FRIE ORD
VED MIDTEN af tresserne havde højskolebevægelsens daværende høvdinge, blandt andre Johannes Rosendahl og Kaj Thaning, indkaldt til et stort folkeligt møde på den daværende Husmandsskole ved Odense.
Anledningen var bogen Højskolen til debat, der lige var udkommet og som dengang udgjorde noget nær et manifest for den grundholdning, der med den brede pensel males grundtvigsk-tidehvervsk (eller -kierkegaardsk), og hvis hovedskikkelser ved siden af de to nævnte var K.E. Løgstrup og Knud Hansen. Den havde nogle år forinden med udgangspunkt i Thanings præstegård i Asperup på Vestfyn opnået almindelig politisk interesse i sit forsvar for Thorkil Kristensen mod hans fjender, Erik Eriksen og Poul Hartling, i partiet Venstre. I denne kamp havde Information også deltaget særdeles engageret, så bladets grundlægger og redaktør Børge Outze skulle tale ved det pågældende stævne.
"Jeg har hovedpine, så jeg knap kan huske, hvad jeg selv hedder," sagde han ved ankomsten. "Hvad i alverden skal jeg sige til de mennesker? Det er forresten en ualmindelig fin bil, Ole Wivel har holdende derude. Det er en Humber, kan du se det? Sådan en er dyr."
Med afsæt i Wivels Humber kastede jeg mig ud i et foredrag om sammenhængen mellem Løgstrups etiske fordring og Informations redaktionelle linje.
"Tja, Informations linje," indskød Outze. "Jens Kaastrup-Olsen sagde engang, da han sad i vores bestyrelse: 'Information har jo i virkeligheden aldrig været redigeret. Indrøm det bare'!"
Jeg opgav den etiske fordring - i hvert fald ved den lejlighed:
"Så gå dog ind og sig noget om det. Vi redigeres af postvæsenet."
Det gjorde han. Han talte om det gamle fireblads-system, da enhver provinsby med respekt for sig selv havde en venstreavis, en konservativ, en radikal og en socialdemokratisk.
"Så vidste man da, hvor man havde dem. Og de holdt hinanden i skak. I dag er det blevet de såkaldte omnibusaviser. Hvad de står for er lige så klart som en tur i supermarkedet: De vil tjene penge. På annoncørerne. Til den ende har de brug for læsere. Så mange som muligt for at annoncørerne kan komme ud på så store markeder som muligt."
Højskoleverdenen klappede som rasende.
"Men hvad med Information selv? I praler jo lige frem hver dag på forsiden med, at I er uafhængig af partiinteresser. Hvorfor er I så ikke også bare et supermarked?" spurgte en højskolelærer interesseret.
Det mærkelige er, at jeg simpelt hen ikke kan huske, hvad Outze svarede.
HISTORIEN randt mig i hu ved læsningen af Magt og fortælling - Hvad er politisk journalistik?, som jeg anmeldte her i avisen i går. I Danmark "blev først partiernes kontrol over dagspressen afløst af en presse uafhængig af partierne," skriver professor i statskundskab Ove K. Pedersen. "Siden blev Folketingets styring og kontrol af Danmarks Radio ophævet. Det skete samtidig med, at DR's monopol over den æterbårne kommunikation blev ophævet, og konkurrencen mellem tv- og radio-kanalerne blev sat fri. (...) Er der en sammenhæng mellem den politiske styring og den politiske rolle, som pressen har spillet ved opbygningen af nationalstaten og stabiliseringen af det politiske system? Måske, måske ikke! Pressen har spillet den samme rolle i andre liberale demokratier - uden detaljeret stats- og partipolitisk kontrol, men underlagt stærke markedskræfter. For eksempel i USA. (...) Den politiske journalistik skal være uden for politisk kontrol og indflydelse, men alligevel være en politisk institution."
Pedersen kalder det et liberalt dilemma: "På den ene side vil pressen gerne være 'den fjerde statsmagt', men også være fri for den folkelige indflydelse og den politiske kontrol eller domstolenes ditto, som alle andre statsmagter er underlagt og også bør være ifølge Grundloven og de demokratiske idealer iøvrigt."
Heri synes alle i dag enige: Den politiske journalistik skal i et frit, demokratisk land være fri for politisk styring. Men bliver den så ikke selv en politisk magt, der sætter sin egen politiske dagsorden? Uden iøvrigt at skulle stå til ansvar over for vælgere, domstole og Grundlov men alene over for markedet; annoncørernes, aktionærernes og købernes marked.
Min indledende historie skulle forklare, hvorfor jeg ikke uden videre kan beklage, at også den øvrige presse og Danmarks Radio er blevet uafhængig af partipolitik, men også gerne forklare, hvorfor jeg - som oprindelig journalistelev hos mester Outze - heller ikke uden videre kan begejstres over markedsstyringen som erstatning for parti- og -isme-kontrollen.
