Læsetid: 1 min.

SPORTSFOLK

18. juni 1999

Jan Ullrich
*Telekom-rytteren er tvivlsom til dette års Tour de France, efter at han måtte opgive at fuldføre anden etape af Schweiz rundt. Oven på Der Spiegels dopinganklager mod Telekom, hersker der opløsningstilstande. Jens Heppner har meldt afbud til Touren, og ifølge tysk tv er "Bjarne Riis ude af form."

Sepp Piontek
*Med Faxe Kondi®Superli-gaens afslutning er det også slut med en trænerepoke i dansk fodbold. Men gad vide om ikke Sepp kan finde noget nyt at hidse sig op over.

Flemming Østergaard
*Til alles overraskelse fightede FCK-spillerne onsdag aften i 1-0 sejren over AB. Det fik 'Don Ø' til efter kampen at foretage endnu et strip-stunt foran klubbens fans. Denne gang smed han dog kun en til lejligheden medbragt t-shirt ud på lægterne i Parken.

Petr Korda
*Den tjekkiske tennisspiller, der så sent som sidste år lå nummer to på verdensranglisten men siden blev testet positiv for brug af anabolske steroider, har valgt at stoppe karrieren. Det var nederlaget til verdens nr. 590 i kvalifikationen til årets Wimbledon, der gjorde udslaget.

Torben Piechnik
*AGF'eren, der vandt EM i 1992 med fodboldlandsholdet, spillede onsdag sin sidste kamp. Det skete på bane 2 ved siden af Århus Stadion. Trods de noget tamme rammer scorede han et mål (på straffespark) i sejren over B93.

Juan Antonio Samaranch
*IOC-bossen har ikke tænkt sig at forlade embedet før i 2001, hvor han på grund af alder bliver diskvalificeret, meddelte han onsdag. Det forlyder ikke, om han inden da får indført en regelændring, så han kan blive.

Redigeret af Henrik Brun

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu