Læsetid: 5 min.

Uro i Kongressen om Clintons krig

2. juni 1999

Flere demokrater og republikanere beskylder præsidenten for at overtræde krigsbemyndigelsesloven. Albert Gore risikerer at sætte sine chancer for at vinde valget i 2000 over styr

Clintons morads
BOSTON - Mandag i sidste uge var det præcist to måneder siden, at præsident Bill Clinton meddelte den amerikanske befolkning på et hasteindkaldt pressemøde i Det Hvide Hus, at USA og NATO samme dag havde indledt en 'luftaktion' mod Jugoslavien.
Ifølge amerikansk lov skal en præsident indhente godkendelse fra de folkevalgte i Kongressens to kamre til at videreføre en krig, hvis dens varighed forudses at strække ud over 60 dage.
Men om tirsdagen den 25. maj lød der hverken et pip fra præsidenten eller fra Kongressen, selv om tidsfristen var udløbet og Clinton allerede havde overtrådt krigsbemyndigelsesloven, War Powers Act, fra 1973.
"Ikke alene har Kongressen afvist at støtte denne luftkrig. Rent faktisk fører Clinton krig stik imod de folkevalgtes viljes, hvilket ikke er sket før i amerikansk historie," skrev Robert Borosage, juralektor på American University, fornylig i en aviskronik.
Hidtil har ingen republikanske ledere i Kongressen, der rent privat ynder at kalde konflikten "Clintons krig", vovet at gå i konfrontation med Det Hvide Hus af frygt for at fremstå som upatriotiske i en tid, hvor amerikanske piloter risikerer livet.
Dét til trods for, at tvivlen om USA's militære engagement på Balkan-halvøen vokser dag for dag i befolkningen. I de seneste meningsmålinger udtrykker halvdelen af de udspurgte håb om, at konflikten bliver bilagt med diplomatiets midler.

Afviste krigsstøtte
Men nu har en tværpolitisk gruppe på 17 kongresmedlemmer taget initiativ til at bringe præsident Clintons påståede overtrædelse af krigsbemyndigelsesloven for en forbundsdomstol.
I reglen er amerikanske forbundsdommere helst fri for at blande sig i denne type konflikter mellem den udøvende (præsidenten) og den lovgivende magt (Kongressen).
I 1991 bragte en gruppe politikere en lignende sag for en forbundsdommer i håb om at tvinge præsident George Bush til at indhente godkendelse fra Kongressen til at iværksætte Operation
Ørkenstorm mod Irak.
Forbundsdommeren fandt, at deres argumenter var berettigede, men tilføjede, at tvisten endnu ikke var "moden" til at blive afprøvet, fordi et flertal i Kongressen ikke anså en krigserklæring for nødvendig.
En årsag var, at de fleste forudså, at Golf-krigen ville være overstået på mindre end 60 dage.
Denne gang kan en tvist imidlertid let falde anderledes ud. Repræsentanternes Hus, der er mere repræsentativt end Senatet, afviste i slutningen af april at støtte en krigserklæring mod Jugoslavien. Ikke alene det - Clinton og hans demokratiske kolleger kunne ikke en gang finde nok stemmer til at vedtage en resolution, der gav moralsk opbakning til NATO's luftkrig.

Clinton på tynd is
Fra et juridisk synspunkt er Clinton-regeringen altså ude på tynd is. I krigsbemyndigelsesloven findes ingen undtagelser: En præsident skal partout have Kongressens opbakning til at føre krig mod et andet land i mere end 60 dage. Så kan Det Hvide Hus måske fastholde illusionen, at en 'luftaktion' strengt taget ikke er krig, men den slags retorik vil en dommer næppe falde for.
Under debatten i april udtalte Repræsentanternes Hus desuden, at præsidenten under alle omstændigheder skal have tilladelse fra begge kamre i Kongressen, dersom han agter at anvende amerikanske soldater til at indtage Kosovo eller alternativt hele Jugoslavien.
I Senatet forsøgte den republikanske præsidentkandidat og veteran fra Vietnam-krigen John McCain at få vedtaget en resolution, der bemyndiger Clinton til at indsætte landstyrker. Den blev syltet.
Uroen i geledderne begrænser sig ikke til det republikanske parti, hvor isolationistiske tendenser lever sammen med høges kritik af manglen på en klar militær strategi, som kan føre til sejr i Kosovo. Støtten til krigen i det demokratiske parti er nu også begyndt at vakle.
Én af præsidentens største tilhængere i Repræsentanternes Hus - demokraten James Moran - sagde fornylig: "Vores gruppe er ved at miste troen og viljen. Folk håber, at Clinton kan få os ud af dette morads så hurtigt som muligt."

Tvivlen breder sig
Charles Rangel, én af de ledende demokrater, peger på de mange civile tab som følge af luftbombardementer og frygter en nedkøling af USA's forbindelser til Rusland og Kina.
"Jeg støtter naturligvis vores præsident og øverstkommanderende, men jeg tror ikke, at bombninger kan løse politiske problemer," siger han til dagbladet Washington Post.
"Hvor mange menneskeliv skal gå tabt, førend vi kan erklærer sejr," spørger Rangel, der er krigsveteran fra Korea.
Efter alt at dømme er et flertal af demokraterne i Huset imod at indsætte landstyrker i Kosovo, med mindre de indgår som del af en international fredsbevarende styrke. Blandt republikanerne er modstanden endnu mere udtalt.
Også i Senatet breder tvivlen sig. Sidste tirsdag opfordrede den republikanske senator Robert Bennett til en bombepause og blev straks indkaldt til personligt møde med forsvarsminister William Cohen.
Bagefter sagde Bennett: "Jeg stoler ikke på det Hvide Hus' optimistiske krigsrapporter. Når Cohen (som er republikaner i en demokratisk regering, red.) står bag, glider det lettere ned."
Overbevisningen om regeringens militære og politiske strategi kan altså ligge et meget lille sted.
"Vores tålmodighed er ved at løbe ud," konstaterer Chuck Hagel, en anden republikansk senator.

Valg spøger i kulissen
Samtidig nærmer de næste landsvalg sig med stormskridt og ingen politiske kommentatorer kan forestille sig, at demokraterne - der har en god chance for at genvinde kontrollen med Repræsentanternes Hus i 2000 - ønsker at forspilde deres muligheder med en beskidt krig på Balkan.
"Hvis det lykkes for Clinton at afslutte denne krig i løbet af meget kort tid, har strategien virket og jeg kan ikke se, at det skulle spille den store rolle under valgkampen næste år. Men hvis bombardementerne fortsætter, vil folks reaktion være 'den er helt gal', og det kan komme til at dominere valgkampen," siger Kevin Phillips, en eminent politisk analytiker til Information.
Fortilfældene er imidlertid ikke beroligende for demokraterne. I forbindelse med tre krige udkæmpet siden 1945 - Korea, Vietnam og Iran -- har enten demokratiske præsidenter eller deres politiske arvtagere indkasseret nederlag ved urnerne.
Harry Truman tabte primærvalgene i 1952; Lyndon Johnson trak sig i 1968 og hans vicepræsident Hubert Humphrey blev slået af Richard Nixon; Jimmy Carter blev ydmyget af et forfejlet forsøg i 1979 på at befri de amerikanske gidsler i Iran og tabte til Ronald Reagan i 1980.
Samme skæbne kan overgå Clintons makker vicepræsident Albert Gore, med mindre de to finder en vej ud af Balkan-moradset, der kan blive solgt som en amerikansk sejr overfor vælgerne i New Hampshire i februar 2000.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu