Læsetid: 3 min.

Trætte af at 'få fingeren'

26. juni 1999

Landets campister føler sig som jaget vildt af både politi og medtrafikanter. I går gik otte campingvogne og en trailer til modangreb

Rulleaktion
En gruppe campister havde i går sat sig for at følge færdselsloven til punkt og prikke. En såkaldt kør-efter-reglerne-aktion.
Umiddelbart ikke specielt iøjnefaldende måske, men i deltagernes øjne et dramatisk skridt i kampen mod hastighedsbegrænsningen på 70 kilometer i timen på landevejene.
"Jeg er dødtræt af altid at få fingeren af en eller anden pissesur bilist, når han endelig er kommet forbi mig," som en af deltagerne udtrykte det.
Campisterne ønsker tilladelse til at lade højrefoden hvile lidt tungere på gaspedalen end hvad færdselsloven i dag giver dem lov til.
I både Århus, Odense og Hillerød var campingvogne og trailere kørt i stilling til konfrontationen med den øvrige trafik.
Tanken var at lade campingvognene danne en lang og udstrakt konvoj, der nøje overholdt fartgrænsen og dermed udgjorde en næsten umulig barriere at overhale for weekend-hungrende privatbilister.

Bolværk mod overhaling
Blandt andet på en landevej mellem Hillerød og Frederiksværk, hvor otte campingvogne var mødt frem for at udgøre bolværket mod overhalinger.
"Undskyld! Jeg sinker dig - men jeg må ikke køre hurtigere - ENDNU" stod der i bagruden på hver af campingvognene, der stod kampklare på en tom parkeringsplads foran en nedlagt Favør-butik.
Aktionen skulle udstille, hvorledes trafikken på de danske veje vil tage sig ud, hvis campisterne rent faktisk begynder at overholde hastighedsbegrænsningerne.
Noget de - ifølge Jørgen W. Frøhlich, informationschef i Dansk Camping Union (DCU) - slet ikke er vant til.
"Vi har tidligere opfordret vores medlemmer til at følge trafikbilledet, det vil sige den hastighed, der køres af de andre trafikanter. Hellere det end at være til gene. Danske campingvogne kører rask væk 110 i timen på motorvejen for at undgå ophobninger."

Spildte hestekræfter
DCU raser over en skærpelse af færdselsloven, der indebærer, at kørekortet fremover sidder lidt mere løst i tegnebogen hos fartglade campister. Kører de 40 procent over fartgrænsen, kan de straffes med betinget fradømmelse af kortet.
Vanvid, mente samtlige demonstranter i går.
"Ved at få hastigheden op på 80 i timen vil man øge sikkerheden. Så bliver vi fri for bilernes hasarderede overhalinger på steder, hvor der er fuldt optrukne linier. Og så kan jeg se på min Volvo's digitale display, at det også er mere benzinøkonomisk at køre lidt hurtigere, så det er også for miljøets skyld det her," sagde den solbrændte ejer af en Wilk-campingvogn til små 100.000 kroner, der var koblet til en strålende, bordeaux-rød Volvo S 70.
Bag de øvrige campingvogne sås Mercedes'er, Citroën'er og flere Volvo'er. Biler, der alle svulmer af hestekræfter og som ifølge campisterne slet ikke kommer til deres ret på vejnettet under færdselslovens snærende bånd.
"Min bil er fem-gears, men jeg havde kun brug for at sætte den i fjerde på vejen herhen på grund af campingvognen," fnyste en deltager.
DCU havde på forhånd udtrykt håb om mindst tredive deltagende campingvogne på den østlige side af bæltet.
Nu kom der kun otte - og en trailer - og bedre blev det ikke af, at kun tre vogne kom afsted i første omgang.
De nåede aldrig at samle sig, og trafikken gled aldeles uberørt uden om campingvognene og deres budskab.
En time senere stod ejerne af de resterende fem endnu foran nedlagt Favør-butik og viftede med deres rød-hvide DCU-flag. Rent organisatorisk flød det ikke helt så godt denne dag på parkeringspladsen i Hillerød.
Unionen er imidlertid indstillet på flere aktioner, hvis ikke trafikministeren ofrer mere opmærksomhed på de trængte campister.
Næste gang kan det, ifølge Jørgen W. Frøhlich, blive på Storebæltsbroen at den øvrige trafik skal lulles i søvn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu