Læsetid: 5 min.

Stemmeslugeren fra Storstrøm

15. juni 1999

Freddy Blak, socialdemokratisk fjerdemand, ryddede stemmeurnerne i Maribo, Nykøbing F og Næstved. I Nakskov fik han næsten 50 procent af stemmerne

POPULÆR
"Er du gak - så sæt kryds ved Freddy Blak," rådede Politikens 'At tænke sig' den 15. maj sine læsere. Torsdag fulgte mere end 60.000 danske vælgere opfordringen og sendte Freddy fra Næstved i Europa-Parlamentet, forbi John Iversen og Niels Sindal, som den socialdemokratiske partikongres havde placeret foran stemmeslugeren fra Storstrøms Amt.
I Nakskov stod der Freddy på hver anden stemmeseddel, og i Maribo, Nykøbing og Næstved pustede Blak Socialdemokratiet op til overnaturlig størrelse: Hvor partiet på landsplan fik 19 procent af de afgivne stemmer, var der andre boller på suppen i det Sydsjællandske øhav og omegn, hvor partiet fik mellem 33 og 40 procent.
Så den tidligere maskinarbejder fra Nakskov Skibsværft gjorde det igen: Sprængte den socialdemokratiske liste til ukendelighed, som han gjorde det, da han i 1989 blæste daværende spidskandidat Ralf Pittelkow ud i mørket, væk fra en forventet sikker plads i Parlamentet.
Blak mener selv, han samler sine stemmer fra hele det politiske spektrum:
"Herne'e har jeg fået stemmer fra alle li'e fra det y'erste højre til y'erste venstre. Det må være stilen, de kan li' og så mit sprog, som er i ga'ehøjde med folk," siger en beskeden Freddy Blak på klingende lollandsk og tilføjer:
"Jeg tager dybt seriøse borgerlige stemmer, fordi de ved, at de altid kan komme til mig med et problem. Jeg afviser aldrig nogen, bare fordi de har en forkert partifarve."

Nej til nøgne kvinder
Af samme grund har Freddy Blak kørt mange enkeltsager - eller som han selv siger det: "Hver gang mennesker er i nød, er jeg på banen." Han blev landskendt på de europæiske reklamebureauer, da han i Europa-Parlamentet kæmpede et stædigt og kort slag mod halvnøgne kvinder på bilkølere (i reklamer!); Det har i flere år været en tilbagevendende begivenhed, at han har talt rumænske børnehjemsbørn og græske mentalt retarderedes sag i Europa; Og ikke mindst har fortsættelse af det toldfri salg været knyttet uløseligt til Freddy Blaks navn.

Populist
De mange enkeltsager har fået flere af hans kolleger til at kalde ham for populist:
"Han er fundamental populist, en landsbytosse og ubeskrivelig plat. Han kender ikke så mange grænser, og det bringer ham jo vidt omkring. Men han er også et oplivende moment, der dygtigt taler til den danske folkesjæl," siger en af hans parlamentskolleger, som ønsker at være anonym.
Og Ole Krarup parlamentskollega fra Folkebevægelsen mod EU tilføjer om Blak:
"Han er en genial mand med samme evne som Preben Møller Hansen, der altid evner at anbringe sig selv i midten. Så hvis han engang kommer til Rom og besøger Paven, vil de sige: Hvem er det, der går der og taler med Freddy Blak."

Blak rykker ud
Blak selv afviser, at være populist: "Jeg kører mange enkeltsager og mange beskylder mig for at være populist. Men hver gang, der er en sag, hvor mennesker er i klemme, så er det afgang, så rykker jeg ud med det samme og løser sagen. Og det har folk respekt for," forklarer han.
Han synes ikke, det er populistisk at forsvare det toldfri salg:
"Næh. Det handler om 5.000 arbejdspladser i Danmark. Det vil jeg altid gå ud og slås for. Og så er det de mennesker, jeg har arbejdet sammen, der bliver ramt," siger Freddy Blak med henvisning til eks-kollegerne på Nakskov Skibsværft, hvor han selv blev uddannet som maskinarbejder.

Flyvende start
Den daværende faglige sekretær i HK kom første gang i Europa-Parlamentet i 1989, hvor han skubbede Ralf Pittelkow væk fra en tilsyneladende sikker plads i Parlamentet.
Blak forklarer selv hvordan:
"Ralf Pittelkow hjalp mig sådan set meget. Han kørte rundt og talte til SiD'erne - og jeg kørte så bagefter og oversatte det, han havde sagt. Og så fik jeg stemmerne." Ca. 17.000.
Ved valget i 1994 fik han 52.000 personlige stemmer og blev sikkert genvalgt.
Og nu i 1999 sætter han ny personlig stemmerekord efter en spektakulær valgkamp, der blev ført med alle midler, blandt andet helikopterflyvning.
'Freddy Blaks himmelfærd' kaldte mange det, da Blak den 1. maj udstyret med en helikopter formåede at holde 14 1. maj-taler - tre gange flere end statsministeren - i sit lokalområde på Sydsjælland, Møn, Lolland og Falster. Det hele var sponsoreret af Fagbevægelsen i Storstrøms Amt. Og under sloganet "EU ne' i ga'ehøjde" har Blak bevæget sig uden for sin regionale hjemmebane: På sin 'valgkamps-tour med Blak' har han for eksempel delt
hotdogs ud på torvet i Silkeborg og været på natværtshus i Jomfru Ane Gade i Aalborg.
Til sine mange personlige stemmer knytter han følgende kommentar:
"Der må sidde nogen med røde øre i Socialdemokratiet, når jeg skulle smides helt ned på en fjerdeplads på listen på vores kongres. Det kunne være, at de næste gang skulle bløde lidt op på betonen og prøve at se på, hvem der har føling med befolkningen," siger han med henvisning til sig selv.

Bladet fra munden
Blak er rask til at tage bladet fra munden og har gjort det gennem hele valgkampen. Ved flere lejligheder har han været i direkte konfrontation med den socialdemokratiske ledelse, blandt andet i forbindelse med spidskandidat Torben Lunds lancering af en etisk håndfæstning for kommende socialdemokratiske medlemmer af Europa-Parlamentet. Blak blev sur over, at Lund havde glemt at spørge ham til råds. Skænderierne fik S-kandidat nummer syv, Mogens Ove Madsen, til at opfordre de stridende partifæller til at holde kæft - "helst med tilbagevirkende kraft," som han udtrykte det.
At afskaffelsen af det toldfri salg 1. juli skulle få Freddy Blak til at løbe tør for mærkesager - som Politikens 'At tænke sig' har hævdet - afviser Blak selv på det bestemteste:
"Jeg skal have ryddet op i hele EU's administrationssystem. Så skal jeg have gjort noget ved problemet med alle de mennesker, der mister deres arbejde i forbindelse med afskaffelsen af det toldfrie salg - de skal have noget kompensation. Og så vil jeg have et helt klart signal om, at vi får en Fehmern-forbindelse. Det er de mærkesager, jeg arbejder med. Hver gang mennesker er i nød, er jeg på banen," siger den genvalgte stemmesluger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her