Læsetid: 4 min.

Tid til omtanke

30. juni 1999

KOMMENTAR
Iblandet EU-landenes berettigede harme over, at en tyrkisk domstol i går dømte PKK-lederen Abdullah Öcalan til døden, er frygten for, hvordan kurderne vil reagere på dommen: Vil de europæiske hovedstæder blive skueplads for en opblussen af kurdisk terror?
Det ironiske i situationen er, at EU, nærmere bestemt Tyskland, kunne have undgået den aktuelle situation, dersom tyskerne havde begæret Öcelan udleveret til retsforfølgelse, da han i vinter befandt sig i Italien. Det gjorde man ikke af frygt for, hvordan kurderne i forbundsstaten ville reagere.
Hermed signalerede man klart og tydeligt til Tyrkiet, at EU ikke er indstillet på at følge retorikken om fordømmelse af terrorisme op med reel handling, hvis det truer sikkerheden på eget territorium.
Det er klart, at Tyrkiet i den situation har svært ved at se meningen med EU's politik: På den ene side har man travlt med at fordømme Tyrkiet for sin behandling af terrorismen, og på den anden side skubber man problemet fra sig, når det kommer for tæt på.
Stadfæster det tyrkiske parlament dødsdommen over Öcalan, forringer det Tyrkiets muligheder for at komme med i EU, hedder det fra EU-lederne. En ret tom trussel al den stund, Tyrkiet allerede fik det røde kort ved EU-topmødet i Luxembourg december 1997. Her blev Tyrkiet som eneste ansøgerland placeret i gruppe, hvor der vil gå mindst femogtyve år, før forhandlinger om optagelse kan blive en realitet.
Begrundelsen var Tyrkiets utvivlsomt grove overtrædelser af menneskerettigheder, navnlig i kurder-spørgsmålet.
Spørgsmålet er imidlertid om ikke EU ville have større indflydelse på Tyrkiets menneskerettighedspolitik og behandling af etniske mindretal, hvis organisationen havde en mere konsekvent politik over for Ankara og langt tidligere havde besindet sig på det kurdiske problem?
Der skal ikke herske tvivl om, at EU-landenes fordømmelse af gårsdagens dødsdom og kraftige opfordringer til ikke at eksekvere den både er rigtig, nødvendig og legitim. Men samtidig bør EU benytte situationen til at genoverveje både sin politik over Tyrkiet og over for det kurdiske problem.
På den ene side må EU's refærdige kritik af ikke blot Tyrkiets fremfærd i kurderproblemet, men også af landets manglende demokrati, følges op af en vilje til støtte Tyrkiet i en forbedring af situationen.
På den anden side må EU's krav om, at kurderne får mindretalsrettigheder, herunder selvstyre og ret til at bruge deres eget sprog i uddannelsessystemet, medierne osv., følges op af en klar fordømmelse af enhver form for terror, herunder PKK's: Det nytter ikke noget at vende det blinde øje til PKK's aktiviteter, heller ikke, når det sker af hensyn til egen sikkerhed.

Kurdernes sag til debat
Selvom det er sørgeligt, at der skal en dødsdom og frygt for terror til, er der et lyspunkt i sagen omkring Öcalan, nemlig at den kurdiske sag hermed for alvor er kommet på den internationale dagsorden. Den kan derfor blive et vendepunkt, hvor Tyrkiet udnytter situationen til at komme tilbage i den europæiske varme ved at indlede en mere forsonlig og human politik over for kurderne.
Öcalan-sagen startede sidste efterår, hvor Tyrkiet gennem krigstrusler pressede Syrien til at udvise Öcalan og dermed sende ham på den rundrejse, der endte med hans tilfangetagelse i Kenya i februar. Det skete efter en massiv tyrkisk offensiv mod PKK-baser i den
sydøstlige del af landet og
Irak. Herefter kom turen til Syrien, hvor PKK i mange år har haft baser, hvorfra organisationen har opereret ind i Tyrkiet.
Efter overenskomsten med Syrien og tilfangetagelsen af Öcalan er muligheden tilstede for, at Tyrkiet giver de indrømmelser til kurderne, som staten for længst burde have gjort. Desværre er der ikke meget tyder på, at det vil ske.
Enhver anfægtelse af den tyrkiske nationale identitet anses i magtapparatet for en direkte trussel mod statens grundlag og eksistens. Den tyrkiske nationalstat blev oprettet på ruinerne af Det Osmanniske Rige, og var det ikke for grundlæggeren af det moderne Tyrkiet, Kemal Atatürks, kamp og bastante nationalisme havde Tyrkiet ikke eksisteret i dag.
Atatürks ideologi er stadig grundpillen, og derfor accepteres der ikke andre etniske grupper end tyrkere i Tyrkiet. Problemet er, at jo mere tyrkerne insisterede på den nationale identitet, jo mere blev andre grupper optaget af deres kultur og nationale tilhørsforhold.
Hvad enten det er islamister eller kurdere, der i denne proces er blev bevidste om deres identitet, har den tyrkiske stat systematisk bekæmpet den. Det er sket med tvangsforflytninger - ifølge kurdere er 3-4 mio. kurdere blevet tvunget væk fra deres bopæl siden 1984, hvor PKK optrappede kampen - nedbrænding af landsbyer, rationering af fødevarer i de kurdiske områder og systematisk undertrykkelse af kurdisk sprog og kultur.
Officielt er denne makabre politik blevet legitimeret med kampen mod terrorismen, dvs. mod PKK's aktiviteter. Men den rammer meget bredere, og langt fra alle kurdere sympatiserer med PKK. Når så mange kurdere det seneste halve år har bakket op om Öcalan skyldes ikke, at de sympatiserer med terrorismen - langt fra - men fordi han blevet et symbol på deres kamp.
Dødsdommen i går var ventet af alle - også af kurderne. Om de vil reagere med terror er uvist, men formentlig vil de vente og se om dødsdommen faktisk bliver eksekveret. Det vil sige, at der nu er tid og mulighed for både Tyrkiet og EU til at besinde sig.
En mulighed er at udelukke Tyrkiet endnu mere fra Europa. Det vil imidlertid også betyde, at det kurdiske problem helt og holdent overlades til Tyrkiet, hvilket bestemt ikke lover godt for kurderne.
En anden mulighed er at presse Tyrkiet til en ny politik, der i meget højere grad er imødekommende over kurdernes legitime kulturelle rettigheder med udsigt til, at inddrage Tyrkiet mere i det europæiske hus.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her