Læsetid: 6 min.

The Dahlgaards og det høje C

19. juni 1999

Intermetzo
Da Frank Dahlgaard i TV-Avisen meddelte offentligheden, at han i frustration over manglen på EU-modstandere blandt de konservative kandidater til EU-Parlamantsvalget og i særdeleshed manglen på ham selv i denne eksklusive flok derfor havde kastet sit kryds på Mogens Camre fra Pia Kjærsgaards Parti, måtte selv det enfoldigste fæ spørge, hvor mon Frank Dahlgaard havde deponeret sine hjerneceller. Da Dahlgaard med åbent ansigt samtidig forestillede sig at hans private initiativ ikke ville få konsekvenser, stod det klart, at det også var hans eneste hjernecelle han havde deponeret. Den anden Pia, Frank Dahlgaards politiske leder, der er undergået en omfattende shine up, formentlig hos en personality-stylist i forstæderne og ser ret wampet ud med lilla sovekammerkontaktlinser og malet mund, skruede resolut ned for charmen og lossede den falske tomhjerne ud af vagten med et enstemmigt brag. I hovedbestyrelsen havde afgåede Schlüter, der nyder al den respekt det selvopløsende parti kan smide på ham, med skepsis bivånet, hvorledes hans efterfølgere var i færd med at feje Dahlgaard ind under gulvtæppet, og skåret igennem deres ubeslutsomme slinger. Smid ham ud, den klaptorsk!, sagde Schlüter. Pia hørte i tide rigtigt. Det var den klaptorsk, hun også havde i tankerne at smide ud, skønt hun og gruppeformand Møller mente, at en skideballe mandfolk til mandfolk havde været tilstrækkeligt mand og mand imellem, og lossede med så meget desto større sving i stay-up'en Dahlgaard over i de kasteløses rækker. I løbet af rekordtid for indre rivningers afvikling hos de konservative havde Folketinget fået en konservativ løsgænger.

Nu er der ganske vist gået nogle dage, siden Dahlgaard kvajede sig og røg ud - når alt kommer til alt måske med vilje hvad vi skal vende tilbage - at enhver jo kan komme rendende og spå med tilbagevirkende kraft. Men man skal på den anden side ikke have været medlem af ret mange foreninger eller partier etc., før man ved, hvor grænsen normalt går for foreningsskadende virksomhed. Et af de elementære uudsagte påbud i et hvilket som helst medlemskab af hvad som helst er det gribende enkle, at man ikke støtter konkurrerende foretagender - og ihvertfald ikke fortæller at man gør det. Denne simple visdom kan borgere i Forenings-Danmark meget dårligt undgå at have stiftet bekendtskab med, og slet ikke folketingsmedlemmer, der som Frank Dahlgaard ydermere er over de 50 og cand.polit. og kalder sig journalist. Det er ganske enkelt umuligt, at Dahlgaard kan have vandret på sit fødelands dyrebare jord i 53 år uden at vide, at man som valgt tillidsmand for ét parti ikke sådan kan stemme på et andet og bagefter henrykt gå ud og proklamere forræderiet, uden at loftet falder ned.
Hvilken indlysende kendsgerning må føre til følgende retrospektive overvejelser: Enten er Frank Dahlgaard lige så dum, som ovenfor antydet, en mulighed man ikke uden videre kan afskrive. Den forklaring strider mod det faktum, at manden gennem længere tid jo har været fuldgyldigt medlem af de konservatives folketingsgruppe, og for at være dét kan man selvsagt ikke være dum. Det siger sig selv, man kan blot remse medlemmerne op fra en ende af, også dem på tvungen frivillig orlov, og det intellektuelle niveau - når fraregnes et par stykker i særklasse - står lysende klart. Så dum kan Dahlgaard altså ikke være. Fristende er det derfor at forsøge at finde en anden og mere fornuftig forklaring, som i det mindste antyder en slags politisk ræson.
Vi siger altså, at Frank Dahlgaard gjorde det med vilje, vel vidende at Pia the Wamp ville få et hysterisk anfald og verfe ham ud, vel vidende at de konservative på den baggrund igen ville splitte i atomer, vel vidende at Dahlgaard herefter alligevel ikke ville blive smidt ud, vel vidende at han efter balladen ville kunne træde frem med kæben i kampstilling, styrket som bare satan og som det eneste ægte konservative alternativ til partilinien, der møder stadig større modstand i partiets kerneland - ikke mindst blandt de konservative konservative, der stadig kan stave til Dronning, Gud og Hjemstavn. For netop dem havde Frank Dahlgaard jo allerede år tilbage gjort sine hoser grønnere end partifarven. Men der var ifølge ledelsen ikke plads til ham på listen, og da Dahlgaard ikke i øvrigt havde nogen nævneværdig position i den konservative højintelligensfolketingsgruppe, bør man måske ikke forbløffes over, at den sangvinske mand var motiveret for at tage sagen i egen hånd. Da han så pludselig erfor, hvor skide godt det gik kammerat Camre, med hvem Dahlgaard næppe kan opvise den store uenighed om ret meget, kan fristelsen til at lade sig losse ud være blevet for stor. Hvis Pia bare lossede hårdt nok, kunne Dahlgaard med forholdsvis god samvittighed - ihvertfald med hensyn til EU-spørgsmålet - forberede sig på det glade løsgængerliv. Indtil Pia the Party med Camre på græs inviterede også ham, Dahlgaard, inden for i varmen. Fra løsgang til en sort - undskyld, slåfejl! - stor fremtid i et andet folkeparti med lyse udsigter hos gallup.

