Analyse
Læsetid: 6 min.

Styrkede fredsmuligheder

4. juni 1999

Den sidste uge har bragt kraftigt forbedrede chancer for en hurtig Kosovo-løsning

Pludselig torsdag synes der at være gået hul på bylden - en fredsaftale er ikke kun ved at tage form, men har fået både Milosevics og det serbiske parlaments godkendelse. Det er en nyhed, der er blevet modtaget med skepsis mange steder. Og fra de talsmænd og politikere, som har været hårdest i mælet mod Milosevic, har der lydt tvivl om, hvorvidt præsidenten "endnu engang ville løbe fra sine løfter".
Det er der nu ikke meget, der tyder på. Slet ikke efter det serbiske parlaments godkendelse af fredsplanen uden forbehold og med stort flertal. At ultranationalisten Vojislav Seselj er blevet rasende og hans Serbiske Radikale Parti har stemt imod planen, må nærmest anses for tillidsvækkende. Hvis han havde kunnet gå ind for aftalen, kunne man have frygtet, at der var skjulte finter i den.
En anden ting, som har overrasket mange iagttagere, har været pludseligheden. Men i virkeligheden har aftalen været på vej i adskillige dage.
Sidste torsdag sluttede en konsultation om Kosovo-krisen mellem toprepræsentanter for de vigtigste internationale kirkelige organisationer i Budapest. Mødet blev ledet af generalsekretæren for Verdenskirkerådet, tyskeren Konrad Raiser og generalsekretæren for Konferencen af Europæiske Kirker, englænderen
Keith Clements. Efter mødet drog en lille gruppe, herunder Clements og Moskva-patriarkatets "udenrigsminister" biskop Kiril af Smolensk til Beograd, for at mødes med Slobodan Milosevic samme aften. Her viste Milosevic villighed til at gå med til betingelser, som tidligere har været afvist fra serbisk side. Næste morgen mødtes delegationen med den russiske forhandler Tjernomyrdin, som da netop var kommet til Beograd. Han og den finske præsident Ahtisaari gik igang med de vanskelige detaljerede forhandlinger, som skulle føre fra tilnærmelse til aftale.
Imidlertid holdt forhandlerne kortene tæt ind til kroppen. Der kom også "støj" på ledningen, som da en af de serbiske generaler erklærede, at der ikke ville kunne blive tale om tropper i Kosovo fra de bombende NATO-lande. I øvrigt præcis den samme holdning, som torsdag var den angivelige årsag til Seseljs afvisning af fredsplanen og bebudelse af at ville trække sig ud af regeringen, hvis der faktisk kom "aggressor-tropper" ind i Kosovo. Heller ikke fra NATO's officielle talsmand Jamie Shea eller fra den engelske eller amerikanske udenrigsminister kom der opmuntrende udmeldinger. Men retorikken var neddæmpet.
Samtidig syntes spændingen i Montenegro at øges. Her ser man ifølge den norske journalist Dag Halvorsen meget negativt på Milosevic og stiller det unægtelig relevante spørgsmål, om Milosevic ikke kunne have givet sig for 72 dage siden, i stedet for at lade sit land bombe sønder og sammen.

