Læsetid: 6 min.

Uorden i regnskabet efter folkemordet i Rwanda

14. juni 1999

Ofrene for folkemordet i Rwanda i 1994 kalder retsopgøret for korrupt og langsommeligt. "Vores tålmodighed er opbrugt. Hvis dette fortsætter griber grupper til volder" siger repræsentant for de overlevende

Kigali - Dette er én ud af mange sørgelige historier om naboskab i Rwanda.
Den 20. januar i Nyarugenge ved udfaldsvejen fra Kigali, brød vreden ud i lys lue, da Jean de Dieu vendte tilbage. Enkerne i nabolaget hævdede at genkende ham som en af de naboer, der sluttede sig til morderne, som massakrerede deres mænd under folkemordet i 1994.
Jean de Dieu blev på et tidligere tidspunkt anmeldt og arresteret, men blev senere løsladt på grund af manglende beviser.
Enkerne i kvarteret betragter det ikke som andet end korruption. Bevæbnet med stokke og macheter har de omringet huset for at tage hævn.
Den 15-årige Mariette, søster til Jean de Dieu, forventer et angreb når som helst.
"Dag og nat hører vi kvinderne huje og fremsætte trusler. Hvad skal vi gøre? Repræsentanter fra de lokale myndigheder har sluttet sig til dem," siger Mariette.
Lavmælt forklarer hun, hvordan Jean de Dieu pludselig forsvandt på vej til retten to uger efter sin løsladelse.
"Han har ikke skjult sig. Han har kun os."
Alle disse forsvindelsessager, som man kvier sig ved at kalde eksekutioner, er der mange af i Rwanda.
Generelt hænger det sammen med den elendige retsforfølgelse efter folkemordet, som handler at gøre regnskabet op.
En dommer blev slået ihjel efter at have procederet i en sag, hvor 40 tiltalte blev løsladt på grund af manglende anklageskrift. Forsvarsadvokater for 'folkemorderne' bliver myrdet.

Tålmodighed opbrugt
Men hvis skyld er det, hvis rwanderne forveksler retfærdighed med hævn?
For Josué Kayijaho, vicepræsident for Ibuka, hovedorganisationen for overlevende efter folkemordet, er regeringens manglende vilje gennem fem år blevet uholdbar.
"Vi har set vores forældre dø, og vi vil ikke finde os i, at korrupte dommere lader de skyldige gå fri for et beløb af 50.000 francs (cirka 1.100 kroner, red.), hvilket der er set eksempler på for nylig. Inkompetente eller medskyldige anklagere løslader de tiltalte, selv om deres skyld er soleklar. Vores tålmodighed er opbrugt. Hvis dette fortsætter, så vil ukontrollable grupper gribe til vold. I slutningen af april pustede justitsminister Jean de Dieu Mucyo - den første overlevende fra folkemordet som holder dette embede - til ilden med en erklæring om 'de adskillige tilfælde af korruption i sager om folkedrab'," siger Josué Kayijaho.
Ikke nok med at retssystemet er korrupt, det er også langsommeligt. Med mindst 125.000 fanger i de lokale fængsler og arresthuse og mindre end 1.300 afsagte domme, kan Rwanda vanskeligt regne med domstolenes kompetence til at komme tilbunds i sagerne.
Desuden inkluderer dette regnestykke kun de fanger, som er anklaget for i forskellig udstrækning at have deltaget i folkemordet fra april til juli 1994, hvor omkring 500.000 tutsier mistede livet.

Mordere går fri
Til gengæld er der ikke gjort noget for at identificere og dømme medlemmerne af den tutsiernes oprørsbevægelse, Rwandas Patriotiske Front (FPR), som i dag er ved magten og som mistænkes for en række massakrer under erobringen af magten, hvilket lige er blevet afsløret i en af de mest tilbundsgående undersøgelser til dato.
Ofrene for folkemordet oplever sporadisk retfærdighed, samtidig med at medlemmer af FPR går fri i 'landet med de tusinde bjerge' - som officielt ynder at kalde sig 'landet for alle rwandere' - hvilket ikke ligefrem baner vejen for en forsoning.
Alligevel er der organisationer - som f.eks. Advokater uden Grænser der støtter de rwandiske forsvarere - som lægger vægt på, at der er sket en lille fremgang.
Martina Schotsmans fremfører "en kvalitativ forbedring i retssagerne", i og med at den opfattelse, at en advokat ikke er klientens medskyldige men en medhjælper for retssystemet, er ved at vinde indpas, og hun tilføjer: "Dommene er mere nuancerede og i færre tilfælde idømmes de hårdeste straffe."

Mirakelmiddel
Disse parodiske tiltag kan ikke skjule fejl og mangler i et retssystem, hvor en absurd planlægning medvirker til, at to tidsaldre ikke ville række til at tømme fængslerne.
Domstolene er kendetegnet af underbetalte dommere, hyppige udeblivelser og manglende papirer, og 45 pct. af høringerne bliver udsat.
I oktober sidste år besluttede regeringen at frigive 10.000 af 28.000 fængslede uden anklageskrift, men det har ikke ændret på situationen. Presset fra familiemedlemmer til ofrene har været så stort, at indtil nu er kun 2.000 af de fængslede blevet løsladt "så diskret som overhovedet muligt", oplyser en ansvarshavende fra kriminalforsorgen.
En plan er blevet lanceret som et mirakelmiddel: at genoplive gacaca'erne, de traditionelle domstole, som ikke har fungeret siden koloniseringen.

Slaveri på livstid
Ved første øjekast ser projektet lovende ud. Gacaca'erne skal bestå af et råd af 'vismænd' rundt om i bjergene, hvormed de anklagede vil blive dømt samme sted, som forbrydelsen er blevet begået.
En kommission, udpeget af regeringen, er ved at udarbejde et lovforslag, som skal give rådene lovhjemmel.
Gevinsten er let at få øje på: Ved at genoprette de traditionelle domstole i de 154 rwandiske kommuner, kan man tidoble det nuværende antal retssager.
Der er blot den lille hage, at dommene, som kan gå op til 25 års fængsel, nu vil blive pådømt af lokalsamfundene i fravær af et reelt forsvar. Som en udenlandsk diplomat opsumerer: "Alt vil afhænge
af befolkningssammensætningen. I områder hvor alle tutsier er blevet dræbt, kan de tiltalte hutuer blive frikendt af deres medskyldige uden at frygte ubehageligheder. I modsat tilfælde, kan de blive dømt udelukkende i kraft af at være hutuer. Samfundstjeneste, som kan udgøre en del af straffen, vil sandsynligvis gøre strafafsonerne til slaver på livstid til gavn for lokalsamfundet."

Ud med fødderne forrest
På trods af disse risicis vækker gacaca'erne fornyet håb i fængslerne. I centralfængslet i Nsinda, én times kørsel fra Kigali, hvor 12.000 anholdte sidder i venteposition, ser den 30-årige Innocent Gasangwa, som har tilbragt fire år i fængsel, allerede sin løsladelse for sig.
"Vi ser årene gå forbi, og der er kun én måde at komme ud herfra: med fødderne forrest. Med gacaca'erne håber jeg at slippe levende ud herfra. Eftersom jeg er fra Gisenyi-regionen, håber jeg selvfølgelig at blive stillet for domstolen der, at blive dømt af vores egne," siger han.
I arresthusene eller fængslerne er håbet over alt det samme: at blive dømt 'af sine egen' giver håb om en frikendelse.
De overlevende fra folkemordet tager afstand fra planen. Hvordan kan man forestille sig, at almindelige forbrydere har ret til en retssag ved en domstol, mens folkemorderne vil blive dømt eller hængt med det samme ude i lokalsamfundene?
Embedsmænd har fundet en 'traditionel' løsning på problemet med overbelægning i fængslerne og har omhyggeligt udarbejdet et budget for projektet, som på nuværende tidspunkt er kalkuleret til omkring 20 mio. dollars.
Regeringen har igennem lang tid brugt fængslinger som politisk våben, men gacaca'erne åbner en udvej.

Ingen siger ét ord
En jurist fra en international organisation vurderer, at "gacaca'erne er meget mere interesserede i de måske skyldige, som alle er hutuer, end i ofrene. De spiller ikke hasard. Ved hjælp af gacacaerne regner regeringen med på nem vis at få Hutu-massernes opbakning. For at opnå dette er regeringen villig til at risikere, at 'uheldige' retssager udløser nye blodsudgydelser."
'Retfærdighed for alle rwandere' venter ikke lige om hjørnet. Et medlem af den rwandiske menneskerettighedsorganisation forudsiger: "Før der træffes beslutning vedrørende gacaca'erne, kommer spørgsmålet måske ud til folkeafstemning for at sikre befolkningens opbakning. Men hvem tør sige nej i Rwanda i dag?
De, som protesterer, risikerer at blive udsat for voldelige trusler. På møder i lokalområderne kan borgmestrene f.eks. beskylde en person for at tænke i samme baner som det tidligere regime, hvilket er ensbetydende med at blive anklaget for at være medskyldig. Det ved alle og enhver. Så ingen siger ét ord. I denne tavshed er det svært at skelne dagens og gårsdagens ofre fra bødler.

© Libération & Dagbladet Information

Oversat af Runa Trosborg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu