Læsetid: 6 min.

Sydafrika evner ikke lederrolle

2. juni 1999

Sydafrika forventes at spille rollen som en regional magt i Afrika men har svært ved at definere sin Afrika-politik og få principper og virkelighed til at mødes

Valg i sydafrika
CAPE TOWN - Når Thabo Mbeki efter valget i dag overtager posten som Sydafrikas præsident fra Nelson Mandela, bliver han leder af kontinentets førende land. Sydafrika er en potentiel regional supermagt i et kontinent, som er plaget af uro og ustabilitet.
Borgerkrigene i Den Demokratiske Republik Congo og Angola har trukket adskillige lande ind i konflikten, og etniske uroligheder truer stabiliteten i hele det centrale Afrika. Desuden er Sydafrikas naboland Zimbabwe præget af uroligheder. Situationen er ikke meget bedre i de to smånabolande, Swaziland og Lesotho, hvor uroligheder blusser op med jævne mellemrum.
Konflikter i det sydlige og centrale Afrika er noget, Sydafrika ikke kan lukke øjnene for. Sydafrikas rolle som regional fredsmægler kan blive utrolig vigtig, og både Afrika og verden kigger til Sydafrika efter lederskab på kontinentet.
Sydafrikas kommende præsident har sagt, at udenrigspolitikken først og fremmest skal sikre hans ide om en afrikansk renæssance.
Den handler om et Afrika, hvor borgerkrige afløses af fred, og moderne demokratier tager pladsen fra korrupte diktaturer. Thabo Mbekis filosofi om en afrikansk renæssance handler også om, at Afrika selv løser Afrikas problemer.

Militær indgriben
Men spørgsmålet er, om Sydafrika er klar til at tage lederskabet. Erfaringerne fra de seneste år er blandede.
Sydafrika skulle efter apartheids ophævelse starte helt forfra efter i årtier at have været isoleret fra resten af Afrika eller i krig mod nabolandene.
I begyndelsen af Mandelas regeringstid var udenrigsministeriet bange for at spille en ledende rolle.
"Men vi har indset, at der er en forventning fra Afrika og resten af verden om, at vi spiller en rolle," konkluderede ministeriet i 1997. Det førte til en mere aktiv rolle.
Mandela havde succes med at sikre, at det daværende Zaires diktator, Mobutu Sese-Seko, overlod magten til Laurent Kabila uden de store blodsudgydelser. Men Sydafrikas diplomatiske bestræbelser har ikke resulteret i en løsning af urolighederne i landet efter Kabilas magtovertagelse.
Sydafrikas rolle som fredsmægler er også blevet kompromitteret af, at Sydafrika solgte våben til Zimbabwe, Namibia og Rwanda, som har valgt at forsøge at løse konflikten ved militær indgriben, mens Sydafrika selv forsøgte at løse konflikten diplomatisk.
Rollen som kontinentets fredsmægler fik yderligere skrammer, da tropper fra Zimbabwe og Sydafrika i september 1998 blev sendt til Lesotho for at dæmpe civile uroligheder.
Skønt operationen kom efter en henvendelse fra Lesothos statsminister, anser de fleste iagttagere den militære indgriben som dårligt gennemtænkt og dårligt udført. Og ude af trit med Sydafrikas politik. Problemerne i det lille kongerige, som ligger midt inde i Sydafrika, er da heller ikke løst.

Har intet lært lektien
En af lektierne fra Congo og Lesotho er ifølge Greg Mills, leder af The South African Institute of International Affairs på Wits University, at det sydlige Afrika mangler institutioner, som kan virke fredsbevarende og støtte en harmonisk udvikling. Han mener, at skabelsen af sådanne institutioner bør være en prioritet for Sydafrikas udenrigspolitik.
Peter Vale, som er professor på Centre for Southern African Studies på University of Western Cape, mener, der er en mere deprimerende lektie at lære, nemlig at Sydafrika intet lærte.
"Jeg tror slet ikke, at Sydafrikas udenrigsministerium har gjort sig nogle dybere tanker om dets Afrika-politik. Udenrigsministeriet mangler fuldstændig visioner og har ingen politik. Sydafrika er ikke i stand til at spille en ledende rolle i Afrika," siger Peter Vale til Information.
Vale mener, at de etniske konflikter i det centrale Afrika hænger sammen med, at Afrikas grænser er skabt af kolonimagterne, og derfor er kunstige. Konflikten kan kun løses varigt ved, at Afrika begynder at kigge på kontinentets grænser.
"Vi har brug for en anden tilgang. Vi har brug for mere end fredsmægling for at løse problemerne i Afrika. Sydafrika kunne hjælpe ved at starte en debat om afrikanske problemer," siger han.

