Læsetid: 4 min.

Et våben med formidable dødbringende fordele

14. juni 1999

I tre årtier har USA arbejdet med antitank-ammunition baseret på uran

URAN
Siden begyndelsen af den kolde krig har de vestlige militærmagter og deres modparter ligget i et oprustningskapløb i spørgsmålet om krigsførelse med og mod pansrede køretøjer og tanks. Stadig kraftigere panser om kampvognene har løbende skabt behov for stadig mere hårdtslående ammunition, som har ført til udvikling af endnu bedre panser osv.
Midt i 1970'erne stod det klart for det amerikanske forsvar, at man manglede et våben, der var kraftigt nok til at ødelægge den moderne type panserkøretøjer og tanks, som bl.a. Sovjet var i færd med at udvikle. Hidtil havde man især brugt ammunition med legeringer af det tunge metal wolfram, men det slog ikke længere til. Wolfram-ammunitionen havde tendens til at blive 'tværet ud', når det traf de nye, stærkt pansrede mål.
Derfor godkendte USA's øverste militære ledelse et projekt, der skulle bane vej for en ny ammunitionstype med "udvidet rækkevide og mere dødbringende, pansergennembrydende" kapacitet.
Man skulle bruge et tungere og hårdere materiale end wolfram, og valget faldt på tungmetallet uran. Det viste sig at være et nærmest genialt valg.
For det første var det et materiale, der var tilgængeligt i store mængder i form af 'forarmet uran'. Det er et giftigt og radioaktivt spildprodukt fra produktionen af det højtberigede uran, der bruges som brændsel i atomreaktorer eller til at fremstille atombomber. Ammunitionsproducenterne kunne således direkte hjælpe atomindustrien og det amerikanske militærs atombombefabrikker ved at overtage et besværligt affaldsproblem, og derfor blev - og er - projektiler og granater med forarmet uran "low cost ammunition", som en af hovedleverandørerne til det amerikanske militær, virksomheden Starmet i Massachussetts, kalder det.
Dertil kom det forarmede urans særlige egenskaber. Det amerikanske forsvarsministerium taler i en rapport fra sidste år om uran-ammunitionens "formidable dødbringende fordele" ved bekæmpelsen af fjendtlige kampvogne og tanks. Affyret på en afstand af for eksempel én kilometer kan et af de mindre uranprojektiler bryde igennem et panser på fire centimeters tykkelse.
"Projektilerne skærer sig gennem tykkere, hårdere panser og over større afstande end andre højhastighedsammunitioner," skriver forsvarsministeriet.
"Desforuden er forarmet uran selvantændeligt - når det rammer panseret, brydes små partikler af og bryder spontant i brand, hvorved der ofte udløses eksplosioner af brændstofdampe eller ammunition" inde i den ramte tank. Det fjendtlige mandskab brænder i den situation ihjel på sekunder.
Dermed "øger (denne type ammunition) soldaternes dødbringende evne og evne til egen overlevelse" i kamp, som det udtrykkes.

Ingen sundhedsfare
Bevidstheden om uranets radioaktive udstråling og giftvirkning som tungmetal fik det amerikanske luftvåben til at gennemføre, hvad der kaldtes en gennemgribende miljø- og sundhedsmæssig vurdering af den ny type ammunition. Konklusionen, der lå klar i 1976, var, at de "biomedicinske og giftmæssige risici forbundet med brug af forarmet uran i dette program i praksis er forsvindende."
Derefter startede oprustningen hos både det amerikanske og det britiske forsvar. Den amerikanske hær udviklede granater med en kerne af forarmet uran, der kunne affyres fra egne tanks og tilintetgøre fjendens.
"Siden valget af forarmet uran til XM774-granaten (i 1970'erne, red.), har man i alle større udviklingsprojekter for tank-ammunition valgt forarmet uran," hedder det i rapporten fra det amerikanske forsvarsministerium.
Og luftvåbnet udviklede luft-til-jord maskingeværet GAU-8, som monteret på A-10 Thunderbolt jagere kunne affyre sine salver af uran-projektiler som en uhyggeligt effektiv "soft target killer and tank buster", som det hedder i de militære beskrivelser.

Debut i Golfkrigen
Den amerikansk-britiske oprustning med uran-granater og -projektiler fortsatte i mere end et ti-år, uden at de nye våben kom i brug. Eftersom uran-ammunition heller ikke er noget, man kører rundt og skyder med under hærøvelser, var det først, da Saddam Hussein invaderede Kuwait og i 1991 udløste Golfkrigen, at de nye våben i praksis kunne afprøves.
Det amerikanske luftvåbens A-10 fly (også kaldet 'Vortesvin'), Apache-helikoptere samt flådens Harrier-jetfly angreb således med knusende effektivitet de irakiske styrker fra luften og ødelagde med uran-ammunitionen et stort antal tanks og pansrede køretøjer.
"Som rygtet om uran-ammunitionens effektivitet spredte sig, blev det hurtigt valg nummer ét for de amerikanske tanks," fortæller forsvarsministeriet.
Fra luften ødelagde alene Apache-helikopterne ifølge USA over 500 tanks og flere hundrede pansrede mandskabsvogne. A-10 flyene, der kan affyre mere end 200 kilo forarmet uran i minuttet, skød over 780.000 salver mod de irakiske styrker og afleverede derigennem 260 ton forarmet uran på slagmarken. Hertil kom 11 ton fra Harrier-flyene samt 50 ton uran, der blev affyret mod irakerne fra de amerikanske tanks under 'Operation Ørkenstorm'. Briterne bidrog med et enkelt ton forarmet uran, affyret fra deres Challenger-tanks.
"Vores pansertank-gennembrydende ammunition bidrog til at bringe operation Ørkenstorm til en hurtig afslutning," fortæller Starmet med stolthed i sit salgsmateriale.
"Siden Golfkrigen har det forarmede urans effektivitet på slagmarken opmuntret til den fortsatte udbredelse af (denne ammunition) til såvel allieredes som modstanderes arsenaler. Der er derfor ikke megen tvivl om, at forarmet uran vil blive brugt mod vore egne tropper i fremtidige konflikter," noterede det amerikanske forsvarsministerium sidste år.
Foreløbig er det dog alene USA selv, der sammen med Storbritannien har holdt anvendelsen af det epokegørende våben i gang. Via mere end 70 dages luftangreb på de serbiske tanks og andre pansrede mål under krigen om Kosovo.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

I dag er tallet efter de to invasioner af Irak op på ca. 2.000 tons, fuldstændig unødvendigt og forfærdeligt våben, selvom det ligner en mirakel-løsning i den ende hvor kuglerne bliver affyret er de simpelthen ikke værd den konsekvens det medfølger at bruge denne type ammunition.