Denne storartede forklaring holder imidlertid efter alle solemærker ikke vand, da ingen andre partier vil have Frank Dahlgaard, netop fordi han har demonstreret illoyalitet. Hvorfor vi igen med beklagelse må gribe til den første forklaring.
Det er underligt at tænke sig, men Frank Dahlgaards bedstefar, Bertel (1887-1972) var lidt af et politisk genistykke. Ikke fordi at han så ud af så meget, nærmest sådan én man skubber lidt til i bussen og springer over i køen og ikke nær så maskulin i de primære kønskarakterer som barnebarnet. Men dér skulle man ikke tage fejl af B. Dahlgaard. Man sagde, at intet af betydning i dansk politik fra 1945 og små 20 års tid fremefter besluttedes uden om Bertel Dahlgaard. Han var simpelthen snu som bare fanden - eller i det mindste som parti- og kampfællen Jørgen Jørgensen fra Lejre, med hvem han dannede ubrydeligt og effektivt makkerpar hos de radikale, og sikrede det minimale midterparti med de stolte traditioner for at bestemme alting her i landet en endnu mere central rolle end før. Radikal var Bertel Dahlgaard nemlig. Ligesom Frank Dahlgaards far, den venlige Lauge Dahlgaard, var det - samt respekteret arbejdsminister i VKR regeringen under Baunsgaard fra 1968-71. Frank Dahlgaards onkel, ambassadør Tyge Dahlgaard, var handelsminister under J.O. Krag, men kunne, som nevøen, ikke finde ud af hvornår det var klogest at stikke hovedet i inderlommen og betro sine dybsindigheder til indholdet dér. Handelsminister Dahlgaard undsagde den daværende socialdemokratiske regerings politik over for det græske militærjuntastyre og røg ud.

Frank D. er trods dette alt i alt gunstige og sunde politiske miljø for en rodløs ung mand ikke radikal. Som han redegjorde for sin baggrund og holdninger i Radioavisen, kunne han ikke snuppe det med, at der bare er en vandpistol til at forsvare fædrelandet, og at forbryderne forsørges i hoved og røv og ofrene får en lang næse, og at han bl.a. derfor er blevet konservativ, så det gør noget. Det sagde han sådan nogenlunde ordret, hvilket - kombineret med andre udtalelser om kvinder og børnehavepædagoger og nationalfølelse - igen bekræfter, at den første forklaring med den deponerede hjernecelle faktisk er den mest sandsynlige.
Noget helt andet er, som flere kommentatorer allerede har været inde på, så løses det Konservative Folkepartis grundlæggende, baglandsbaserede problem hvad angår EU nu engang ikke ved at smide en enkelt nørd som Frank Dahlgaard på porten. Kan hænde at intelligenskvotienten derved stiger dramatisk i den tiloversblevne folketingsgruppe. Men dels fortæller historien, at ledelseskvaliteten hos C trods ydre opfriskning er til at overse, dels er konservative EU-modstandere, der ikke kan snuppe Pia the Party med omvendt Camre, nu endnu mere hjemløse i Pia the Wamps skrumpenosse af et parti.
De har kun én ting at gøre: glemme fortiden, skønt Ditlev Tamms nye bog til gavns manifesterer denne, og geninstallere Beton-Hans. Det er surt show, men effektivt, for med ham i førertrøjen glemmer mange modstandere modstanden for en utvivlsom fornyet fremgang. Sådan er de nemlig, de konservative konservative, trofaste i medbør og taktfaste i klar, brutal C-dur.

Serie

Hjemstavn

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her