Ove K. Pedersen har naturligvis en pointe i påpegningen af den rolle, amerikansk presse har spillet for opbygningen af det amerikanske demokrati, uanset den har været underlagt stærke markedskræfter. For den nyere tids historie kan blot navne som Pentagon-papirerne og Watergate forklare dens stolthed over sig selv. Alligevel "synes den amerikanske journalistik at være inde i en dyb indre krise her ved årtusindeskiftet," kan man læse i Magt og fortælling selv - i journalist Frans Rønnovs bidrag "Fra Watergate til Monicagate"...
Diagnosen peger (som netop Børge Outze i sin tid) på den stigende kommercialisering som hovedårsagen til forfladigelse og personfiksering, ligegyldiggørelse og nyhedstornadoer, hvor alle mediepampere som lemminger løber efter de samme historier. Som markedsanalytikerne (og valgforskerne!) i næste omgang højtideligt kan vise, at læserne (og dermed annoncørerne) netop gerne vil have, hvorved den højere videnskab opfanger de signaler, som medierne selv har udsendt.
Indtil det hele ender i det øresønderrivende rundhyl, der kaldes den offentlige mening og mainstream.
NØJAGTIG det hyl går den radikale leder og økonomiminister Marianne Jelved i den grad på nerverne, at hun slutter sit indlæg om "demokratiets ulidelige lethed" i Magt og fortælling med ordene:
"Mediernes styring af samfundsdebatten bør gøres til genstand for analyser. (...) Hvis først vi kapitulerer og springer den egentlige samtale over, så er magten rykket fra de folkevalgte til kommunikationseksperterne. Måske er det allerede sket? Men jeg har ikke kapituleret. Og der er også forskel på journalister. Gad vide om der er forskel på redaktionssekretærer. Og gad vide, hvordan demokratiet klarer sig?"
Jelved har ikke kapituleret, og derfor skal en artikel i netop Information ("fordi jeg holder så meget af den avis," skriver hun), holde for som et grundigt gennemgået eksempel på "lemmingeeffekten": pressens behandling af regeringen i december, da efterløns-stormen var på sit højeste.
Som led i Informations tema om centralmagten bragte Lars Mogensen og Morten Jastrup den 19. december 1998 den pågældende artikel under overskriften: "Regeringens plan om at lave hattricket med pinsepakke, arbejdsmarkeds-reform og finanslov blev gennemført, men den tabte folkets tillid undervejs. Moderne politik er blevet så strategisk iscenesat, at der måtte komme en reaktion, siger forskere".
Marianne Jelved nævner hverken navnene på mine kollegaer eller på den af forskerne, der navnlig bringer hende i harnisk ved påstanden om den moderne politiks strategiske iscenesættelse, så folkets tillid tabes undervejs. Men hun har godtet sig ved sin viden om, at forskeren er ingen anden end - Ove K. Pedersen. Der selv er medredaktør af Magt og fortælling.
Så kunne han få den at tygge på. Måske også derfor er netop den Informations-artikel valgt af den pressekritiske økonomiminister og radikale leder.
Ove K. Pedersen må svare for sig selv. For mig at se lider Marianne Jelveds kritik af den svaghed, at hun forsvarer hele regeringen, som om den kun havde optrådt som Det radikale Venstre. Det er rigtigt, at de radikale tidligt forsøgte at sætte mange af de temaer til debat, som siden blev omsat til pinsepakke, arbejdsmarkedsreform og indgreb mod efterlønnen, men det samme kan Marianne Jelved ikke påstå er tilfældet for Socialdemokratiets vedkommende.
Hvad dets formand, statsminister Poul Nyrup Rasmussen, da også bliver citeret for at måtte indrømme i den pågældende artikel i Information.
Hvad angår egne forsikringer om, at der skam intet økonomisk indgreb ville komme før sommerferien (1998), forsvarer Marianne Jelved sig med, at hun skelner mellem indgreb og reform. Og pinsepakken var en reform, ikke et indgreb, skriver hun.
Kære, gode læser Marianne Jelved, skal vi ikke bare lade den stå?
Pinsepakken var en reform og ikke et indgreb, hvorfor det ikke var usandt, når Marianne Jelved forsikrede ved folketingsvalgets udskrivelse og senere, at der ikke kom noget indgreb til pinse.
Der står den så. Lige så stille.
DERIMOD er der uendeligt meget mere perspektiv i Marianne Jelveds angst for demokratiets fremtid og hendes efterlysning af samtalen.
Da den politiske styring gik ud, trådte samtalen ikke ind i stedet for. Det gjorde markedet.
Hele historien om den moderne politiske journalistik er historien om, at markedsstyring i sig selv er lige så lidt fremmende for demokratiet som statsstyring i sig selv er det.
Her havde det været rart, om jeg kunne huske, hvad Børge Outze svarede dengang på Husmandsskolen. Men hans blad har dog i praksis prøvet at give noget af svaret:
I valget mellem økonomisk vækst og den tidkrævende og ofte effektivitetshæmmende samtale mellem modstående fler- og mindretal - skal det sidste altid gå forud for det første.
Er vi enig om det, kære, gode læser?
