Læsetid: 5 min.

To traktorer, en Opel Ascona, to halshuggede lig og nogle jordbunker

16. juni 1999

For en gruppe landsbybeboere nær Podujevo endte flugten efter al sandsynlighed ved
en bæk tæt på en militær-kaserne uden for Pristina. Indicier for, hvad der egentlig foregik i Kosovo under serbernes amokløb, begynder at hobe sig op

PRISTINA - Efter billederne at dømme var Adem Nafije og hans hustru, hvis navn ikke fremgår, et lykkeligt par. Man ser Adem, en høj og flot mand, i ungdomsårene med en kæreste, hvis ansigtstræk, kan genkendes i resten af foto-bogen. Man ser dem som nyforelskede studerende fra Pristinas universitet. Der er også billeder fra brylluppet og senere fra en rejse til, hvad der ligner et badested ved den jugoslaviske Adriaterhavskyst. Måske bryllupsrejsen.
Vi ser også Adem og kæresten/konen i muntert selskab med vennerne, Adem i jugoslavisk soldateruniform (fra før Jugoslaviens opløsning). Stolt ser han ud på et foto, der er omkranset af hærens emblem.

Et normalt par
Er der noget, der kendetegner billederne, er det normalitet. Et gennemsnitligt ungt par, der mødtes og stiftede hjem og gjorde det, mennesker nu gør. Intet i billederne antyder, hvorfor parret skulle lide den skæbne, de tilsyneladende har fået. Jo, én ting selvfølgelig: De var begge albanere og født og opvokset i Kosovo.
Af en eller anden grund fremgår det ikke af fotobogen, om Adem og hans kone nogensinde fik børn. Sandsynligvis nåede de det ikke. De sidste billeder viser parret i begyndelsen eller midten af 30'erne. Måske de ville vente til bedre tider med at få børn. Måske de slet ikke ville eller kunne få børn.
Godt det samme, kan man sige. For under alle omstændigheder synes parrets rejse at være endt her, i et tæt buskads ved en bæk, tæt på landsbyen Lukare ca. 15 km nordøst for Kosovos hovedstad, Pristina.
Her står parrets røde Opel Ascona i noget højt græs. Her på gulvet under bagsædet findes den fotobog, som parret havde husket at tage med på flugten som erindringsglimt fra et lykkeligere liv. Her findes også de pensionspapirer, der tyder på, at Adems mor, Mustafa Nafije (et kvindenavn på disse kanter) var med i vognen.

Et grufuldt syn
Det er en indbygger fra den nærliggende by Propastica, der genkender Adem på billederne. For de to lig, vi finder længere fremme, i et buskads ved en rislende bæk, er ikke til at identificere. Ligene, der efter tøjet at dømme begge er mænd, er i en tilstand af opløsning. Hvad det ene lig angår, ligger det i en sær forvredet stilling. De brune ribben stikker ud gennem blusen.
Synet og især stanken tillader ikke inspektion i længere tid af gangen. Men det kan konstateres, at begge har fået halsen skåret over, og de allerede afpillede kranier, hvoraf det ene stadig har hårrester på hovedet, ligger et par meter fra selve liget. Drabene er sket for ca. en måned siden, konstaterer en medbragt læge fra Pristina.
Tæt ved fundet møder vi det ildevarslende syn af to traktorer med anhængere af den type, vi har set på tusindvis af tv-indslag om Kosovo-albanere på flugt. Med gamle, gulnede madrasser på ladet, så flygtningene kan sidde bare en smule komfortabelt. En efterladt barnejakke. Noget slikpapir og resterne af nogle bønner - det sidste måltid?. En recept udstedt til fem-årige Leila Shabani. Et identitetsdokument tilhørende en Rexhep Shabani, født 1931, barnets bedstefar?
Shabanis id-dokument viser, at han kommer fra landsbyen Majac nær Podujevo, ca. 40 km nord for Pristina. Traktorernes nummerplader peger i samme retning: Podujevo. I netop det område gennemførte serbiske militære og para-militære grupper en omfattende etnisk rensnings-operation først i maj.

Fem jordbunker
Grusvejen ved bækken bliver nu til en sti. Fuglene synger, bækken glimter i solen, og blomsterflor sender sine dufte ud, men ligstanken og det grufulde syn overdøver alt. Længere fremme ser vi fem jordbunker, tydeligvis anlagt med jord fra den nærliggende mark. Der er allerede begyndt at gro planter på højene, hvilket kan tyde på, at de er anlagt for ca. en måned siden.
Det var en lokal bondemand, Avdush Vllasa, fra den nærliggende, men forladte landsby Vranidoll, der fandt ligene og jordbunkerne mandag aften ved 18-tiden. Han gav sine oplysninger videre til den institution, kosovo-albanske landsbybeboere har tillid til: Kosovos Befrielseshær (UCK).
Da Informations og Ritzaus Bureaus udsendte møder op til et interview med en UCK-repræsentant i Pristina, får vi som de første udenlandske medier oplysningerne. Avdush Vllasa og en læge, der er tilknyttet UCK's sundhedstjeneste, ledsager os til stedet.

Massegrav?
Er der tale om en massegrav for ofre for en massakre begået af serbiske styrker? Det mener UCK, der anslår antallet af ofre til ca. 30 - skønnet ud fra jordbunkernes størrelse og anhængernes kapacitet. Ingen kan vide det, før eksperterne fra Den Internationale Straffedomstol i Haag har gennemgået stedet. Ingen kan vide, om jordbunkerne i det hele taget indeholder lig. Måske flygtningene blot er gået videre ad stien langs bækken, trallende en kosovo-albansk vandresang?
Skepsis må råde, naturligvis. Først og fremmest undrer jeg mig over, hvorfor to lig ligger fremme til hæslig beskuelse, når resten tilsyneladende er begravet.
Det kan skyldes, lyder svaret fra UCK-lægen Nysret Mehmedi, at de to lig ikke har noget med den første gruppe at gøre, men er blevet smidt på stedet en af de seneste dage, måske af serbiske styrker på den militærkaserne, der ligger få hundrede meter væk, og hvor militæret kan have haft travlt med at 'rydde op' forud for den igangværende udmarch.
Dernæst spørger jeg bonden, hvorfor ingen har opdaget jordhøjene noget før, når de dog har ligget en måned ved en jordvej, der ser ud til at være jævnligt benyttet. Svaret er, at alle albanske landsbyer på egnen er forladte, og at ingen har turdet nærme sig stedet før nu på grund af militærkasernen.
Sandsynligheden taler for, at det, vi har set, er en af de massegrave, som først nu bliver opdaget over hele Kosovo i takt med, at den internt fordrevne lokalbefolkning tør komme ned fra deres skjulesteder i skove og bjerge.
Og ifølge UCK fortsætter grusomhederne, især i den nordlige sektor, hvor den internationale KFOR-styrke endnu ikke har etableret sig, og hvor de jugoslaviske militære og para-militære grupper har så godt som frie hænder. Der er rapporter om friske massakrer på landsbyer ved hovedvej E752, der går fra Pristina til den serbiske industriby Nis.
Et forsøg fra Informations side på at nå til det påståede gerningssted, blev kraftigt frarådet af den sidste KFOR-post på den nordlige udfaldsvej fra Pristina - og blev opgivet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu