Læsetid: 2 min.

Sydafrikas regering afviser gældslettelse

18. juni 1999

Den sydafrikanske regering frygter kapitalflugt fra landet, hvis deres gæld annulleres. Derfor vil landet ikke tage imod tilbudet om gældslettelse

Mens gældslettelseskampagnen Jubilee 2000's Sydafrika-afdeling arbejder på højtryk på at få annulleret landets gæld, tier den sydafrikanske regering.
Analytikere har nemlig påpeget, at det kan blive en dyr forretning, at sætte et kryds over de 310 mia. rand, som landet skylder væk.
"Regeringen er dødsens angst for, at kreditværdigheden vil falde, hvis den støtter kampagnen for gældslettelse, og at det vil resultere i kapitalflugt fra Sydafrika," siger Brian Ashley, der er koordinator for Jubilee 2000-kampagnens Sydafrika-afdeling, til Information.
Han forklarer, at den sydafrikanske regerings økonomiske politik har været at opbygge tillid og vise de internationale investeringsinstitutter, at de er ansvarlige i håb om at tiltrække udenlandske investorer til landet.
Men selv om Sydafrika hører til blandt de bedre stillede lande i Afrika, så kan gælden tydeligt mærkes. Hvert år bruger de nemlig omkring 20 procent af det samlede budget på at betale afdrag og renter på deres lån. Lån som blev stiftet af det hvide apartheid-regime.

Betaler for apartheid
Og netop det faktum, at gælden stammer fra lån optaget af apartheid-styret, er væsentlig for Jubilee 2000. Ifølge Folkeretten kan lån, der er givet til et ulovligt regime, nemlig ikke kan opkræves af landenes efterfølgende demokratiske regeringer.
Men alligevel sker det både i Sydafrika, Congo og på Fi-lippinerne, forklarer Dot Keet, der er seniorforsker på Center for sydafrikanske studier ved Western Cape Universitetet i Sydafrika. Hun mener, at truslen om faldende kreditværdighed bliver brugt til at presse den sydafrikanske regering til ikke at søge om gældslettelse.
"Hvis et land får annulleret sin gæld efter meget klare internationale regler, så betyder det ikke, at det herefter ikke kan betale af på sine lån. Det er en måde at forplumre debatten på, men uheldigvis påvirker det mange regeringer, inklusiv den sydafrikanske," siger hun til Information.

Trak nabolande ned
I Jubilee 2000's Sydafrika-afdeling kæmper de hovedsageligt for at få eftergivet Sydafrikas gæld, men samtidig håber de, at fokuseringen på i-landenes medansvar for gælden, idet de lånte det ulovlige regime pengene, kan komme de omkringliggende lande til gavn.
"Vi bruger apartheid-spørgsmålet til at skabe opmærksomhed omkring hele den sydafrikanske region. De andre landes gæld blev optaget af legale regeringer, men den blev optaget for, at landene kunne forsvare sig mod apartheid-regimet. På den måde er 27 mia. dollar gæld direkte forbundet til disse frontliniestater, der forsøgte at forsvare sig mod økonomisk og militær ustabilitet," siger han, men erkender, at det er problematisk, at hans egen regering ikke tør kæmpe for gældslettelse.
"Det er et problem, så derfor opfordrer vi dem til i det mindste ikke at gå imod vores kampagne og til slet ikke at kommentere den. Men om det lykkes vil tiden vise, for regeringen har på det seneste bevæget sig mod en mere liberal økonomisk politik ved at implementere store dele af strukturtilpasningsprogrammerne," forklarer han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu