Læsetid: 5 min.

Stemningsmaler med social effekt

11. juni 1999

Foranlediget af pressedebat undersøger man for tiden i Vejdirektoratet, hvad der kan gøres for at nedbringe antallet af 'spøgelsesbilister', altså trafikanter, der uforvarende drejer ned ad en afkørselsrampe og fortsætter ud ad motorvejen, men i det gale spor, til ulykke for sig selv og andre. Færdselsloven er sådan set klar nok, eftersom skilte jo oplyser: Al indkørsel forbudt, men alligevel sker det i gennemsnit fem gange årligt, at nogle tager grueligt fejl, hvorfor vi nok snart, på de mest udsatte steder, kan se frem til en mere effektiv skiltning.
En del af takken herfor vil måske, i praksis vel helt uretmæssigt, havne hos forfatteren Jens Chr. Grøndahl, som i sin med rette roste og flittigt læste kærlighedsroman Lucca lader hovedpersonen drøne mod hovedstaden efter et ægteskabeligt opgør, forveksle nedkørsel med opkørsel og tørne ind i en hollandsk lastvogn. Hun kvæstes voldsomt, men kommer sig lidt efter lidt. Synet har hun definitivt mistet. Men hvem véd, muligvis har hun som litterær figur åbnet pressens øjne for spøgelsesbilismen og reddet nogle menneskeliv.

1852 udkom i USA og Rusland to bøger, der fik politiske følger. Den ene, Onkel Toms Hytte, satte fart i den debat, der på længere sigt resulterede i slaveriets afskaffelse, og den anden, Ivan Turgenevs En jægers dagbog, hvorom dette kortprosa-portræt skal handle, gav med sin indfølte fremstilling af de allernederstes livsvilkår et kraftigt skub fremad mod livegenskabets ophævelse i 1866.
Faktisk blev Turgenev (1818-83), samme år som han i bogform udgav jægerens skitsebog, ramt af zardømmets censur. Hans stemningsmættede prosastykker fik besynderligt nok lov at passere uantastet til trods for en aldeles umisforståelig kritik af undertrykkelsen på landet, men da skaden var sket, fik den øverste ansvarlige embedsmand afsked uden pension. Da Gogol kort efter døde, og Turgenev offentliggjorde en mindeopsats, hvori han omtalte mesterens storhed, slog magthaverne straks til og forviste ham til et gods i provinsen, som han kun kunne forlade fulgt af årvågne spioner. Under romantikerens facade øjnede man nu en samfundsfjende.

Umiddelbart er det svært at forstå ved gensynet med En jægers dagbog. For hvad der først og fremmest gør indtryk i disse 22 suverænt velformede skitser, er det følsomme vandrer-gemyts tætte og præcise sansninger af naturen. Indtryksmodtagelig, åben, i evig indre uro, færdes jægeren som en nomade gennem det landlige Rusland, hvor han søger de ydmyge steder, blandt menneskene eller netop fjernest muligt fra disse. Som romantikerne leder han efter en hemmelig enhedsoplevelse med naturen, men hvor disse gerne tilskrev denne mystik en art guddommelig transcendens, fremstiller Ivan Turgenev i sine elegante beskrivelser mennesket som sidestillet med naturen og indfældet i den som et dyr blandt dyr. Nøjagtig svarende til denne menneskeopfattelse rendyrkes så i hans teknik en registrerende teknik, der fænomen efter fænomen lader omgivelserne komme strømmende ind imod mennesket.
"Inde i skoven bliver det stadig mørkere. Alle konturer flyder sammen, og træerne forvandles til mægtige sortladne masser. De første stjerner træder undseligt frem på det dybblå himmelhvælv. Nu sover alle fugle. Kun vipstjærter og de små spætter småkvidrer endnu en stund af og til halvkvalt, ligesom i søvne... så forstummer også de. Blot en sidste gang lyder siskenens sitrende kalden. Og nu istemmer nattergalen sine første smeltende strofer. Hjærtet svulmer i det længselsfulde bryst... Så, pludselig - men hér vil kun jægeren forstå mig - pludselig bliver den dybe stilhed brudt af en særegen skræppen, så følger en lydelig hvislen, så en støj af emsige vingers regelmæssige susen - og en skovsneppe kommer, graciøst bøjende sit langnæb, flyvende ud fra birketræernes mørke løvværk og glider langsomt gennem luften - netop vort skud imøde."

