Læsetid: 1 min.

Sportsfolk

4. juni 1999

Brian Laudrup
*Eks-FCK'erens seneste pressemeddelelse "præciserer", at direktør Flemming Østergaard ikke på noget tidspunkt har anmodet Laudrup om at tie over for offentligheden (læs: Fondsbørsen) om sin mulighed for at slippe væk fra klubben. Hvad pressen har skrevet er - igen - "misforstået og fejlagtigt."

Keld Nielsen
*Håndboldlandsholdets træner, hvis VM-drenge med sejren i åbningskampen mod Marokko "fik fjernet en usynlig sten fra deres rygge", overvejer nye modtræk, når Danmark i aften for tredje dag i træk møder et offensivt, nordafrikansk hold, nemlig Tunesien.

Kristian Pless
*Der måtte jo komme grus i maskineriet på et tidspunkt: Det nye danske tennishåb var angiveligt på krampens rand, da han tabte 12-10 i tredje sæt til spanieren Feliciano Lopez i tredje runde af de åbne franske mesterskabers juniorturnering.

Pat Quigley
*Formanden for det irske fodboldforbund har problemer: Den irske regering har nægtet det jugoslaviske landshold indrejsevisum til EM-kvalifikationskampen i Dublin i morgen. Dermed står Irland til at miste tre vigtige point.

Juan Antonio Samaranch
*Præsidenten for IOC udtaler om det langsommelige reformarbejde af komitéen: "Der bliver ingen revolution af organisationen. Det bliver en evolution."

Ebbe Sand
*Husker De sejren over Sovjet, den 5. juni 1985? Ebbe Sand har noget at leve op til, når der Grundlovsdag, atter er en slags russere i Parken. Vi ser gerne Sands signatur på to af kasserne i en 4-2 sejr over Hviderusland.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her