Læsetid: 6 min.

Toppen af det serbiske isbjerg

29. juni 1999

Den serbiske opposition begynder i dag en række planlagte demonstrationer mod Slobodan Milosevic. Vi bringer her en vurdering af hans politiske rolle

Kommentar
Det var i går ti år siden, at Slobodan Milosevic talte til mellem en og to millioner mennesker på Kosovo Polje.
I talen, som fandt sted tre måneder efter, at Kosovo med magt var blevet aftvunget sit selvstyre, hævder Milosevic ordret, at serberne "gennem hele deres historie aldrig har undertvunget og udnyttet andre folk", og at "relationer mellem de jugoslaviske folk præget af ligeberettigelse og enighed er en uomgængelig forudsætning for Jugoslaviens eksistens, for at landet kommer ud af krisen, og især for dets økonomiske og samfundsmæssige velstand." Er disse ord ikke lige blevet modbevist i handling?
Nu oplever vi de jugoslaviske medier prise den sidste Kosovo-aftale som en sejr. Samtidig blev der udstedt forbud til redaktionen i det statsligt styrede tv mod at nævne noget om serbiske flygtninge fra Kosovo, og man har gjort, hvad man kunne for at forhindre dem i at komme til Beograd.
Milosevic' egen tale til nationen umiddelbart efter fredsslutningen var et dække over det faktum, at regimet reelt har måttet opgive herredømmet over den omstridte provins, og at selv provinsens symbolske tilhørsforhold til Serbien og Jugoslavien hænger i den tyndest tænkelige tråd.
Mange statsledere ville i en sådan situation have bebudet sin afgang og udskrevet nyvalg. Som da USA's præsident Lyndon B. Johnson i 1968 indså nederlaget for sin Vietnam-politik og undlod at genopstille til præsidentposten.
Men ikke Milosevic. Da han i 1997 måtte erkende, at han ikke kunne få skabt flertal for en forfatningsændring, der ville tillade ham at få en tredie periode som Serbiens præsident, forsøgte han at 'bytte gårde' med den siddende forbundspræsident.
Det lykkedes kun delvist: Først efter at have udskiftet den farveløse Lilic med den noget mere fængslende Milutinovic gik kabalen op, og Milosevic fik så selvfølgelig overført vigtige magtbeføjelser til forbundspræsidentposten.
Man kan sige, at han havde gjort landet og sig selv en tjeneste ved at have taget mod chancen til at gå på efterløn ved denne lejlighed. Men det valgte han altså ikke.

Milosevic ikke drivkraft
Fundne dokumenter viser, at ordrerne til den etniske udrensning i Kosovo kom fra Beograd. Men de viser ikke, at udrensningen omhyggeligt var planlagt og sat i værk af "den øverste leder Slobodan Milosevic".
Det er da muligt, at man vil kunne finde beviser herfor. Men næppe i det foreliggende materiale. Og indtil da vil jeg tillade mig at tvivle. Min egen opfattelse er, at Milosevic selvfølgelig har det politiske ansvar og skal drages til ansvar for det, men at han ikke har været den drivende kraft. For det har han sjældent været til noget som helst.
Der er muligt, at Milosevic selv troede på, hvad han sagde for ti år siden på Solsortesletten. I så fald har han ikke blot bedraget sit folk, men også sig selv. Og følger man hans politik nøje og i detaljer gennem årene, suppleret med de erindringsværker, der beretter om ham, får man indtrykket af en hård, men også ofte smidig forhandler, der ikke mindst i samvær med udlændinge føler sig i sit es, men som samtidig gang på gang især indadtil har vist en forbløffende ubeslutsomhed.

Visionsløs leder
Mit indtryk er, at Milosevic fundamentalt set er en visionsløs leder, som forsøger at tilpasse sig omstændighederne og dække over fejlene i håbet om, at tiden vil løse de fleste problemer. Og at han i virkeligheden har fungeret som redskab for andre kræfter i sit bagland.
Han har ikke en Hitlers evne til at påtvinge andre sine visioner. For det er de for vage til. Og selvom han har haft en Hitlers evne til at udnytte uenighederne i sit bagland, er han gang på gang blevet en fange i det politiske spil.
Hans reelle magt har derfor været meget konjunkturbestemt, og for nedadgående siden 1996 med en kort opblussen under luftbombardementerne.
Når udlandet derfor ser Milosevic som problemet, rammer man hus forbi. Milosevic er kun toppen af isbjerget. Under overfladen foregår den politiske kamp mellem høge og duer, ultranationalister og "jugonostalgikere" (tilhængere af Titos gamle Jugoslavien), fantaster og realister, røvere og anstændige folk, bødler og humanister.
Et system som er blevet forværret gennem det sidste år, forstærket af ultranationalisten Vojislav Seseljs optagelse i regeringen, måske indtil nu Milosevic' mest skæbnesvangre fejltagelse.
Efter min mening fører Milosevic kun an i én ting: At dække over de katastrofale konsekvenser af regimets politik.
Derfor ser vi ham umiddelbart efter luftbombardementers ophør indvie genopbygningen af en bro i Novi Sad. Samtidig med at den serbiske befolkning i Kosovo prisgives.
Hærens tapperhed roses og dekoreres - samtidig med at man fedter med lønnen til de indkaldte reservister. Magten i Kosovo overgives til det, man for kort tid siden har kaldt "NATO-aggressoren", men de indrykkende tropper karakteriseres som FN-tropper.
Det viser det, man ikke forstod i Rambouillet: At man kan få Milosevic med til meget, hvis man blot giver det en indpakning, som kan sælges på hjemmefronten.

Tilslører salg af arvesølv
Men hvor længe går det? Hvor længe vil det lykkes at overdøve flygtningenes stemmer, fra Krajina, Bosnien, Østslavonien og nu Kosovo? Hvor er den velstand, den vigtigste kamp skulle gælde, hvis man tager Milosevic' tale fra for ti år siden på ordet? Er Milosevic ikke stadig manden, hvis vigtigste kompetence ligger i at kunne sælge ting under falsk varebetegnelse? Og som selv vil give køb på hvad som helst, blot han kan forblive ved magten?
Derfor har han kunne bruges ved flere lejligheder af udlandet, f.eks. ved fredsaftalen om Bosnien i 1995.
Den fik han solgt indadtil, selvom den var det endelige skibbrud for en "storserbisk" politik.
Men den pris, han fik stillet i udsigt, normaliseringen af Jugoslaviens forhold til omverdenen, kom kun delvis til udbetaling.
Nu er han i gang med at tilsløre salget af det serbiske "arvesølv", Kosovo. Trist for serberne, at han ventede så længe, at prisen faldt næsten til nulpunktet.
Jeg vægrer mig ved at tro, at Milosevic er så uintelligent, at han ikke kunne se, at netop de etniske udrensninger efter luftbombardementernes start var den udenrigspolitisk set dårligst tænkelige reaktion. Og hvordan kunne man overhovedet forestille sig, at udlandet ville acceptere en søforklaring om, at det var bomberne, Kosovo-albanerne flygtede fra, når de selv sagde noget andet, og når man ovenikøbet fratog dem deres identitetspapirer på grænsen?
Langt sandsynligere er det, at Milosevic har bøjet sig for høge som Seselj og ladet dem køre løbet, for at lade dem gå planken ud og selv stå tilbage på broen, når de var faldet i vandet.
Milosevic havde jo i forvejen sikret sig et fortsat parlamentarisk flertal ved at optage Draskovic i regeringen i januar, så Seselj skulle ikke kunne fælde den ved at træde ud.

Kortsigtet løsning
Men Milosevic fejlbedømte den svingende Draskovic. At denne beskyldte regeringen for at fylde befolkningen med løgn midt under luftkampagnen og dermed arrangerede sin egen fyring er sikkert kommet bag på ham. Derfor fortsætter Seselj indtil videre som støtte for Milosevic - så længe det varer, igen en typisk kortsigtet Milosevic-løsning.
Hvad det hele skal ende med, ved ingen, bortset fra, at det sidste af Milosevic' ni liv som politiker klart nærmer sig afslutningen.
De fleste serbere, jeg har snakket med, finder dusøren på Milosevic latterlig, og på kort sigt måske snarere en styrkelse af ham.
Anklagen fra Haag opfatter de i det hele taget som politisk. Men det bliver sværere og sværere at dække over, at hans regeringstid har været et af de hidtil sorteste kapitler i det serbiske folks lange lidelseshistorie. Og at kredsen om Milosevic samtidig har beriget sig på folkets bekostning.
Vil man undergrave Milosevic' i forvejen flossede autoritet, er det nok her, man skal sætte ind, hvis der skal sættes et stopper for ti års bedrag over for befolkningen i det stadig skrumpende Jugoslavien, som Milosevic i hvert fald har det overordnede politiske ansvar for.

*I gårsdagens avis bragte Information en artikel af Karsten Fledelius under titlen 'Milosevic var en anden for 10 år siden'. Denne overskrift var ikke formuleret af Karsten Fledelius og dækker ikke den konklusion, forfatteren selv drog. Vi beklager.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu