Læsetid: 4 min.

Ungdommeligt tungsind

19. juni 1999

Hvad nu, hvis håret falder af, og man bliver nødt til at tage bussen?

I TYVERNE
"Har du tabt meget hår?" spørger frisøren venligt og klipper videre, som var vi midt i en helt naturlig konversation, hvor jeg lige havde oplyst, at jeg havde tabt noget hår. Men det var vi overhovedet ikke.
Jeg ser i spejlet, at man faktisk godt kan ligne et spørgsmålstegn, og i forvirringen stopper hun klipningen et øjeblik.
"Vidste du ikke, at du lider lidt af pletskaldethed?"
Hun griber spejlet og viser mig et par hvide pletter på størrelse med to-kroner inde under den i forvejen ikke særlig prangende korthårsfrisure. Farvel sexappeal, goddag parykker og evigt cølibat farer igennem mit pletvist blottede hoved, mens frisøren forklarer og nedtoner ordet "akut" i en sætning om henvisning til hudlæge og strålebehandling.
Venindens skrig i telefonen og senere moderens bagkloge "jeg syntes jo nok, dit hår var blevet noget pistent," gør ikke sagen bedre, og i toget er det helt umuligt at koncentrere sig om en Ud & Se-artikel på modsatte side af en annonce for Regaine. Jeg kan hele tiden mærke, hvordan den ene hårrod efter den anden giver op og forlader den synkende skude.

Hud der vibrerer
Det er dagen efter min 26 års fødselsdag. En måned efter opdagelsen af, at huden lige før albuen kan vibrere, når jeg holder armen over hovedet og prikker til den. Et par år efter erkendelsen af de første rynker.
Holder det aldrig op? At dømme efter hende, der sad i frisørstolen ved siden af, bliver det bare værre. Hun var i overgangsalderen og ville ikke have noget imod at bytte med lidt pletskaldethed. Men jeg tror hende ikke. Der må komme en smertegrænse, hvor de stadigt mere hyppigt forekommende skavanker af overvejende fysisk karakter får mindre betydning for ens velbefindende, sådan all-round.
Hvor en indre ro eller måske uro får alt det andet til at virke som ubetydelige detaljer. Måske et par børn kunne fremtvinge et sådan fokusskifte.
For hvad er alternativet? B-vitaminer, aerobics og rynkecreme og alt det andet, som jeg ikke orker begynde på, fordi det aldrig får en ende. Fordi fortalerne aldrig lægger skjul på, at hvis man stopper igen, bliver man endnu ringere stillet, end før man startede.

Kørt ned af en bus
Ligesom rygestop, druk-stop og ædestop heller ikke virker særlig tillokkende. Eller kapitalpension og livsforsikring. For selv om man valgte at bruge det meste af sin energi på at sikre, at man ikke senere blev en byrde for sig selv og samfundet, så skulle man vel være usandsynlig heldig, hvis man ikke blev kørt ned af en bus eller fik en hjerneblødning eller blev røvrendt af en eller anden regering med en spareplan.
Tænk at ende som Grethe, der fylder to sæder og det meste af midtergangen i 10'eren, og som bakker ud af bussen efter en venlig mand, der har taget gangstativet, mens hun råber, at chaufføren ikke må køre endnu.
Før dette har hun underholdt bussen med oplysninger om sin høje alder og sit be-svær med både at se og høre. Min sidekvinde smilte, og jeg sagde, at det ellers kunne være lækkert med råd til en taxa i den alder.
"Ja, hun var sød," sagde sidekvinden, uvillig eller ude af stand til at forbinde oplevelsen med sin egen situation eller med samfundet i øvrigt.

Svælge i Se og Hør
Men det skal man måske heller ikke. Måske man skulle genoptage tråden fra de tidlige teenage-år og kun se frem til næste fest og ellers lukke øjnene hermetisk i for gamle uden hjemmehjælp, narkomaner uden behandling og børn uden fædre.
Og når så virkeligheden trænger sig på med alle sine spørgsmål, kunne man sige, at man ikke ved nok og ikke har magt nok til at gøre noget. Og at valgdagen desværre faldt sammen med en udflugt til Bakken, der kom til at vare hele dagen.
Og man kunne svælge i Se og Hør og diskutere med veninderne, om det nu er okay, at Brandon har været Kelly utro, når han nu virkelig elsker hende. Og man kunne zappe mellem TV Danmark og 3+ og se USA's hvide befolkning kaste op af grin over kornfede og surrealistiske taber-typer, uden at blive bange. Og hvis man så en dag sad i suppedasen, og alt håret var faldet af, og man på ynkeligste vis måtte tage bussen hen til kommunen, der nægtede at betale for en paryk, så kunne man sige:
"Hallo! Som skatteyder har jeg krav på det ene og det andet, og om ikke det ene så i hvert fald et EU-tilskud."
Man kunne også tage en mellemvej ligesom politikerne og tænke fire år frem. Der bliver jeg 30 år. Det skal blive overlækkert at få overstået de lede 20'ere!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu