Læsetid: 3 min.

Ukyssede frøer

12. juni 1999

Som en af de få overlevende danskere, der stadigvæk husker Safari som underholdende og originalt fjernsyn, er det mig en glæde at konstatere, at Mandril-aftalen har det med at bide sig fast som en kærkommen hudsygdom. (Vi hard-core gallipøjsere kan ikke tage os af, at seertallene svigtede, fordi man ikke kunne vinde noget efter Tandbørsten.) Tilståelsen rinder uhindret ud af mig: Det er næsten hele tiden en fornøjelse at overvære Casper Christensen og de tre andre tumle rundt i studiet eller på den afsjælede parkeringsplads, hvor man kan stå og drikke narko af små flasker og slippe afsted med de uhyrligste ting, f. eks. børneserien Sambo fra Saxogade og Morten Korch-pastichen Fucking Hjemstavn.
Som pislugtende tresserudkradser ville jeg ønske, jeg kunne sige:
"Adh, sikken en pueril gang fis på sovesalen." Det kan jeg heldigvis osse, for gøglet har udpræget hørm af, hvad en flok post-pubertære purke kunne finde på, hvis de blev spærret inde i glemmerummet i det store spisefrikvarter.
Men jeg lader mig ikke narre. Det er ikke hvemsomhelst inden for bøvernikkerne, der kører i fri dressur. Kvartetten består af nogle yderst bevidste herrer, der sikkert ud fra de forhåndenværende søm har valgt sig frem til en container-form, der tillader os at betragte løjerne som et eksperiment i et laboratorium. De gør en dyd af nødvendigheden, for mandrilleriet kan ikke koste meget mere end en rulle gråpærer.

På overfladen maser Mandril-showet sig frem som overlagt plat, grimt og kluntet. Vi er lysår fra den gamle satire med "Næh, sikke god Kurt Ravn er til at ligne Poul Schlüter." Nej, her griber de nærmest vilkårligt ned i en papkasse fra Folkekirkens Nødhjælp og bygger en figur op med kluns og gaffer-tape. (Læg i det hele taget mærke til gaffer-tapens uundværlighed.) De sminker sig uflatterende med speed-markerbriller, umotiverede klatter på hagepartiet og de samme lousy parykker. Det er bare så hylende grimt og håbløst, men indeni er de prinser af vid og krystalklar galskab. De er en flok ukyssede frøer, der kæmper for deres ret til at være kiksede.
Men det kan ikke vare ved, for det stråler ud af dem, at de har fat i et format, hvor det bevidst sjuskede er et prisme for noget skarpt og elegant. Og til tider hyleskægt. Ikke hver gang, men det gør ikke noget. Det er bare en finke af panden. Op og stå og videre derudaf. Selv når det slår sludder for ekvilibrist Christensen, så ikke noget med at klippe det fra. Vi viser, hvad vi gør, og er det pinligt, så er det bare underholdende på en anden måde.

Det er faktisk et kvantespring for Casper Christensen siden han sammenlignede Hanne Boel med et klovdyr. Nu bliver vi kværnet rundt i de surreelle malstrømme på et plan, så ingen navngiven person latterliggøres blot på deres udseende.
Mandril-gruppen er osse ved at nå ud på den anden side af den grasserende ironi, der længe har kendetegnet yngre humor. Humorens narko blev den kaldt i et begavet nummer, hvor kronisk ironisk er en last, der kan give op til 30 år i visse thailandske lufthavne.
Jeg har overgivet mig til mange numre undervejs. Stikord: Anti-Jehova-pælen, beige slavehandel, take-away sauna... Flere af figurerne (Jeg kan ikke vænne mig til at sige "karaktererne") må for min skyld gerne blive standard som i de gamle Goon Shows med Peter Sellers, Spike Milligan og Harry Seacombe. (Jeg skal nok springe Monty Python over.)
Der er ingen grund til at udråbe favoritter midt i brokkassen, men jeg kan ikke glemme hende, der blev foto-kopieret 200 gange og til sidst afslørede Hr Røv. (Fotokopi af røv klistret med gaffer-tape rundt om ansigt!)
En anden kær genganger er Alfonso Trendy, der aldrig kan huske, hvad han er kommet for. Det er nok noget af det mest kvalificerede tidsspilde, man kan opleve på skærmen.
Med min næsten næsegruse lobhudling af Casper og Mandril-aftalen har jeg vel ikke røbet andet, end hvad læserne vidste i forvejen: At jeg er til fals for det skæve, platte og sofistikerede, der tør bevæge sig ud over kanten for at prøve, om luften kan bære.
Viva Mandril!

Serie

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu