seks meter til loftet, ind igennem en hall, forbi telefonen, ud til bad og toilet. I den ene ende af etagen virker toilettet; i den anden ende brusebadet - ind imellem.
Omkring elevatoren med alle gitrene løber den hvide marmortrappe.
Kigger man op, ses gitret - og himlen; men kigger man ned, ses 'spisesalen' med 'Restaurant and ...'. Licensen blev inddraget for årtier siden.
På femte sal er der megen leben. Men dér må man ikke gå op. På det flade tag - ej heller. Olga, som jeg kalder vores stuepige, skriger i rædsel, da hun ser mig dér. Nøjagtig som i Imaam Shafii.
På vej ned ad trappen siger min mand: "Det var da ikke en lille muuu, muuu ...?. Var det ikke en meget stor rå.., rå.., rotte?
"Jo," siger jeg fattet, og undrer mig over, hvor stille de bevæger sig.
Da jeg nævner det for tjeneren, siger han: "You want to eat?"
To dage senere, hvor vi taler om den store rotte i spisesalen, viser det sig, at vi begge har set en mangefarvet, blond, gul og brun rotte af utrolig skønhed - og i kæmpe-størrelse. Dén aften i salen. Ved siden af rummet med det gamle 'Grand Piano'.
Jeg vil se Aswan-dæmningen. Jeg vil sejle i papyrus-båd på Nilen. Jeg vil have frisk luft - og frugtsaft fra de små boder. Men snart kommer Ramadanen og jeg bliver indfanget i denne sump, i 'Månens Have'.
Koncertpianistinden spiller på det gamle piano - og forsvinder bag sit forhæng. Jeg ryger cigaretter - af lange rør og hylder mig i røgelse i 'Månens Have' - og kan ikke komme herfra.
'The animals' er blevet en del af mig, og jeg en del af dem.
Mit slør er sort - med ganske små lysende stjerner.
Woolf. Good. Very, very.
