Læsetid: 4 min.

To i fængsel trods 'glemsomt' vidne

23. juni 1999

Forsvarsadvokat bebuder anke af en "barsk og fuldstændig urimelig" dom i en af de mange sager efter overfaldet på Pia Kjærsgaard i marts 1998

50 dages ubetinget fængsel for blandt andet stenkast mod politiet var, hvad retsformand Tove Horsager og hendes to domsmænd tirsdag idømte to 18-årige mænd, der var til stede på Nørrebrogade i København, da Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard en eftermiddag i marts 1998 gemte sig i en lokal afdeling af Unibank.
Episoden fandt sted, efter at Pia Kjærsgaard var kommet til Nørrebro for at blive interviewet til Danmarks Radios P3. Hun blev angrebet af en ung mand i Griffenfeldsgade, inden hun søgte tilflugt i banken. Dette angreb er ikke opklaret. Til gengæld har politiet rejst tiltale mod syv unge mennesker og den ansvarshavende på en lokal-tv-station i forbindelse med de begivenheder, der fulgte.
'Rachid' og 'Ahmed' (deres rigtige navne er redaktionen bekendt) blev dømt for stenkast mod en gruppe politibetjente og for grov forstyrrelse af ro og orden. Bortset fra et enkelt æg, som 'Rachid' vedgik at have kastet mod en politibil, nægtede de to sig skyldige. 15 måneder efter episoden havde både de to tiltalte og sagens eneste civile vidne meget svært ved at huske.

Sandhedspligt
Vidnet, en ansat i SuperBrugsen på Nørrebrogade, havde i den grad glemt begivenhederne, at anklager Lene Horn måtte indskærpe sandhedspligten:
"Man har pligt til at tale sandt i retten, og man har også pligt til at sige det, man kan huske," pointerede anklageren.
Retsformanden gav hende ret og tilføjede, at hun fandt vidnets dårlige hukommelse "forbløffende": "Er De bange for noget?" spurgte retsformand Tove Horsager.
Vidnet svarede nej.
Til politiet havde manden fra SuperBrugsen ellers umiddelbart efter episoden leveret præcise beskrivelser af to unge, som han mente havde kastet murstensstykker mod politiet. Også efter anholdelsen af 'Rachid' og 'Ahmed' havde han over for politiet bekræftet, at det var de rigtige, der var blevet anholdt.
De to politiassistenter, som i civil havde foretaget anholdelserne af 'Rachid' og 'Ahmed' berettede i retten i detaljer om den meget samarbejdsvillige mand fra SuperBrugsen. Det fremgik klart, at det kun var takket være hans indsats, at 'Rachid' og 'Ahmed' kunne anholdes.
"Han var et særdeles godt vidne," sagde en af politiassistenterne om den glemsomme mand.

Mursten i lommen
En af begrundelserne for at domfælde de to 18-årige var fundet af rester af mørtel og mursten i deres jakkelommer. 'Rachid' forklarede, at han havde følt sig truet til at hente mursten i en gård, da en cirka 25-årig, uidentificeret mand bad ham gøre det, mens 'Ahmed' afviste at have haft mursten i lommen den dag.
Domsmandsretten afviste disse forklaringer som utroværdige.
'Rachids' og 'Ahmeds' forsvarer, Klavs Brammer, kalder dommen "barsk og fuldstændig urimelig" og bebuder en anke til Østre Landsret:
"Vi taler om to drenge, der var 17 år på gerningstidspunktet, og som allerede har siddet frihedsberøvet længe," siger Klavs Brammer. 'Rachid' og 'Ahmed' var i fire uger anbragt på en lukket institution umiddelbart efter anholdelsen. Da de var under 18, kunne de ikke varetægtsfængsles på normale vilkår.
I alt blev syv forskellige tiltalt for blandt andet vold mod politiet og forstyrrelse af ro og orden i forbindelse med begivenhederne på Nørrebrogade. I maj måned blev en 25-årig kvinde idømt 10 dages hæfte. De øvrige fire tiltalte kommer for retten senere.

Blåt mærke
Selve angrebet på Pia Kjærsgaard fandt sted forud for opløbet ved Unibank på Nørrebrogade. Kort før klokken 15 ankom Pia Kjærsgaard i taxi til hjørnet af Griffenfeldsgade og Prins Jørgens Gade på Indre Nørrebro. Da hun ville betale taxien, blev døren - ifølge Pia Kjærsgards forklaring til politiet - revet op af en yngre, danskudseende mand i gråt tøj. Han begyndte at slå på Pia Kjærsgaard med knyttede næver og tilføjede hende et blåt mærke på armen med en diameter på ni centimeter.
Da der kom flere personer - ifølge Pia Kjærsgaard "autonome" - til stedet, kørte Pia Kjærsgaard i taxien til Unibank på Nørrebrogade, hvor hun fik kontakt med den radiojournalist, hun havde aftale med. Hun søgte tilflugt i banken og opholdt sig der, indtil politiet kom til undsætning og transporterede hende væk.
"Det er ikke til at forstå, at der ikke er nogen tiltalt for selve overfaldet på min klient," siger Peter Hjørne, der er beskikket bistandsadvokat for Pia Kjærsgaard. Han har først efter visse vanskeligheder fået lov at overvære retsmøderne i kølvandet på angrebet på hans klient.
TV-Stop havde et hold i området, men har undladt at efterkomme politiets ønsker om at udlevere et råbånd, som efter politiets opfattelse ville kunne bruges i opklaringen.
Det har ført til, at stationens ansvarshavende redaktør Søren Jensen nu er tiltalt for at tilintetgøre bevismateriale. Til Information siger Søren Jensen, at han har lagt et sort billede ind over et interview med to aktivister, som foregik foran Unibank. P3-journalisten lavede interviewet, som også TV-Stop optog i lyd og billede. Efter opfordring fra en af de to interviewede slettede Søren Jensen billedsiden.
"Det skete, efter at politiet havde bedt om at få båndet udleveret, så det er selvfølgelig dybt ulovligt," siger Søren Jensen til Information.
Han mener derimod ikke, at politiet ville kunne bruge interviewets billedside til noget. Selve angrebet på Pia Kjærsgaard i Griffenfeldsgade har TV-Stop derimod ikke fået på båndet: "Politiet tror, vi har optaget selve episoden i Griffenfeldsgade. Det har vi ikke. Men det er skidesvært at forklare, at vi har et kamerahold stående klar, som så kikser i det," siger Søren Jensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her