Det er rigtigt, at der ikke er givet køb på det, som den engelske Robin Cooke hele tiden har betegnet som "bundlinien": At Kosovo-flygtningene skulle tilbage under international overvågning, at NATO skulle udgøre kernen af en fredsstyrke i Kosovo, og at denne provins sikres et vidtgående selvstyre. Men sammenlignet med det, som man noget forskønnende har kaldt Rambouillet-aftalen, har Milosevic alligevel opnået nogle fordele.
For det første er Kosovas Befrielseshær UÇK ikke en part i aftalen. Det kan man betragte som en svaghed, men fra Beograds synspunkt klart en styrke. Der er for den serbiske regering himmelvid forskel på at indgå en fredsaftale med en separatistisk løsrivelsesbevægelse og med en militæralliance af suveræne stater som NATO. For det andet rummer den foreliggende aftale ikke noget krav om mulighed for
NATO-tilstedeværelse uden for Kosovo, i det øvrige Jugoslavien, således som der stod i paragraf 8 i appendiks B til Rambouillet-aftlalen. Den foreliggende aftale er altså ikke så krænkende for jugoslavisk suverænitet.
For det tredie har Rusland fået og påtaget sig et medansvar for fredsaftalen. Dette er klart et vigtigt element for Jugoslavien - så vigtigt at det gør det mindre væsentligt, at der vil deltage styrker fra de NATO-lande, der har deltaget i luftbombardementer.
For det fjerde er der tale om en aftale, som skal baseret på et mandat fra FN's sikkerhedsråd - det eneste internationale organ, Jugoslavien finder det legitimt at bøje sig for.
Forsøget på at benytte luftkrigen til at "løse" Kosovo-problemet efter Vojislav Seseljs recept er klart slået fejl - derfor er det helt logisk, at han vil trække sig ud af regeringen. Om fredsslutningen nu vil betyde, at Vuk Draskovic, som for nylig blev smidt ud af den serbiske regering, vil indgå i den igen, er det for tidligt at udtale sig om. Men Draskovics uforbeholdne tilfredshed med en fredsordning, som også er et nederlag for den nationalistiske politik, han selv har stået for i mere end 10 år, kunne tyde på, at han ser fredsslutningen som chancen for, at han kan blive i det mindste Milan Milutinovics afløser som Serbiens præsident - og, hvem ved, en dag Milosevics afløser som forbundspræsident. Milutinovics dystre mine under det serbiske parlaments afstemning torsdag kunne tyde på, at han nu betragter sig som en slagen mand. Og det gør det jo ikke bedre, at han i lighed med Milosevic er blevet sigtet for krigsforbrydelser af det internationale krigstribunal.

Det har været meget fremme i debatten, om man overhovedet skulle indgå en aftale med denne "krigsforbryder". Nu må man for det første fastholde, at i et ordentligt retssamfund er enhver principielt uskyldig, indtil vedkommende er dømt. For det andet er det godt, at man ikke vil gøre den samme fejl, som man gjorde mod afslutningen af Første Verdenskrig, hvor Tysklands fjender erklærede, at man ikke ville slutte fred med kejser Wilhelm II. Derfor blev kejserens abdikation og udråbelsen af en republik betingelsen for våbenstilstanden den 11.11.1918.
Det var imidlertid en alvorlig fejltagelse. For det blev ikke dem, der havde ført krigen, som officielt skulle acceptere nederlaget. Det blev det nye Tysklands demokratiske ledere, der måtte skrive under på den hårde Versailles-fred. Resultatet blev, at det blev dem, højrefløjen gav ansvaret for kapitulationen over for udlandet. Og det udnyttede Hitler siden i den propaganda, hvormed han undergravede demokratiet i Tyskland - de demokratiske politikere blev udnævnt til forrædere, og to af de ministre, som skrev under på Versailles-traktaten, blev endda myrdet efter at være blevet "dødsdømt" af en selvbestaltet standret.
Skal et nyt demokratisk Serbien have en chance, skal det ikke stå med skammen for et nederlag. Det er meget bedre at lade Milosevic stå med den. Hans popularitet har faktisk været dalende gennem 90'erne, hvor serberne under hans ledelse er gået fra katastrofe til katastrofe: Det gamle Jugoslaviens opløsning, landets isolation og forarmning gennem internationale sanktioner, forjagelsen af mellem en halv og en hel million serbere fra Kroatien og Bosnien, og nu sidst det reelle tab af kontrollen med den historiske Kosovo-provins.
Det eneste, Milosevic ser ud til at kunne redde, er den formelle jugoslaviske overhøjhed over Kosovo samt en beskyttelse - ved internationale styrker - af det tilbageværende serbiske mindretal i Kosovo.

Selv den mest udspekulerede propaganda vil ikke kunne overbevise mange serbere om, at Milosevic stadig er nationens redningsmand. Højst at han i den aktuelle situation har vist den ansvarlighed, at han har set realiteterne i øjnene.
Så kan man beklage, at han ikke gjorde det på det tidspunkt, han burde have gjort det: Da han i oktober 1998 indgik den forrige aftale med NATO om Kosovo.
Havde man da fået indsat en bevæbnet international styrke i provinsen, til beskyttelse af både albanere og serbere, havde mange ofre været sparet. Men da havde ledelsen i Beograd stadig en illusion om, at den i længden ville kunne undgå at acceptere en udenlandsk militærstyrke på egen jord.
Nu gælder det om at sikre flygtningenes tilbagevenden til provinsen, i takt med en genetablering af det civile samfund. En gigantisk opgave. Men der forestår også en anden gigantisk opgave: At få Jugoslavien integreret i det europæiske fællesskab gennem en ophævelse af landets alt for lange isolation.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her