Læsere, der af gammel vane springer naturbeskrivelser over, bør holde sig langt væk fra En jægers dagbog. Og skulle de endelig uforvarende dreje ind ad det gale spor og f.eks. forvilde sig ind i den citerede tekst, om "Jermolai og møllerkonen", vil de, hvis de læser sløvt, aldrig fatte pointen, som er, at jægerens assistent Jermolai går rundt med nøglen til møllerkonens mistrøstige skæbne. Dette står at læse i stemningsbillederne, men forbliver på handlingsplanet raffineret usagt.
Anderledes direkte bliver Turgenev imidlertid i bogens måske krasseste stykke, "Den levende relikvie", om pigen, der ved et fald invalideres for livstid, og som nu ligger hen på en afsides gård, syv-otte-niogtyve år gammel - ja, tidsfornemmelsen har hun tabt - alene, adskilt fra verden, mens hun opmærksomt lytter til fuglenes sang, indsnuser de friske lindeblomsters duft, synger sin barndoms og muntert dansende ungdoms viser og drømmer de smukkeste drømme: Om Kristus, som hun skal forenes med, og døden, hendes egen død, i skikkelse af en mærkeligt fremmedartet gammel kone, der lover at tage hende med sig en dag, men pålægger hende at vente.
Holdningsmæssigt set tager Turgenev her bladet fra munden og viser den fattige som et helt individ, med dybe længsler og favnende visioner, midt i vansiretheden og den bundløse armod. Men typisk for Turgenevs prosa er i denne skildring samtidig jeg'ets position. Jægeren, Pjotr Petrovitsj som han kalder sig, nøjes nemlig med at sanse og at gengive. Selv blank og forudsætningsløs gør han sig til det passive medium for et andet menneskes rige indre virkelighed.
Fra denne betragterposition går der en bue over til de vege og ubeslutsomme herrer i Turgenevs romaner, Rudin-typerne, som uhjælpeligt kommer til kort, når de står over for kvindelig kraft og vilje. Men som Johan Fjord Jensen peger på i sin klassiske bog Turgenjev i dansk åndsliv fra 1961, er iscenesættelsen af det vegetativt nomadiske subjekt samtidig betingelsen for, at stilen kan etableres, denne stil, hvormed Turgenev over for naturens rige mangfoldighed bliver i stand til at se: konkret, præcist, i troskab over for hvert enkelt fænomens unikke ejendommelighed.
Dén skrivemåde skulle danne skole. Ikke så meget på grund af den sociale kritik som i kraft af stemningsmaleriet, som tillader alt at komme ekstremt sansenært til stede. "Her vil kun jægeren forstå mig," hævder Turgenev koket, samtidig med at han ubesværet slår bro til hvem som helst, der bare har øjne at læse med og ører at lytte med over for, hvad der bare findes, med sin egen stemme, i sin særlige skikkelse. Som fuglen eller den fattige, eller den stemningsberuste vandrer.

*'Zapiski okhotnika' kom drypvis i tidsskrifter fra 1847 og frem, de fleste i Sovremennik ('Den samtidige'). Bogen blev første gang oversat til dansk 1875 af Vilhelm Møller. En ny fordanskning, ved Ingeborg Johansen, så dagens lys i 1924. Ovenfor er citeret efter Ejnar Thomassens oversættelse, på Carit Andersens Forlag 1958, med tegninger af Mads Stage, 1963 optrykt som paperback fra Hasselbalch. En bred, veldokumenteret gennemvandring af forfatterens liv foretager Leonard Schapiro i 'Turgenev. His Life and Times', Oxord University Press 1978.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu