Læsetid: 4 min.

Tåspidsdans mod fred i Kosovo

1. juni 1999

Jugoslavien accepterer 'principperne i G-8 fredsplan', EU sender mægler til Beograd, Rusland ser 'reelle muligheder' for fred - og stadig står parterne langt fra hinanden

ANALYSE
EU-udenrigsministrenes beslutning i går om at sende den finske præsident, Martti Ahtisaari, til Beograd til forhandlinger med den jugoslaviske ledelse er en bekræftelse på to ting.
For det første er EU og det øvrige internationale samfund parate til at forhandle med den eller de personer, der nu engang sidder ved magten i Jugoslavien, hvad enten de er tiltalt for krigsforbrydelser eller ej. Det var en nødvendig kendsgerning at få slået fast efter den megen virak og de indbyrdes modstridende udtalelser, der opstod, da den jugoslaviske præsident, Slobodan Milosevic, og fire andre jugoslaviske/serbiske ledere torsdag i sidste uge blev tiltalt af Den Internationale Straffedomstol i Haag.
For det andet er en fredelig løsning på Kosovo-konflikten rykket nærmere. Hvis ikke der var konkret kød på meldingerne om, at Milosevic nu seriøst vil drøfte iværksættelsen af fredsplanen fra G-8 - de syv største industrilande i verden plus Rusland - ville Ahtisaari ikke ulejlige sig til Beograd med den risiko for prestigetab, der ligger i endnu et sæt resultatløse forhandlinger med den jugoslaviske leder.

G-8 principperne
Ahtisaaris besøg i Beograd vil måske allerede finde sted i morgen - efter at den finske præsident i dag mødes med både den russiske og den amerikanske Balkan-mægler, henholdsvis Viktor Tjernomyrdin og viceudenrigsminister Strobe Talbott.
Der er andre tegn på, at en fredsplan rykker nærmere. Således bekræftede det statslige jugoslaviske nyhedsbureu Tanjug i går, hvad andre medier har fortalt siden lørdag, nemlig at Beograd accepterer 'principperne i G-8 fredsplanen'.
*et øjeblikkeligt og kontrollerbart stop for vold og undertrykkelse i Kosovo,
*tilbagetrækning fra Kosovo af alle jugoslaviske styrker: militær, sikkerhedspoliti og para-militære, samt afvæbning af den Kosovo-albanske partisanhær, UCK.
*etablering af en effektiv international civil og militær tilstedeværelse i Kosovo efter vedtagelse i FN,
*etablering af en midlertidig administration for Kosovo, udnævnt af FN
*sikker og uhindret tilbagevenden til Kosovo for alle flygtninge og internt fordrevne samt uhindret adgang for alle humanitære hjælpeorganisationer
*iværksættelsen af en politisk proces med det formål at nå en aftale, der giver en væsentlig grad af selvstyre for Kosovo - en aftale, der tager højde for Rambouillet-aftalerne og Jugoslaviens suverænitet og territoriale integritet.
Dermed har den jugoslaviske ledelse for første gang under konflikten accepteret, at NATO-styrker under en eller anden form udstationeres i Kosovo.
"Der er nu reelle chancer for, at vi kommer ud af dødvandet i Jugoslavien", sagde den nye russiske regeringschef, Sergej Stepasjin, i går - kun få dage efter, at den russiske Balkan-mægler, Viktor Tjernomyrdin, nærmest erklærede fredsprocessen død og truede med at stoppe sin mæglervirksomhed på grund af de fortsatte NATO-bombardementer.

Reel opdeling?
Det var tilsyneladende Tjernomyrdins besøg i Beograd fredag og lørdag, der har sat en lille smule bevægelse i tingene.
Men ifølge de sparsomme
oplysninger, der er sluppet ud fra mødet i slutningen af sidste uge mellem Milosevic og Tjernomyrdin, har den jugoslaviske leder stadig en del indrømmelser at gøre, hvis NATO skal indvilge i en fredsplan.
Ifølge det britiske dagblad Financial Times indebærer det forslag, Moskva har udarbejdet og nu har fået Beograds tilslutning til, at Kosovo opdeles, således at det kun er fredsstyrker fra Rusland og såkaldt neutrale lande, der udstationeres i den nordlige del, og at styrker fra NATO-lande - vel at mærke kun de NATO-lande, der ikke har deltaget i luftbombardementerne - udstationeres i den sydlige del.
Styrker fra de øvrige NATO-lande - heriblandt altså de amerikanske, franske, britiske og tyske - får kun lov at se til fra den anden side af grænserne til Albanien og Makedonien.
Forslaget er klart uantageligt af NATO af to grunde:
Dels kan det meget nemt føre til en permanent deling af Kosovo i en nordlig serbisk del og en sydlig albansk del. Sidstnævnte vil - berøvet indtægterne fra minedriften i nord - få særdeles vanskeligt ved at overleve som økonomisk enhed.
Dels er det så godt som givet, at antallet af Kosovo-albanske flygtninge, der vil vende hjem til områder, hvor de serbisk-venlige russere har kontrollen, vil være bekymringsværdigt tæt på nul - med et fortsat gigantisk flygningeproblem i nabolandene til følge.

Serbiske styrker
Endvidere insisterer Beograd tilsyneladende på at beholde 10.-15.000 soldater eller politisoldater i Kosovo - hvilket vil have samme afskrækkende effekt, hvad angår repatriering af de albanske flygtninge.
Her kræver NATO, at alle de nuværende 40.-50.000 soldater fra den jugoslaviske hær og det serbiske indenrigsministerium (sikkerhedstyrkerne) trækkes ud af landet - men er formentlig villig til at acceptere et mindre antal, 1.000-1.500 har været nævnt, som en symbolsk tilkendegivelse af, at området stadig er en del af Forbundsrepublikken.
NATO har reageret forsigtigt på fredsfølerne fra Beograd og har krævet en klar udtalelse fra Milosevic personligt om, at han accepterer G-8 fredsplanen.
Med Tanjugs erklæring er man nu nået så vidt, at EU sender sin fredsmægler til Beograd. Men bitter erfaring med Milosevic har lært Vesten, at en generel tilslutning til principperne i en fredsplan kun er første skridt i en proces, der fortsat kan være lang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her