Svag udenrigsminister
Anthoni van Nieuwkerk fra organisationen Foundation for Global Dialogue har på samme måde kritiseret manglen på vision og lederskab. Han mener, det bl.a. hænger sammen med valget af den aldrende og helbredsmæssigt svage Alfred Nzo som udenrigsminister.
Forholdet til SADC-landene (South African Development Community) er et andet problem i Sydafrikas Afrika-politik. SADC-sammenslutningen blev skabt som en modvægt til Sydafrika under apartheid i et forsøg på at mindske landenes økonomiske afhængighed af apartheidstaten.
Efter apartheids ophævelse blev Sydafrika medlem af organisationen og har for tiden formandsposten.
Greg Mills peger på, at Sydafrikas rolle i SADC har været vanskelig. Det skyldes ikke blot konflikter mellem Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, og Sydafrikas præsident Mandela.
"På grund af Sydafrikas økonomiske, politiske og militære position er det ofte forventet, at Sydafrika tager lederskab med hensyn til regional politik, men Sydafrika bliver på den anden side beskyldt for at ville påtage sig et overherredømme," siger Greg Mills.

Forhekset lederskab
Peter Vale kritiserer Sydafrika for ikke at tage lederrollen i SADC på grund af storebror-komplekset.
"De har været forhekset af ideen om ikke at lede for meget og har derfor slet ikke ledet," siger Vale.
Greg Mills mener, at Sydafrika har spillet en vigtig rolle i SADC, efter at det overtog formandskabet, ved at sætte ting som menneskerettigheder, demokratisering, bekæmpelse af korruption og handelssamarbejde på dagsordenen.
En af udfordringerne for Sydafrikas Afrika-politik bliver at styrke SADC og arbejde for etableringen af en fri handelszone mellem SADC-landene.
En anden opgave bliver at etablere et nyt sikkerhedssystem, der kan tage sig af trusler, som de enkelte lande ikke kan klare alene. Det handler om narkotikasmugling, våbensmugling, immigration og miljøproblemer.
Mens Mbeki har lagt vægt på Sydafrikas rolle i Afrika, har han også erkendt, at Sydafrikas forhold til resten af verden er vigtig.
Målet for Sydafrika har gennem de seneste fem år været at tiltrække internationale investeringer, som er nødvendige for den "afrikanske renæssance", Thabo Mbeki taler om.

Økonomien vigtigst
Den økonomiske virkelighed er ofte i konflikt med et andet princip for Sydafrikas udenrigspolitik: menneskerettigheder. Før Mandela kom til magten i 1994, udtalte han, at menneskerettigheder skulle være et grundlæggende princip for udenrigspolitikken.
Ofte er princippet dog blevet skubbet til side af hensynet til økonomien, når Mandela er taget på en af sine mange udenlandsbesøg. Forsøget på at sikre udenlandske investeringer har betydet, at Sydafrika ikke har været kræsen i sit valg af venner. I stedet har landet bl.a. ved hjælp af Mandelas status dyrket både gamle venskaber og skabt mange nye.
Mange havde håbet, at Nelson Mandela, som fik mange lande til at indføre sanktioner mod apartheidstaten, ville bruge sin moralske status til at tale om menneskerettigheder. Men gang på gang har han afvist det. Senest skete det, da han i april besøgte Kina, med henvisning til, at "det er interne anliggender."
Spørgsmålet for Mbekis udenrigspolitik vil også dreje sig om, hvordan principper og økonomiske realiteter kan hænge sammen.
Hvordan kan han føre ideen om en afrikansk renæssance med demokrati og menneskerettigheder ud i livet samtidig med, at han forfølger de økonomiske interesser, som er nødvendige for en afrikansk renæssance.

nDette er den femte artikel op til valget i Sydafrika i dag. De forrige blev bragt den 29. maj og 1. juni. Serien er hermed slut.

Fakta - Sydafrika i sort og hvidt

*Sydafrikas befolkningen består af 76 procent sorte, 13 procent hvide, 9 procent farvede og 2 procent indere.
*En hvid sydafrikaner tjener i gennemsnit 10 gange så meget som en sort.
*Arbejdsløsheden blandt hvide er 4 procent, blandt sorte 42.
*65 procent af de sorte lever i fattigdom. For hvide er tallet under én procent.
*En tredjedel af den sorte befolkning går ofte sultne i seng. To procent af de hvide kender til ikke at have mad.
*En tredjedel af de sorte bor i skure. Det er næsten ukendt for hvide.
*Næsten alle hvide har rindende vand i deres huse, mens en tredjedel af sorte har en vandhane.
*Hvide ejer 87 procent af jorden; sorte, farvede og indere 13 procent.
*82 procent af hvide sydafrikanere er pessimistiske med hensyn til landets fremtid. Ni ud af ti sorte er optimister.
*Otte procent af de hvide går ind for en omfordeling af goderne, mens 73 procent af de sorte gør.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu